Det kan være nemt nok at brokke sig over alt dét i ens liv, der ikke fungerer. Men hvad er det egentlig, man vil have i stedet? Læs denne uges indspark fra forfatter og foredragsholder Jakob Olrik.
Kærlighed og sex

Jakob Olrik: At være single er den nye folkesygdom!

11. november 2014
af Jakob Olrik
foto: Privat
Det lader til, at vi har fået en ny alvorlig folkesygdom i Danmark. Den hedder: Single. Det er en forfærdelig sygdom, skriver Jakob Olrik på sin blog. Læs med her.

Der kommer hele tiden nye folkesygdomme. Diagnoserne florerer, og lige nu har vi fået en ny alvorlig folkesygdom i Danmark. Den hedder: Single. Det er en forfærdelig sygdom. Alle prøver forgæves at kurere den. Og som altid er der også nogle, der forsøger at spinde guld på problemet.

Den helt store trend inden for kurrering lige nu, finder man på tv-stationerne, som i public service's øjemed er så flinke at give os det ene afhjælpningsprogram efter det andet.

>> MØD JAKOB: Se her, hvornår Jakob Olrik kommer til din by

Stakkels singler

DR1 har lavet et program, der hedder "Gift ved første blik". Her følger vi stakkels Pia, der har været single i 3 år, og ikke selv kan komme ud af sin elendighed og ensomhed. Hun er ved at blive ædt op af singlelivet og SKAL bare kureres. I programmet bliver hun derfor udsat for et tvangsægteskab. Dét skulle hjælpe.
Som seere skal vi have ondt af singlerne. Tv-programmet bilder os efterfølgende ind, at de kan kurere staklerne, ligesom de før har hjulpet tykke mennesker fra at blive fede.

På Kanal 4 lader de, i et reality-program kaldet "Hvorfor er jeg single?", singler flytte ind hos hinanden for at finde ud af ,"hvad der er galt i deres liv", siden de er uden kærester.

Reelt problem?

Jeg er SÅ træt af, at man skaffer sig seere ved at sygeliggøre singler og skabe problemer, der ikke er der. Jo, det er underholdende. Det er altid underholdende at udstille folk. Men helt ærligt, hvem er det reelt, der har et problem? Er det virkelig et problem at være single, eller har vi bare fået nye muligheder, der gør, at vi foretrækker at leve alene langt hen ad vejen?

Jo, jo, det er da hyggeligt at have en kæreste søndag aften med angst-tømmermænd. Men resten af ugens dage er det rart at have sin frihed og tid til sig selv.

Forelskelseskultur

Hvorfor laver man ikke nogle programmer, der udstiller kriseramte parforhold? Hvorfor viser man ikke, hvor nedslidende det er at opleve sit sexliv som en opvask, der bare skal holdes nede. Hvor ensomt det er at sidde og høre på sin partners evige beretning om små ligegyldige dagligdagsproblemer. Hvor dobbeltmoralske folk er, når det kommer til utroskab.

Det ser vi ikke. For vi forsøger alle at bevare parforholdet som det saliggørende.

Vi lever i en forelskelseskultur, der forherliger tosomhedens lille klaustrofobiske cigarkasse.
Hellere sidde og gabe indeklemt i cigarkassen med skimmelsvamp under gulvbrædderne end at gå ud i livet og blive smittet med sygdommen; Single.

Mange singler

For mig at se er det ene ikke bedre end det andet. Det irriterer mig virkelig, at det ene idylliseres og det andet sygeliggøres. Der er 1,5 millioner singler i Danmark. Hvorfor skal de gøres forkerte og mangelfulde?
Helt ærligt, som om det eneste smukke og sande er at gifte sig ved første blik.

Fy føj da!

Kom dog ud af cigarkasse-tankegangen! Og nyd alle livets faser!!
Kærligst fra Jakob

Læs også