Julie_Jeune
Kærlighed og sex

Jeg elsker min kæreste, men det føles mest, som om vi er samarbejdspartnere. Hvad gør jeg?

6. december 2023
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
"Jeg savner os sammen og at føle mig tæt med ham." Læs Julie Jeunes svar om parforhold og kærlighed.

Spørgsmål

Min kæreste og jeg elsker hinanden, men alligevel er det som om, at vi er mere samarbejdspartnere end kærester.

Jeg savner os sammen og at føle mig tæt med ham og frygter, at en af os pludselig forelsker sig i en anden. Hvad kan jeg gøre?

Svar

Så godt, at du skriver, før det er for sent. Og det er sådan et vigtigt spørgsmål, der angår os alle. For ja, kærligheden kan ikke selv. Det er ikke nok at elske hinanden, og vi kan ikke hvile trygt på laurbærrene, bare fordi vi engang sagde ja eller committede os til hinanden.

Kærligheden skal udtrykkes, leves, gives og modtages. Den skal cirkulere imellem os.

Hvis vi virkelig satte kærligheden og den anden øverst på vores prioriteringsliste, så ville vi sige ja til hinanden hver dag. Så ville vi hver dag opdage hinanden på ny, udtrykke og vise vores kærlighed og give hinanden masser af tid og opmærksomhed.

Så måske du skulle sætte dig ned med din mand og udtrykke din kærlighed, dit savn og din bekymring. Prøv så begge at lave en liste, hvor I skriver ned, hvilke ting, personer og aktiviteter, der helt reelt ender med at tage jeres tid og opmærksomhed.

Kig på jeres lister, og snak om, hvordan I i stedet ønsker, det skal være, og lav en ny liste. Forhåbentlig sætter I begge jeres forhold rigtig højt eller måske højest på den liste.

Hæng alle listerne op i køkkenet, så I hele tiden bliver mindet om, hvad der ender med at stjæle jeres tid, og hvordan I faktisk ønsker, det skal være.

Dernæst kommer selve det, der kan gøre den store forskel fra ønsket om at elske og leve kærligheden til faktisk at gøre det.

Nu skal I finde ud af, hvad der skal til for, at I hver især føler jer elskede, og hvad I hver især ønsker, at den anden gør for jer.

Fortæl hinanden om, hvilke kys og ord, der skal siges farvel med om morgenen, hvilken form for konkrete handlinger, du elsker, at din partner gør for dig, eller at I gør sammen, hvilke aktiviteter, hvilken form for omsorg, kærtegn, opmærksomhed og værdsættelse er kærlighed og forbundethed for dig osv. Intet er for stort eller for småt.

Det er så individuelt, hvad der virkelig betyder noget for os, og vi kan ikke regne den anden ud. Nogle ved faktisk slet ikke, hvad der får deres partner til at føle sig elsket og værdsat.

Vi giver bare den anden det, der virker på os selv. Vi kan gå og føle, at vi giver en masse kærlighed, men den anden opfatter det slet ikke sådan.

Så start med at spørge hinanden “hvad får dit hjerte til at synge? Hvad kan jeg gøre af små og store ting, ord, kærtegn og handlinger, der gør, at du virkelig føler dig elsket?“

Med de svar skal I begge lave endnu en liste. Men denne gang skal I skrive hinandens liste, så I er sikre på, at I faktisk har hørt og forstået, hvad der får den andens krop og hjerte til at åbne sig og juble af kærlighed.

De her to sidste lister er selve opskriften på, hvordan kærligheden og intimiteten kommer til at blomstre mellem jer. Jeg håber, I har et stort køkken, for hæng også dem op! Og lav gerne en kopi, der kan hænge i soveværelset!

Den næste uge kan I hver aften læse hinandens liste højt, før I sover. Og så selvfølgelig begynde at praktisere lige jeres kærlighed. Held og lykke med det.

Artiklen blev udgivet i femina uge 48, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også