Khaterah Parwani og Daud Ahmed
Kærlighed og sex

Khaterah Parwani om kærlighed på trods: "Det kan være pisseubehageligt at elske"

af Susse Wassmann 17. oktober 2018
Khaterah Parwani og Daud Ahmed havde ALLE odds imod sig, da de forelskede sig hovedkulds for 10 år siden. Plus et par hundrede familiemedlemmer, der mente, at de havde ret til at blande sig i deres forhold. Men kærligheden overvandt modstanden.

Det eneste, jeg kan tænke på, da jeg kører hjem efter et par timer sammen med Khaterah Parwani og Daud Ahmed, er, hvor nemt vi andre har det: Vi forelsker os i en mand, præsenterer ham for baglandet, og så er han accepteret som kæreste, uagtet hvad andre mener. Det er sådan, vores kultur fungerer – i de fleste tilfælde i hvert fald. Sådan var det ikke for Khaterah og Daud.

Khaterah: – Man siger i vores kultur, at når du gifter dig, gifter du dig ikke kun med vedkommende, men med hele hans eller hendes familie. Det er en totalt forskruet mentalitet. Vi lod alt for mange mennesker påvirke vores liv de første år, alle blandede sig i vores forhold, og på et tidspunkt bliver man så udmattet, at man ikke orker mere.

Daud: – Man går imod alle normer og regler, og når jeg ser tilbage her 10 år senere, har vi fandeme stået imod meget. Det er helt vildt. Havde det været en anden, ville det nok have været for meget. Men det var jo Khaterah. Og det har været det hele værd.

 

HUN ER FOR VILD, HENDE HER!

Vi skruer tiden 10 år tilbage: Daud og Khaterah møder hinanden første gang i kantinen på Juridisk Fakultet, hvor Khaterah er i gang med at give mikrobølgeovnen en verbal overhaling, fordi den ikke fungerer. Daud træder hjælpende til.

Khaterah: – Første gang jeg så Daud, var jeg mega fordomsfuld, for han sad med stabler af Kierkegaards journaler, og jeg tænkte, at han umuligt kunne have muslimsk baggrund, for der er altså ikke så mange af de fyre, der sidder begravet i filosofi. Det, der chokerede mig mest, var, at vi talte i otte timer – det var jeg overhovedet ikke vant til. Jeg var lige kommet ud af et meget tumultarisk forhold, og det her var første gang, jeg oplevede at være sammen med en mand på præcis den måde, jeg gerne ville.

Daud: – Da jeg så Khaterah første gang, tænkte jeg: Hun er for vild, hende her! Hun var ikke noget af det, man forventer af en perkerpige. Hun havde ben i næsen, var meget åben og ligetil og vidste, hvad hun ville.

LÆS OGSÅ: Thailandske Sommai giftede sig med danske Niels: "Han vil gøre alt for, at mine børn skal have det godt"

Hvad var det for et forhold, du var kommet ud af, Khaterah?

– Et forhold, hvor jeg prøvede at gøre min omgangskreds og mit miljø glade. Og så ville jeg gerne give min mor, som havde både høre- og synsvanskeligheder, en afghansk svigersøn, hun kunne kommunikere med. Han endte så med at blive enhver forælders mareridt: Ekstremt kontrollerende, manipulerende og dybt politisk radikaliseret. Det gik meget hurtigt med at blive forlovet, men jeg kunne godt mærke, at kemien slet ikke var der, og til vores forlovelsesfest, hvor kvinden skal sidde på en scene og ligne en dukke, faldt jeg i søvn. Kort efter afbrød jeg forlovelsen.

Hvordan kunne du lande i sådan et forhold?

– Fordi modstand nogle gange bliver virkelig udmattende. Da jeg mødte min eks, tog rygtesamfundet en pause, og jeg blev pludselig inkluderet i et fællesskab, jeg altid havde været uden for. Jeg var den pige, som kusinerne, veninderne, døtrene ikke måtte gå med, fordi jeg var ”farlig”. Det vendte fuldstændig, da jeg tog ham med hjem, sådan: Nu er hun på ret køl! Det var følelsen af fred, jeg ledte efter – mere end ham. Men det endte i brutal vold, og jeg tog alt mit kaos med ind i mit liv med Daud. Jeg havde vildt meget skyldfølelse over det, så jeg skjulte det de første seks måneder, men Daud kunne mærke vreden i mig.

RYGTESAMFUNDET

Både Khaterah og Daud har boet på krisecenter i deres barndom på grund af problemer mellem forældrene, og for Daud har forældrenes kaotiske forhold betydet, at han ikke har haft lyst til at binde sig.

Daud: – Min far var en vild mand på alle planer, og min mor har altid været alene med os og haft rollen som både mor og far. Hun havde to jobs, passede os og hjemmet og betalte regningerne, og jeg har altid haft pligter. Hun ville ikke have, at jeg blev ligesom min far. Da jeg mødte Khaterah, gik jeg på RUC, mit liv var fest, bøger, venner, og jeg satsede på at blive fodboldspiller. Jeg var en vild dreng, der aldrig rigtig havde været forelsket, og jeg var lidt bange for forhold – min barndom har afskrækket mig fra at være knyttet til ét menneske hele mit liv. Indtil jeg mødte hende dér.

Hvorfor skulle I skjule jeres kærlighed?

Khaterah: – Fordi vi kommer fra to forskellige kulturer, så enkelt er det. Det rygtesamfund, der eksisterer i vores miljøer, betyder ikke nødvendigvis, at du bliver bundet på hånd og mund og sendt tilbage til dit land, den største stressfaktor ved rygtesamfundet er, at det gør dine forældre kede af det. Jeg var sindssygt bange for, at min mor skulle opdage vores forhold. Det kan være svært at forstå, men det handler om ære og skam. Og da min mor fik det at vide efter et år, ændrede vores forhold sig totalt. Jeg kom hjem til en stresset og bekymret mor hver dag, der spurgte, hvor jeg havde været, hvad jeg havde lavet, folk snakker, de har set dig dér og dér. Skænderier hver evig eneste dag. Det var ikke, fordi hun ikke ønskede, at jeg skulle være glad, men hun var bange for mit ry, for konsekvenserne for min fremtid.

Hvorfor flyttede du ikke hjemmefra så? Du var jo midt i 20’erne?

– Fordi jeg elsker mine forældre. Min mor var bange for verden derude, og det var hendes måde at beskytte mig på. Og så var hun alvorligt syg, og jeg nægtede at lade den hænge på min far. Og uanset alt det kaos og alle skænderierne, så tog hun konflikterne med mig. Hun lod mig råbe og skrige og sige hende imod. Og det endte også med, at det vendte. Men det var enormt stressende. Det kræver rigtig meget energi at skjule det, når man er så forelsket.

Daud: – Men det var også lidt spændende, kan jeg huske. Når vi skulle mødes sent inde i byen, og ingen måtte se os. Allerede fra starten var vores samtaler meget dybe, og det ramte mig med 200 kilometer i timen. Jeg var så smaskforelsket, og jeg vidste bare, at det her ville vare evigt. I starten var der så mange forhindringer, at jeg tænkte: Hold kæft, hun giver mig grå hår! Men det er kun én gang i livet, du oplever sådan en kærlighed.

Khaterah: – Min far er en kendt mand i det afghanske miljø, og min mor har en kolossal familie med over 200 medlemmer overalt i byen, så det begrænsede vores bevægelsesfrihed rigtig meget. Men Daud var den første, jeg gik hånd i hånd med i indre by – jeg kunne ikke styre det. Han kom ind på mit arbejde, og vi stod og kyssede midt på Stormgade, hvor alle taxaerne kører forbi. Det havde jeg aldrig prøvet før.

LÆS OGSÅ: Julie og Flemming gik i parterapi efter skilsmissen: "Det dummeste, man kan gøre, er at tage sin vrede med ind i et brud"

BRUDDET

Efter godt tre udmattende år med indblanding fra alle sider kastede de håndklædet i ringen og gik fra hinanden. Daud gik helt ned med flaget, fik en mindre depression og kiggede for dybt i flasken. Khaterah lå hjemme under dynen og tudede og tudede.

Khaterah: – Det varede et år, og det var første gang, jeg havde fået knust mit hjerte totalt. Jeg gik fra at være ked af det til at være hamrende vred og prøvede at komme videre med mit liv. Min far havde aldrig set mig sådan før, så han hev dynen af mig og sagde: ”Ligger min datter seriøst og græder over en mand? Er han her? Kan du se ham nogen steder? Nej. Godt. Så rejs dig op, og kom videre. Kjole på, og ud på café med veninderne!”.

– Jeg prøvede at date igen, men det gjorde mig bare endnu mere deprimeret. Jeg mødte den ene idiot efter den anden og kunne slet ikke tale med dem, for jeg havde hele tiden Daud i baghovedet. Og hver gang jeg prøvede at komme videre, fik jeg en mail eller en opringning fra ham. Efter otte måneder spurgte Daud, om vi ikke skulle ses. Han ville gerne bare hoppe tilbage i mit liv, men det skulle han fandeme ikke få lov til. Han kunne få lov til at stå på sidelinjen og se på, at jeg var på vej videre, haha! Jeg ville pine ham, for han skulle lære, at han ikke bare kunne gå fra mig igen. Men Daud tog det rigtig pænt og holdt ud i fem måneder. Og så fandt vi sammen igen.

Hvad har I så ændret i jeres forhold?

Khaterah: – Jeg lærte ikke at miste besindelsen i forelskelse, for det at elske har intet at gøre med at være forelsket. Jeg er stadig vildt forelsket i Daud, men at elske handler om, at livet indimellem er surt, at der er op- og nedture og kriser og konflikter, og at det kan være pisseubehageligt at elske. Så jeg lærte, at jeg ville elskes i modgang og for den, jeg er. Jeg ville ikke føle, at jeg altid skulle være den vilde, mystiske, fascinerende pige – nu handlede det om, at jeg skulle have lov til at være mig og blive elsket for det. Jeg lærte også at elske Daud på en ny måde, for han er mit hjem.

Daud: – Jeg er også stadig forelsket i Khaterah og føler, hun er mit hjem, og det vækker frygten for at miste. Men jeg lærte at være mere ærlig, for det er respektløst over for din partner at lade, som om alt er fint, og så lade vreden gå ud over hende. Dér, hvor vi skulle ind i forholdet igen, måtte være med respekt og ærlighed. I dag handler det om at få kigget på alle de tillærte normer, redefinere dem og afgøre deres vigtighed. At være dynamiske og omstillingsparate sammen og turde gøre tingene anderledes. Det er aldrig kedeligt. Det elsker jeg ved os.

LIGEGYLDIGT, HVEM DER VIER OS

I dag er der ro hos Khaterah og Daud. Folk omkring har fattet budskabet: Bland jer uden om vores forhold! Og deres måde at gøre tingene på har smittet af på de yngre familiemedlemmer, som nu også vælger relationer på tværs af etniske grænser.

Khaterah: – Vi får også mange breve, og jeg har gået en helvedes masse ture med unge par i den situation. Vores historie har virkelig gjort noget ved den nye generation, de finder sammen på kryds og tværs og tænker ikke så meget over de ting, som vores forældres generation gør.

Daud: – I dag prøver de unge også at leve sammen med en partner, før de bliver gift, de bryder alle de normer, der netop ikke er vigtige i et forhold. Jeg ser det gennem Khateras arbejde hver dag – der sker virkelig meget.

Hvad betyder religion for jer?

Daud: – Jeg vil beskrive mig selv som åndelig. Jeg definerer ikke mig selv som religiøs, men jeg værdsætter mine religiøse rødder, og jeg har brugt mange år på at forstå det religiøse univers. Jeg kan læse Koranen på arabisk og kan alle ritualerne, fordi jeg synes, det er vigtigt at kende sine rødder.

Khaterah: – Jeg har aldrig troet på, at religion var svaret på de store spørgsmål i tilværelsen, det har min feminisme været for dominerende til, at jeg kunne acceptere. Men jeg har stadig min religiøst-kulturelle arv, og jeg kan også godt lide at bede en bøn en gang imellem, når jeg er ked af det. Jeg går også op i højtider og holder af islamisk litteratur.

I har været sammen i 10 år nu, skal I giftes?

Daud: – Ja, vi er i gang med at lede efter et hustag, hvor vi kan holde festen. Vi er rimeligt åbne over for, hvem der skal vie os; det kan være en politiker, en rabbiner, en imam … Hvem der nu har tid.

Khaterah: – For mig er det stemningen, det handler om. Så er det ligegyldigt, hvem der vier os, eller hvor det er.

Daud: – Vi vil bare gerne fejre os. Vores kærlighed.

 

Khaterah Parwani, 34 år. Kom til Danmark i 1986 som kvoteflygtning fra Afghanistan. Vokset op i Urbanplanen på Amager, har en bachelor i jura og er en central stemme i den offentlige debat på integrations- og ligestillingsområdet. Talskvinde og juridisk rådgiver i ExitCirklen, en nonprofitorganisation, som tilbyder hjælp til borgere, der er udsat for psykisk vold eller social kontrol.

Daud Aron Ahmed, 34 år. Født i Ishøj af pakistanske forældre. Har en kandidat i EU-ret og administration fra RUC og har tidligere arbejdet i Miljøstyrelsen. I dag arbejder han som lærer på en folkeskole og deltager i den offentlige debat om integration.