https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/oktober/2013-43-vaginaleprutter-p.jpg
Kærlighed og sex

Overraskende ting der sker for kvinder under sex

23. oktober 2013
af Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media
foto: Shutterstock
Hovedpine, vaginale prutter eller tissetrang? Oplever du ind imellem små finurligheder, som du ikke umiddelbart forbinder med dejlig sex? Der er sikkert en hel naturlig forklaring på fænomenerne.

Sex er dejligt - for det meste - men muligvis sker der undervejs nogle ting i din krop, som du ikke nødvendigvis har lyst til at vende med din partner, fordi du er bange for, at han ikke helt vil forstå dig. Du kan dog slå koldt vand i blodet, da sandsynligheden for at du er alt andet end normal er meget lille, selvom du eksempelvis pludselig føler trang til at tisse, mens I er godt i gang.

Nyhedsmediet Huffingtonpost.com har konsulteret flere fagfolk, som beskriver forskellige fænomener, der hyppigt sker for kvinder, mens de har sex. Her er et udvalg:

> Derfor får mange kvinder ikke orgasme

Du er tør

Oplever du indimellem, at du er tør som en sandørken, uden du helt kan forklare det? Det er ganske normalt. Mary Jane Minkin, der er obstetriker og gynækolog ved Yale University forklarer, at det sker for hver tredje unge kvinde, at hun på et tidspunkt oplever dette. Ud over at det kan have betydning for, hvor du er henne i din cyklus på det tidspunkt, så kan det også skyldes, at forspillet ikke helt gør det for dig, siger hun. Prøv at få din partner til at bruge en klitorisvibrator til at begynde med, eller brug en af de mange former for glidecreme, der findes på markedet.

Du føler du skal tisse

Visse sexstillinger kan fremkalde følelsen af, at du skal tisse, men der er sandsynligvis i stedet tale om, at du er ved at få orgasme, måske endda en såkaldt sprøjteorgasme. Det forklarer Amy Levine, der er sexcoach. Problemet kan være, at du kommer til at holde igen, fordi du mentalt blokerer over tissetrangen, og dermed forhindrer dig selv i at nå orgasmen. Du kan læse mere om hvordan du får en sprøjteorgasme her.

Du bliver distraheret

Forhåbentlig er du oftest helt og aldeles hengivet til jeres fælles leg, når du og din partner dyrker sex. Men for mange kvinder sker det engang imellem, at tankerne vandrer. Måske er det bare rodet og vasketøjet, der får en tanke, men måske er det større ting i dit liv, som din hjerne pludselig begynder at arbejde med. Det er helt normalt, men bliver det et problem for jeres sexliv, så er der forskellige mindfulness-metoder, du kan begynde at dyrke. Det vil sikkert hjælpe dig, forklarer Kimberly Resnick Anderson, der er direktør for Summa Center for Sexual Healt, Ohio.


>
Få sexologens 5 bedste råd til at bekæmpe de tanker der distraherer i sengen

Du slår vaginale prutter

Det lyder fuldstændigt som en rigtig prut eller måske endda endnu mere voldsomt. Men heldigvis er de vaginale prutter lugtfri, og de skyldes blot, at der er kommet luft med ind, mens I har sex. Det vigtigste er, at du og din partner ikke lader jer forstyrre af det, råder Amy Levine. Hvis I ikke kan ignorere det, så grin lidt af det, og hvis det er for generende, så prøv en anden stilling, men pas på med ikke at skifte for meget, for det kan også føre det med sig.

Du får sexhovedpine

Bliver du pludselig ramt af en dundrende hovedpine under sex måske i forbindelse med, at du er ved at nå klimaks, så er det ikke noget, du skal blive bekymret over. Det skriver sundhedsorganisationen Mayo Clinic på deres hjemmeside. Det er faktisk ret almindeligt og kaldes sexhovedpine. Bliver hovedpinen ved længe efter, eller forværres den, bør du dog søge læge.

Læs også