Kvinder har sagt fra – der var bare ingen, der lyttede
12. november 2020”Så hold dog kæft. Det har taget overhånd. Så sig dog bare fra!”
Disse argumenter - især det sidste - er blevet brugt meget ofte, når kvinder siger fra over for sexisme og uønsket opmærksomhed og berøringer.
”Så sig dog fra,” gentages der igen og igen.
Udover, at det er at flytte ansvaret fra den, der gramser, til den, der bliver gramset på - I ved ligesom, hvis man får en lige højre og får at vide, at man jo bare kan lade være med at stå der, hvor knytnæven lander - så er det desværre sådan, at i mange, mange af sagerne HAR kvinder sagt fra.
De er gået til deres chef, partiapparat, HR-afdeling eller noget lignende. Men der har været alle mulige dårlige grunde til, at det endte der. Der skete ikke mere.
Det blev bortforklaret eller bare begravet.
Først var det politikerne, der var i søgelyset, men senere viste det sig, at sexisme desværre har haft gode vilkår overalt, hvilket feminas dækning også viser.
Mediebranchen, advokatfirmaer, håndværkervirksomheder, butiksfaget, universitetsmiljøet, film-, tv-, teater-branchen, måske skal vi bare konkludere overalt.
Ritt Bjerregaard,
tidligere overborgmester i København, fortalte i Deadline på DR - efter Frank Jensen tog konsekvensen af de krænkelser, han har indrømmet at have begået - at hun som kvinde i politik har levet med, at man som kvinde var gramse-materiale for nogle mænd:
- Vi gamle, vi har levet med, at sådan var det bare, og sådan var mænd ... Vi anså det ikke for muligt, at det var noget vi kunne ændre på.
Samme toner lød fra Helle Degn, tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem og minister, der har været ude at fortælle om, hvordan hun i 70’erne advarede unge kvinder om pilfingrede mandlige politikere ved festerne.
Og ja, der er sket meget lidt - ja nærmest intet - siden da.
Så når den ene efter den anden sidder i ly af skærmen og råber på de sociale medier: ”Så sig dog fra”. Så kan vi kun råbe tilbage: ”Det har vi gjort, og der skete intet!”
Før nu.
Nu hvor politikere som Morten Østergaard og Frank Jensen er blevet de første symboler på, at der er en kulturforandring i gang, så lad os glædes.
Ikke med skadefryd - for jeg er stærkt bevidst om, at de to mænd også har familie og venner, som er stærkt berørte af dette.
Men lad os trods alt se frem mod et samfund, hvor mænd ikke misbruger deres magt til at befamle kvinder gennem 30 år og undskylde sig med, at de bare er glade.
Problemet er jo netop, at det stikker langt dybere end det.
Vi skal ikke skubbe ansvaret over på den enkelte kvinde og bede hende sige fra.
Det skal hun, hvis hun kan. Og det er jeg sikker på, hun ofte gør, men det ville ske langt oftere, hvis det at sige fra, råbe op, skrige nej fører til andet end fordømmelse, fyring og latterliggørelse.
Når de chefer, jeg havde som ung,
sagde: ”Min dør står altid åben”, så var det langt fra nok. Og de åbne døre, som alt for få går ind ad, findes stadig overalt.
Vi skal undersøge, hvorfor der måske ikke kommer nogen ind ad døren.
Er det, fordi vi ikke har nogen problemer? Eller bare, fordi vi ikke ser dem? Er det, fordi det er nemmere at vende ryggen til, fordi vi ikke helt ved, hvad vi skal gøre, hvordan vi skal reagere?
Som direktør på Nørrebro Teater, Mette Wolf, for nylig sagde til Politiken, så har hun overskredet de følelser hun – og sikkert mange andre – kan have om at være for formynderiske.
Hver gang de går i gang med en ny forestilling på teatret, ridser hun klart regler og omgangstone op. Og så følger hun op og får feedback, hvor hun har pålagt sig selv, at hun skal tie stille imens og ikke komme med forsvarstaler.
Et princip vi alle kan adoptere. Lad os droppe forsvarstalerne som ”så slemt er det ikke” og ”det var bare for sjov”.
Lad os alle, men især os chefer, anerkende modet i at sige fra. Lad os vise, at vi handler på det og tager konsekvensen – som langt fra altid handler om at nogle skal gå, udskammes eller fyres – men om, at vi skal turde sige: ”Det der var ikke i orden” eller ”det er uacceptabelt”.
For mellem de dårlige onkelvittigheder og deciderede overgreb ligger kulturen. Den, som vi alle er den del af og kan påvirke.
En kultur, hvor vi sammen har en stærk og smuk mulighed for at ændre noget. Hvor vi kan skabe arbejdsmiljøer, natteliv – ja et samfund, hvor vi mødes ligeværdigt og uden frygt.
Jeg kender selv til følelsen,
som Ritt Bjerregaard beskrev, af ikke at forvente at kunne forandre noget. Jeg følte det måske knap nok som en krænkelse, når min krop blev klemt og klappet uden forudgående kontakt, fordi ”sådan var det bare”.
Men det kan slet ikke forhindre min optimisme over, at det kan forandres nu.
Engang var det også okay at drikke sig fuld i arbejdstiden - så ændrede den norm sig. Også der har vi oplevet, at vi måtte tilpasse os. Nogle mere end andre.
Jeg har aldrig drukket mig fuld på arbejdet, men jeg har haft kolleger, der gjorde det, mens jeg som ny, ung journalist og ikke mindst mine chefer trak på skuldrene, for ”sådan var det bare”.
Men det ændrede sig heldigvis. Vi ændrede os.
Det kan vi også her!
Jeg ved ikke, om modstanden for nogen handler om, at den ældre generation ikke gider finde sig i, at yngre kvinder skal slippe billigere, end de selv gjorde, som Ditte Giese skrev på Heartbeats.
For mange kvinder både over og under 50 og op har lagt bag til klap og øre til nedvurderinger og jokes, der er værre end onkelhumor.
Jeg er selv 51. Jeg har også oplevet ting, som yngre kvinder heldigvis ikke vil finde sig i dag. Det glæder mig helt ærligt.
At jeg måtte trække på skuldrene over kommentarer om min krop og nedvurdering af mine evner på grund af mit køn, får mig kun til at heppe endnu mere på, at yngre kvinder og mænd ikke skal leve med stereotype kønsopfattelser og machokultur, der både handler om krænkelser, men også om vores opfattelse af, hvordan man er en rigtig journalist, murer, mand, kvinde osv.
Som Ritt Bjerregaard sagde i Deadline:
- Det vi taler om, er misbrug af magt. En magtdemonstration over for unge kvinder. Tit unge kvinder, der er afhængige af dem, der forulemper dem. Men vi konfronterede ikke de mænd, vi kaldte "gramse", fordi vi anså det overhovedet ikke for noget, vi kunne lave om på.
Nu anser de yngre kvinder det som noget, vi kan lave om på. Som noget vi SKAL lave om på. Hurra for det og for dem.
Når kvinder i dag igen siger fra og ENDELIG bliver lyttet til, så klapper jeg for modet. For principfastheden. For at de baner vejen til et friere arbejdsmarked, samfund og liv, hvor vi ikke misbruger magt, men løfter i flok.
