aldersforskel
Kærlighed og sex

Sexologen: "Vi er færdige med at have ondt i røven over aldersforskel"

24. januar 2022
af Sara Skaarup
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hvad har den franske præsident og Madonna til fælles med Morten Messerschmidt? De er alle i forhold, hvor kvinden er væsentlig ældre end manden. Den type par vil vi se flere af, mener Sara Skaarup.

Kvinder vil ikke længere finde sig i at blive defineret af deres alder. Mens overgangsalderen traditionelt forbindes med tab af seksuel energi og skønhed, vinder en ny fortælling nu frem.

Modne kvinder skriver bøger om og debatterer overgangsalderen som aldrig før. Overgangsalderen og alt det, modne kvinder for øvrigt har at biddrage med, er pludselig relevant for den offentlige samtale.

Og med erfaring, selvsikkerhed og ressourcer, har gruppen meget at komme med og lader sig ikke bremse af fordomme eller behov for at please.

Som et aspekt af den bevægelse ses et stigende antal modne kvinder med yngre mænd.

Datingsites oplever stigning i kvinder, der er interesseret i partnere født i et senere årti end dem selv.

For ti år siden talte vi om cougars, der jo altså betyder puma, og dermed betegner kvinden, der er sammen med en yngre mand som lidt af en rovdyr. Det er hun ikke nødvendigvis.

Vi oplever i dag også flere kvinder stå frem med en yngre mand ved deres side som fuldgyldige partner i kærlighedslivet.

Indtryk på internationalt niveau gjorde det, da verden fik øje på Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, der er 44 år og gift med 68-årige Brigitte Macron.

Et af de få offentlige danske par, hvor kvinden er betragteligt ældst, som vi kendte for ti år siden, er bakkesangerinden Dot Wessman, der er er sammen med Morten Messerschmidt – der er 23 års aldersforskel.

Men der er mange flere: Sangeren Alberte Winding er sammen med Andreas Fuglebæk, der er 20 år yngre end hende.

"Kender du typen"-eksperten Anne Glad danner par med den 13 år yngre Kim Vagn Wagner.

Også Medina, der godt nok ikke er over 50, har en langt yngre partner.

Og da jeg så DR-programmet "Øen" dukkede parret Oliver og Stina op. Han er 29, hun er 53, og de har en fælles datter.

En kvinde på 53 med en mand på 29? Han kunne jo være hende søn, hvisker nogen måske. Og hvad så? Det er han jo ikke

Ryger øjenbrynene op i panden?

Ja, sådan en alliance er usædvanlig, men er den anstødelig? Jeg tror, vi er færdige med at have ondt i røven over aldersforskel.

Det er sundt for os at se par af uens alder, ligesom det er sundt for os, at danske politikere åbent står frem med deres homoseksuelle forhold, og at Ritt Bjerregaard fortæller om sit åbne ægteskab.

Det udvider vores horisont for, hvordan et kærlighedsliv kan se ud.

En kvinde på 53 med en mand på 29? Han kunne jo være hende søn, hvisker nogen måske. Og hvad så? Det er han jo ikke.

Læs også