Lars Brygmann: Vi skal ikke martre os selv med ting, der er sket i fortiden

Tænk, hvis du ikke var gået ind på den bar den dag for syv år siden, hvor du mødte din mand.

Hvis du lige skulle i kiosken inden, og han var nået at smutte. Eller hvis du havde taget bilen i stedet for toget den dag, du mødte hende, der er din bedste veninde i dag.

Er det en række tilfældigheder, der har gjort, at dit liv ser ud, som det gør i dag? Eller findes der en højere orden, der styrer slagets gang – en mening med det hele?

Otto – alias Nikolaj Lie Kaas med topmave, skråtaske og en vissen arm – er overbevist om, at det hele er ren statistik og sandsynlighedsregning i Anders Thomas Jensens nye film ”Retfærdighedens Ryttere”.

Og hans rablende foredrag om, hvordan det hele ville se anderledes ud, hvis du var gået til højre og ikke til venstre for 10 år siden, er både hylende morsomt og tankevækkende.

Prøv selv at tænke på en enkelt vigtig hændelse i dit liv, og spol tilbage: Hvilken række af hændelser førte til netop dén? Og hvor lidt skulle der til, før det ikke var sket?

Mens Otto er statistikeren, er hans gode ven Lennart (Lars Brygmann) computernørden, der kan hacke sig ind alle steder.

Emmentaler – i skikkelse af Nicolas Bro – udgør tredje hjul i den excentriske trio, der dukker op hos den følelsesmæssigt afstumpede militærmand Markus (Mads Mikkelsen), da hans kone dør i en tragisk togulykke.

Ulykken ligner en tilfældighed, men som indicierne hober sig op – godt hjulpet på vej af den excentriske trio – begynder Markus at mistænke, at det var et nøje orkestreret attentat, hans kone var offer for.

Og så starter balladen for alvor. Man kan ikke gardere sig mod livet.

Med Anders Thomas Jensens mesterlige sans for humor og detaljer begynder man at grine, allerede når de tre nørder toner frem på lærredet i deres håbløse tøj og med insisterende ansigtsudtryk.

”Retfærdighedens Ryttere” er vanvittigt morsom, men som i hans andre film er der også masser af underliggende pointer og kærlighed mellem de skæve eksistenser.

– Jeg bliver faktisk meget bevæget, når jeg ser filmen – midt i alt det voldsomme. Der er meget kærlighed i den, en følelse af sammenhold, og hvordan man kan støtte hinanden og hive hinanden op, når det hele snerper til. Karaktererne stikker ud på alle mulige måder, men vi har brug for hinanden, fortæller Lars Brygmann, der modsat de tre andre spiller med i en Anders Thomas Jensen-film for første gang.

– Det var helt klart lidt et drømmescenarie. Jeg blev enormt glad, da Anders Thomas ringede, for jeg har altid gerne villet arbejde sammen med ham. Jeg har før lavet ting, som han har skrevet, så jeg kender hans sprog og hans univers, og han har en sindssygt god fornemmelse for tingene.

- Anders Thomas er inde over alle detaljer: Hvad vi har på, vores hår, alt, hvad der er i rummet. Og han insisterer på, at det skal være nogle mennesker, man kan møde i bussen.

– Filmen gav mig en masse at tænke over, for den handler jo om, hvor meget man kan martre sig selv med ting i fortiden: Hvis jeg bare var stoppet op to sekunder før, havde det ikke fået denne her voldsomme konsekvens. Hvordan man ødelægger resten af sit liv med noget, der i virkeligheden var irreversibelt, noget, man ikke kunne undgå.

- Man kan jo ikke gardere sig mod livet. Der er milliarder af ting, vi ikke ved, at vi har undgået, og kun bliver mindet om, når det har en katastrofal eller en vidunderlig følge. For eksempel at man møder det menneske, man skal dele resten af sit liv med. Hvis man er et åndeligt menneske, kan man have en tro på, at der sidder en kraft et eller andet sted og styrer de her ting.

Vi kan bruge det, Jesus sagde, til noget

Tror du på det?

– Nej, det gør jeg ikke. Der skal ikke særligt meget til for mig, før jeg synes, at det, der sker her på jorden, er uendeligt småt. Ikke ligegyldigt, for det er jo vores virkelighed, men det er et sandkorn i det store billede. Og at tro og religion er nogle konstruktioner, vi har lavet, fordi vi har brug for det. Jeg tror på kærligheden mellem mennesker, og jeg tror, at vi kan bruge de ting, Jesus sagde, til noget.

- Jeg har svært ved at forholde mig til, at han skulle være sendt fra Gud, for jeg aner ikke, hvad det er. Men jeg tror da på, at Jesus var et vist menneske, der gik rundt på jorden engang for omkring 2.000 år siden og kunne noget, andre ikke kunne dengang.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er

– På et tidspunkt skulle jeg spille en forestilling, hvor jeg var Jesus, så jeg læste en masse litteratur om ham, og da kunne jeg godt mærke, at hvis jeg fortsatte med det tilstrækkeligt længe, så kunne der godt komme et troende menneske ud af mig. Fordi det var så lystfuldt at læse, så mildt og berigende.

- Det var enormt behageligt at være inde i hans univers, fordi der var så meget kærlighed i det. Han formulerede mange kloge ting, men det er der jo også andre mennesker, der gør. Der, hvor jeg står af, er, når man begynder at bygge huse for ham, og der bliver en form for magt knyttet til det.

– Men tag for eksempel Sofie Linde – uden at sammenligne hende med Jesus i øvrigt – så kunne hun have sagt de ting, hun har sagt, for nogle år siden, uden at det ville have den store effekt. Nogle gange rammer noget bare bulls eye og får nogle afsindige konsekvenser.

- Måske kom Jesus også på et tidspunkt, hvor han ramte rigtigt med de ting, han sagde. Og måske er det i virkeligheden et spørgsmål om tilfældigheder, at kristendommen endte med at blive verdens største religion.

Lars Brygmann er ikke i tvivl om, at der er noget, der er større end ham selv, men det, han taler om, er ikke en guddommelig kraft.

– Når man læser om universets tilblivelse, er man jo ikke engang et fnug … Man er mindre end det. Det kan være skræmmende, hvor ubetydelig man er i den store sammenhæng. Men også en befrielse, fordi det kan tage en masse dårlig samvittighed af ens skuldre i forhold til de forestillinger, man har om, hvad man selv kan gøre for at få et godt liv.

- Det, at der er liv på jorden i dag, er et udslag af så mange tilfældigheder, at man slet ikke kan rumme det. Og jorden er ”gået under” før – eller rettere: Det meste af livet på jorden er blevet udslettet før. For jorden kan ikke gå under – den ryster sig bare. Men det liv, vi kender i dag, kan godt forsvinde, hvis vi fortsætter, som vi gør.

”Okay, boomer!”

Apropos dét er de unge i ”Retfærdighedens Ryttere” klogere end de voksne og taler indimellem til dem, som om de er uden for terapeutisk rækkevidde.

Man får den tanke, at Anders Thomas Jensen har klippet lidt fra den igangværende generationskrig, hvor de klimaskeptiske og privilegieblinde voksne får et ”Okay, boomer!” smidt i synet af de unge, hvis ikke de fatter budskabet med det samme.

– Der er ingen tvivl om, at der er noget alder i det, for hvis ting har kørt på en bestemt måde meget længe, er man ikke den første, der lægger mærke til, at det kunne være på en anden måde.

- Der skal selvfølgelig nye øjne på, og det er det, der sker i øjeblikket. Men jeg tror nu, at det sker hele tiden – det peaker bare lige nu i forhold til sexisme og klimaforandringer.

Hvordan opfatter du den generationskrig – er man pr. definition hægtet, hvis man er på den ”forkerte” side af 50?

– Nej. Men jeg synes, at det er enormt vigtigt at spole tiden tilbage i sit eget hoved, for de fleste af os kan godt huske, hvor vi var henne, da vi var 17 og 22 år. Jeg kan sagtens huske, hvordan verden så ud for mig dengang.

- Man har ikke erfaringen, når man har den alder, men man vil gerne tages alvorligt, derfor bliver man mere firkantet, bastant og insisterende. Fordi man er nødt til at overkomme den der: ”Du ved ikke, hvad du taler om. Bare vent, til du bliver ældre.”

– Da jeg var ung, meldte jeg mig ind i Dansk Kommunistisk Ungdom, og det var meget mere for at få et tilhørsforhold, end fordi jeg syntes, at Sovjetunionen var vidunderlig. Jeg kom også til kort i diskussionerne, fordi det handlede mere om fællesskabet og tilhørsforholdet for mig. Sådan er det for mange unge mennesker.

- Derfor synes jeg, at man er nødt til at bruge den erfaring med at være ung, man har som ældre, på en måde, så man lytter til de unge og forstår deres engagement og nogle gange skråsikre måde at sige tingene på, og møde dem i øjenhøjde.

– Jeg bryder mig ikke om at blive udskammet, fordi jeg ikke er ung, og jeg synes som udgangspunkt, at man skal lytte til alle – unge som ældre. Man skal lytte og lade være med at være forudindtaget. Det er jo ikke sådan, at hvis man er ung, har man de fede idéer og vil lave om på det hele, og hvis man er ældre, fatter man ikke noget som helst. Begge dele er uheldigt, for vi har alle sammen noget at give hinanden.

63 år: ”Gud, er det mig?”

Du er selv 63, har du oplevet aldersfascismen?

– Nej, jeg oplever det aldrig i hverdagen, når jeg arbejder med unge mennesker – tværtimod synes jeg, at jeg bliver mødt med respekt. Det kan jeg godt lide, for når man har lavet noget i mange år, ligger man jo inde med en viden, andre nødvendigvis ikke kan have.

- Jeg har selv en far på 98 og kan godt se, at han ikke kan de ting, han kunne engang, og det martrer ham. Det dér med ikke at kunne de samme ting mere, fysisk og mentalt, det er provokerende. Men det sker jo, når vi bliver ældre.

Har du gjort dig tanker om at stoppe?

– Nej, overhovedet ikke. Jeg føler mig ikke udslidt, mit arbejde er jo ikke hårdt på samme måde, som hvis man var tømrer, for eksempel. Og jeg har ikke mærket, at der er mindre at lave, men jeg ved jo, at det kommer til at ske – det ville være mærkeligt andet. Jeg tænker da over det en gang imellem.

- Når du nævner min alder, tænker jeg: ”Gud, er det mig?” Men der kommer jo en dag, hvor jeg er 70, og så vil der selvfølgelig blive længere mellem rollerne. Men så må man indrette sig efter det og lave noget andet også.

Har du tænkt dig det? At finde på noget andet ved siden af?

– Ikke endnu. Jeg er så glad for at være skuespiller, og jeg føler virkelig, at jeg er et godt sted lige nu arbejdsmæssigt, som jeg ikke har travlt med at komme videre fra. Jeg efterstræber heller ikke at arbejde i udlandet, jeg kan bedst lide at arbejde herhjemme – det dér med at skulle være væk i længere tid fra mine børn og min kæreste, det er ikke noget, jeg trænger til.

Vi ved godt, hvornår det er en flirt

Nu, hvor vi er ved Sofie Linde – sådan næsten – så var det jo i Lars Brygmanns branche, hele MeToo-bevægelsen startede for nogle år siden, så det skal vi også lige rundt om.

LÆS OGSÅ: Hun oplevede MeToo på nærmeste hold i Sverige: Lad være med at gå efter manden

Hvordan har du mærket det opgør, der er i gang lige nu? Har det ændret noget, synes du?

– Der er ingen tvivl om, at det er noget, man er bevidst om, fordi det ligger så latent, som det gør. Men jeg har ikke travlt med, hvordan andre opfører sig – jeg tænker kun på, hvordan jeg selv opfører mig.

- Jeg har ikke haft brug for at ændre adfærd, men jeg har da ransaget mig selv, for jeg tror, at der er rigtigt mange, som ikke har tænkt over, at de for eksempel har haft en uheldig tone.

- Det er virkelig uheldigt, at man ikke ændrer adfærd, hvis man er blevet mindet om det flere gange. Og mærkeligt, at man ikke forstår det, synes jeg.

- Det vigtigste må være, at man er åben og lyttende og modtagelig, og ikke så firkantet og dogmatisk i sin tro på, hvordan tingene skal være. Det handler jo om at anerkende, at folk oplever ting på en anden måde, end du selv gør.

Der er mange mænd, der brokker sig over, at de ikke må flirte mere, og ”nej, hvor bliver verden et kedeligt sted at være” …

– He he, ja, jeg kan også lidt høre mig selv sige sådan, men samtidig ved jeg godt, at det er, fordi jeg ikke hører efter, hvad det i virkeligheden drejer sig om. Der er jo ikke nogen af de kvinder, der har følt sig dårligt behandlet, der er stået frem og har sagt: ”Vi vil gerne være fri for, at mændene flirter med os!”

- De eksempler, der er kommet op, handler ikke om flirt, de handler om grænseoverskridende adfærd. Og dér ved man godt – mand som kvinde – hvornår noget er en flirt, og hvornår noget er for meget.

– Det handler i det hele taget om den måde, du henvender dig til andre mennesker på. Du ved godt, hvornår du overskrider andre menneskers grænser. Du kan jo se det på dem. Hvis du skulle komme til at lægge en hånd på et lår, og du kan se, hvordan det menneske reagerer, så er du nødt til at sige: ”Ved du hvad, det må du virkelig undskylde,” i situationen.

- Det tror jeg ville hjælpe et langt stykke hen ad vejen. Så det menneske ikke bagefter vil tænke tilbage på situationen som ubehagelig og have den med sig i mange år.

Det handler ikke kun om sexisme

Noget af det værste er, hvis folk på ingen måde viser forståelse for, at et andet menneske har haft en ubehagelig oplevelse, mener Lars Brygmann.

Og det gælder ikke kun sexisme, det gælder i alle mulige sammenhænge, pointerer han.

– Der er lige en kvindelig chef på Danmarks Radio, der er blevet fyret, og det havde intet med sexisme at gøre – hun havde en adfærd, som skabte et giftigt arbejdsmiljø, og det er lige så slemt, synes jeg.

- De dér mennesker, der sørger for, at man går hjem fra arbejde hver dag i rigtigt dårligt humør, eller hvor man hele tiden er bange for at blive skældt ud, trådt på, gjort til grin – det kan man også huske om 12 år. Det er lige væmmeligt.

Er det din opfattelse, at det altid handler om magt?

– Der er ingen tvivl om, at magt spiller ind, for du kan jo også have en kollega, der har problemer med at holde snitterne for sig selv, men her er det nok nemmere at sige fra, fordi han ikke har nogen indflydelse på din arbejdssituation.

- Men nu skal vi jo også huske alle de steder, hvor de her ting ikke sker. Lige nu har man indtryk af, at det foregår næsten alle steder, og sådan må det nødvendigvis være for at sætte fokus på et problem.

- Det er måske det, der skal til, for at vi kan komme videre. Mit indtryk er ikke, at det fylder afsindigt meget alle steder hele tiden, men det er jo ligegyldigt, for der er nogen, der har haft de oplevelser, og nu handler det om at undgå, at de opstår igen, siger Lars Brygmann.