https://imgix.femina.dk/media/8f2e0abbcb174f5d88cdec815326d78f.jpg
Kærlighed og sex

Skønne skilsmisser

12. marts 2012
af Mette Rou lund
Foto: Scanpix, People’s Press, Colourbox
Får man et bedre liv af at blive skilt? I Sverige har en bog om lykkelige skilsmisser med titlen ”Happy, happy” skabt stor debat. Læs uddrag af krimiforfatter Åsa Larssons historie, og døm selv – langt-udeprovo- feminister eller interessant indspark i debatten?

Åh nej, skal du skilles, det er jeg ked af," vil være den typiske reaktion, når man fortæller kolleger og venner, at man går fra sin mand og udsætter sine børn for dele-familiens vilkår. Kunne man imidlertid forestille sig, at vi i stedet skulle kunne sige: "Jeg har hørt, du skal skilles - TILLYKKE! ... Eller: "Så får du også tid til at være en mere nærværende mor, når du kun skal se dine børn hver anden uge!" Det var nogle af de synspunkter, der bragte sindene i kog, da den nu Danmarksaktuelle antologi "Happy, happy" udkom i Sverige i 2011. Her fortæller 10 kendte svenske kvinder, deriblandt de storsælgende krimiforfattere Mari Jungstedt og Åsa Larsson, om deres skilsmisser, og hvordan det har udviklet dem. I Sverige ender næsten halvdelen af alle ægteskaber i skilsmisse, og i Danmark er tallet tilsvarende højt - 40 procent.

Opfordrer til ego-tid
I den svenske avis Aftonbladet blev antologien beskyldt for at fremstille skilsmisse som et livsstilsprojekt på linje med økomad og køkkenrenovering. Hvori skilsmisseramte opfordres til oceaner af ego-tid, helst med yogamåtten under armen, og det at være singlemor bliver beskrevet som den ultimative frigørelse, hvor man kan feste og rejse på charterferie. Andre debattører har peget på, at børnene bliver som en kulisse i de skilsmissefrigjorte kvinders liv. Er det måske ikke bare mor, der er glad for sit nye liv? Et andet kritikpunkt af kvindernes glade skilsmisseberetninger er, at selv om udfordringerne ved at gå fra en fællesøkonomi til at være singlemor bliver berørt, så er kvindernes kvaler med, om de mon kan beholde huset eller bliver nødt til at flytte fra den lyse fireværelsers til en mørk toværelsers i samme gode kvarter, ikke repræsentativt nok for de mange skilte kvinder, der sidder hårdere i det.

Åsa Larssons skilsmisse
- Der var ingen smækken med dørene, da vi blev skilt. Ikke engang et lillebitte smæk, faktisk. Jeg tror, at jeg sagde, at jeg ville gå fra ham, da jeg sad i bilen på vej til Arlanda. Jeg skulle til udlandet på en bogmesse. Han svarede noget i retning af: "Okay ..." Og så var det afgjort. Det lyder jo ikke specielt tjekket sådan her efterfølgende. Teenagere slår op pr. telefon. Men vi var ved vejs ende. Udmattede og modløse.

- Jeg ville ikke lappe og reparere, overbevise mig selv om, at det var rigtigt, og samtidig hele tiden vide, at det var forkert. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg sagde til mig selv: Jeg er nødt til at gå fra ham. For straks derefter at sige: Jamen, vi har det jo faktisk meget godt, han er en fantastisk mand, han er en vidunderlig far.

- Af og til er der en journalist, der spørger, om det var min "succes som krimidronning", der ødelagde vores forhold. Jeg svarer selvfølgelig altid nej. Men faktisk spillede det en rolle. Jeg gik rundt derhjemme og følte, at jeg ikke blev set og elsket, og var utilfreds som bare pokker. Forfatterinden gik det derimod bedre for. Hun blev solgt til over 30 lande og lå på bestsellerlister, og de ringede og ville have hende med i gameshows på TV, og hun blev forkælet og opvartet ud over alle grænser. Jeg tænkte, at hvis det her fortsætter, så kommer jeg til at identificere mig med forfatterinden. Succesen bliver enormt vigtig, for fra den får jeg bekræftelse og kærlighed. En klog side af mig selv dukkede ud af skyggen og sagde med rolig og fast stemme: - Tro mig. Du har ikke lyst til at være det menneske. 95 procent forfatterinde og fem procent Åsa er en skidedårlig blanding.

- Det dér fortabte, skræmte og ret opskruede menneske vaklede lige i armene på en gift mand. Han var temmelig træt og brugt, ligesom mig selv. Og jeg mener ikke på en cool, rock'n'roll-agtig måde. Men han tog mig i sin favn, som om jeg var faldet ned fra himlen. Jeg blev hængende et stykke tid. Fem måneder. Og han helede mig. Jeg ved det godt, en ordentlig kvinde heler sig selv. Men universet hjalp mig lidt til at begynde med. Og jeg sagde: Tak, åh tak, og tog imod det. Jeg helede også mig selv. På en måde, som jeg aldrig havde kunnet, hvis ikke jeg havde forladt min mand. Jeg vil forsøge at fortælle om bruddet og om,

- Det var kærligheden til mig selv, der fik mig til at forlade min kernefamilie. Jeg kunne ikke blive den, jeg er nu, i det forhold. Og det er ikke nogens skyld. Det handler faktisk slet ikke om rigtigt eller forkert, godt eller dårligt. Det var på tide at tage det skridt. Sådan var det bare. Og det var alt rigeligt. Det happy, happy ved min skilsmisse var, at jeg ikke mistede mig selv. Jeg er skide ligeglad med, hvor plat det lyder. Alle de dér vigtige ord: Frihed, kærlighed, mod. På papiret ser de lidt slidte ud. Men inden i mig er de nye hver eneste dag.

Læs også