Marie_Hald
Kærlighed og sex

Når han samler sit tøj op fra gulvet, og smutter ud af døren, sker der noget

9. februar 2024
Af Camilla Wass
Foto: Marie Hald
Seksuelle møder med et menneske, der samler sit tøj op og smutter ud af døren, når natten er omme, kan være ekstremt frigørende – men kan også gøre ondt. Sådan lyder det fra 36-årige Marie Hald, der efter mange år som single drømmer om at skifte de flygtige partnere ud med den store kærlighed.

Rødmalede læber, en lille hvid pelshat og et matchende sæt i grønt leopardstof, der smyger sig om kroppen.

Den prisvindende fotograf Marie Hald tager imod med stil og byder velkommen indenfor i sit fotostudie, der ligger på øverste etage i en bygning i Indre København.

Marie Hald har som fotograf vundet stor anerkendelse for sine billeder, der ofte har kropsaktivisme og -positivitet som omdrejningspunkt, og i dag har Marie sagt ja til at vende linsen mod sig selv og sætte spotlight på den kvinde, der gemmer sig inde i leoparddragten.

Marie_Hald

– Jeg er et meget sensuelt menneske, og det er også det, der kommer til udtryk i min tøjstil. Jeg er en kvinde med kurver, og jeg er vokset op i 00’erne, hvor man let kunne føle sig forkert, hvis man havde den mindste delle.

– Som en størrelse 44 har jeg i perioder været usikker på min krop, siger Marie, da vi sætter og ind på hendes kontor med skrå vægge og indrammede fotopriser i vindueskarmen.

– Men siden jeg fyldte 30, har jeg været i en proces med at give en fuckfinger til, hvad andre måtte tænke. Jeg har en stor skabertrang, og for mig hænger sensualitet og kreativitet tæt sammen.

– Jeg føler mig allermest sensuel, når jeg er optaget af et spændende arbejdsprojekt, hvor min kreativitet er i flow. Og jeg klæder mig efter min krop i stedet for at gemme den væk. Jeg er heller ikke bange for at være nedringet, for jeg har jo en stor flot barm, og den skal da vises frem, smiler Marie.

Hvor står du i dit liv nu, når det handler om sex?

– Lige nu står jeg et sted, hvor jeg leder efter den store kærlighed. Jeg er single, og jeg har ikke nogen fast partner – og dér, hvor jeg står, kan jeg godt føle mig lidt alene.

– De fleste af mine venner og veninder er i faste forhold, og flere af dem har også fået børn. Det drømmer jeg også selv om at få, men jeg kan ikke rigtig gøre mere, end jeg gør, for at hjælpe kærligheden på vej.

Jeg føler mig allermest sensuel, når jeg er optaget af et spændende arbejdsprojekt, hvor min kreativitet er i flow. Og jeg klæder mig efter min krop i stedet for at gemme den væk

Marie Hald fortæller, at hun siden teenagetiden har været tæt forbundet til sin seksualitet og sin lyst.

– Jeg fik en sjov og fin seksuel debut, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg havde en kæreste, som jeg var meget forelsket i, og jeg kan huske, at han bar mig ind i sengen, den dag jeg mistede min mødom. Det var meget romantisk, fortæller Marie og tilføjer:

– Jeg er vokset op i Aalborg, og da min kæreste og jeg senere gik fra hinanden, havde jeg nogle fede ungdomsår i Jomfru Ane Gade, hvor jeg gik i byen, scorede og havde det sjovt.

Kort om Marie

Marie Hald, 36, er prisvindende fotograf med særlig fokus på køn, krop og diversitet.

Hun har udgivet to bøger samt lavet flere udstillinger. Det er også hende, der har taget billederne i artikelserien "Let's talk about sex Baby"

– Op gennem mine 20’ere og i starten af 30’erne har jeg haft mange forskellige sexpartnere. Jeg tror bare, at jeg har haft brug for at prøve mig selv af. Ikke på den måde, at jeg har været i swingerklub eller dyrket alt muligt fetich, for jeg er meget “vanilla”, når det handler om sex, smiler Marie.

– Men det passede godt til det sted, jeg var i mit liv, at have flygtige partnere. I den periode rejste jeg meget med mit arbejde, og for mig er der noget ekstremt frigørende i det seksuelle møde, hvor man ved fra starten, at “du rejser i morgen”.

– Jeg har haft nogle grineren oplevelser, hvor vi har drukket vin i sengen, snakket og haft det fantastisk. Det er sådan nogle oplevelser, jeg håber at kunne fortælle videre til mine børnebørn en dag.

At tage lysten seriøst

Marie tøver lidt, inden hun taler videre:

– Men selv om jeg er stærk og sensuel, så er jeg også porøs. Når jeg har ligget i ske med en fyr hele natten, og han så samler sit tøj op fra gulvet og smutter ud af døren næste morgen, føler jeg helt kemisk: “Nej, du må ikke forlade mig – du må ikke gå.”

Så det er svært at skille sex og følelser ad?

– Ja, det kan det i hvert fald være. Jeg er et menneske, der føler alting megameget, og selv om jeg godt ved, at vi ikke vil være noget for hinanden på den lange bane, kan jeg godt blive ked af det. Men så siger jeg til mig selv: “Det kan du godt klare, Marie, for du har lyst til og brug for de seksuelle møder.”

– I løbet af dagen forsvinder følelsen af at være blevet forladt lige så stille, og så har jeg det godt igen, siger Marie og holder en lille eftertænksom pause.

Marie_Hald

Så siger hun:

– Jeg kender mange kvinder, der har det på samme måde som mig, og flere af dem vælger at lade være med at have sex, når de ikke har en fast partner. Men det er da ærgerligt – for tænk hvad de går glip af.

Oplever du, at der er tabuer forbundet med lyst og sex?

– Personligt har jeg aldrig følt mig “slutshamet” eller tænkt, at jeg har været sammen med “for mange”. Men sex og lyst ER forbundet med skam på rigtig mange områder i samfundet, og jeg har arbejdet meget med at tage min lyst seriøst.

– Jeg går hos en sej terapeut, der har været afgørende for, at jeg tør være den, jeg er, og gøre det, jeg har lyst til. Som min terapeut siger: Lyst er et basalt behov, og det er helt okay at have brug for at udfylde det behov – enten alene eller sammen med andre.

Så din lyst må gerne være der?

– Ja, for jeg har en stor appetit på alt i livet. Jeg er altid med på at købe en ekstra flaske vin, spise noget lækker mad og fejre livet. Og jeg er den type, der nærmest altid har lyst til sex. Dér her jeg været heldig – for det er da en dejlig ting.

Artiklen blev udgivet i femina uge 3, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også