Kærlighed og sex
15. august 2014

Styrk dit sexværd

Hvordan har du det med dit sexliv, din krop og dig selv? Det kan være svært at udtrykke sit behov og mærke sig selv under sex. Der kan lure en frygt for at blive afvist. Bliv klogere på, hvad du kan gøre for at forbedre dit sexværd her.
Af: af Kirsten Handberg
https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/august/sexvaerdqprim.jpg

Foto: Shutterstock

Sexværd hænger sammen med selvværd. Sexværd er vores seksuelle selvværd. Akkurat ligesom man kan lide af lavt selvværd, kan ens seksuelle selvværd - det såkaldte sexværd - være lavt. Selvværd handler om den værdi, du tillægger dig selv. For eksempel hvordan du taler om, tænker om og behandler dig selv. Samt hvordan du ser dig selv i forhold til andre mennesker, hvor god du er til at sætte grænser, stå ved din mening og udtrykke dine behov.

Lavt sexværd er, når ...

• Du har smerter under samleje.
• Du ikke siger nej eller stop, hvis sex ikke er rart.
• Du er passiv under sex og nærmest er som en robot.
• Du græder efter sex.
• Du gemmer din krop væk for at skjule dine 'fejl'.
• Du ikke kan slappe af under sex og tage imod nydelse, fordi
tankerne farer rundt.
• Du ikke får det sagt, hvis du gerne vil have mere forspil.
• Du går med til en form for sex, som du ikke bryder dig om, eller
som ikke tænder dig.
• Du faker orgasmer for at slippe for sex eller for at tilfredsstille
din partner, fordi du er bange for, at han keder sig.
• Du har sex med mænd, som du slet ikke har lyst til, eller som misbruger dig, overskrider dine grænser og ikke behandler dig som en ligeværdig seksuel partner.

Sexværd og selvværd

Sexværd mærkes på samme måde som selvværd, bare i forhold til hvordan du behandler dig selv i sengen. Hvis du har et højt sexværd, giver du dig selv lov til at have et godt sexliv med nydelse og glæde, og du skaber dig et godt sexliv. Hvis du derimod har et lavt sexværd, kan du have tendens til at sætte dig selv til side og vælge partnere, der behandler dig dårligt.

Ingen interesse

Lavt sexværd kan komme til udtryk på forskellige, ofte uhensigtsmæssige måder, når du er seksuelt sammen med andre. Både ved at du selv gør ting, som gør dig ked af det, og ved at du lader andre gøre det. Det kan ske fuldt bevidst, men også på et rent ubevidst plan. Det kan derfor være svært at opdage, hvis du har et lavt sexværd. De fleste kvinder med et lavt sexværd mærker bare, at sex ikke føles helt så rart, eller at sex pludselig ikke interesserer dem længere.

Har du mærket efter?

Når du har det sådan, skyldes det ofte, at du alt for længe har haft sex uden helt at have haft dig selv med, du har ikke mærket efter eller lyttet til dig selv, og dét er netop konsekvenserne af og årsagerne til lavt sexværd.

Det kan være svært at erkende, at du har et lavt sexværd. Mange tror ikke, at deres sexliv kan blive anderledes, fordi det måske altid har været sådan. Andre opdager det, fordi de begynder at arbejde med deres selvværd og opdager en kobling. Andre igen mærker tydeligt, at noget er galt i deres sexliv og handler på det ved for eksempel at gå i terapi.

Nægt at nøjes

Det er positivt at nægte at lade sig nøjes med et utilfredsstillende sexliv. Selvom vi i dagens Danmark er seksuelt frigjorte, er mange kvinder stadig seksuelt hæmmede både i samfundet generelt og inden for hjemmets fire vægge. En del har stadig pligt eller husfredssex, for de kender ikke deres behov og grænser og har svært ved at udtrykke dem og oplever i perioder manglende lyst.

Kampen mod idealerne

Dertil kommer, at vi kæmper med mediernes urealistiske kropsideal og orgasmeræs. Nogle kvinder døjer også med mobning ved at være seksuelt udfarende, skyld og skam, konflikter mellem kæreste, kone- og morbilledet af sig selv, overgreb eller smerter ved samleje.
Styrk dit sexværdFor at få et bedre sexliv med et højere sexværd må du lære at stoppe med at udsætte dig selv for de ting i dit sexliv, der gør dig ked af det. Det lyder simpelt, men det er det ikke altid. Mange gange bunder det lave sexværd i et lavt selvværd og gamle mønstre, som har stået på i årevis.

… med hjælp til selvhjælp

Det kan være svært at stoppe et mønster alene, og du kan have brug for støtte undervejs.
Det kan derfor være en god idé at søge hjælp hos en sexolog for at styrke dit selvværd og sexværd, hvis du har opdaget, at sex ikke er specielt rart for dig.

Du kan også selv forsøge at finde svar på dit problem og hjælpe dig selv til at ændre det ved at læse bøger om selvværd og prøve dig frem. Hvis du arbejder med at udvikle et højt sexværd, får du det automatisk bedre med din krop, og du vil opdage, at du får det meget bedre med at have sex.

Kend dine grænser

For at få det bedre er det vigtigt at erkende de sår, det lave sexværd har pådraget dig, og opdage, hvordan det nåede så vidt. Derudover må du kigge på dit generelle selvværd og på hvilken værdi, du tillægger dig selv, hvilke behov du har, og hvordan du har det med at udtrykke de behov.

Vær i nuet

Selve måden, du styrker dit sexværd på, er at øve dig i at være i nuet og øve dig i at mærke dig selv. Du må øve dig i at sætte grænser, sige fra og til, udtrykke dine behov og modtage og nyde. Det kræver øvelse, førend du føler dig tryg ved det. Men når du først er i gang med at styrke dit sexværd, bliver det nemmere hen ad vejen.

Alle kan komme fri af et lavt sexværd!

Det kan være en lang rejse, men det er det hele værd. Giv dig selv den store gave det er at kende dit sexværd, og få det bedre med dit sexliv, din krop og dig selv.

Brug for gode råd?
Kontakt psykologen fra
SHOPPEN!

Læs mere om:

Læs også