Ingen Hollywoodfilm, intet Miguel-nummer eller vennepar skal fortælle dig, hvordan forelskelsen skal føles i din mave

Det er sjældent, man møder sin udkårne på et stort skib, har sex i en bil, tegner hinanden nøgne og ender i det iskolde hav på en dør, for ikke at nævne at man sjældent møder en, der kan blive til en varulv, er hemmelig millionær, har et flyvende tæppe, et sværd, er konge i Norden eller er klar på at springe i døden for dig.

Ligesom det bare aldrig sker i virkeligheden, at ens udkårne dukker op midt på stepholdet i Fitness World onsdag klokken 17 for at erklære sin kærlighed og vinde dig tilbage efter et breakup, eller at nogen prajer en taxa og kører 200 km i timen ud til Kastrup for at stoppe dig og familien i at tage på badeferie til Kroatien, fordi vedkommende død og pine bare må fortælle dig, hvor meget han eller hun elsker dig.

Kærligheden er sjældent så dramatisk, intens eller romantisk i virkeligheden, som vi bliver fortalt, fra vi er børn.
Det vigtige er at huske at den udramatiske, hverdagsagtige kærlighed også er kærlighed.

Det oplevede jeg selv, da jeg mødte min nuværende kæreste for første gang ud af det blå med en promille på 22 tequilashots kl. kvart i ”du kan snart ikke stå på dine ben mere og burde være gået hjem for længst, Ida-Sophia.”

Urolig over at være rolig

Siden jeg mødte ham, er det gået op for mig, hvordan kærlighed og forelskelse ikke udelukkende bør føles på én måde for at være ”rigtig”. Det meste af mit liv har jeg troet, at hvis jeg er forelsket, så kræver det, at jeg ligesom på film og i bøger får sommerfugle i maven, hjertebanken og glemmer alt om tid, sted, måltider, søvn og mig selv.

Derfor brugte jeg også den første periode af vores forhold på at teste mig selv og min kærlighed ved eksempelvis at forestille mig, hvad der ville ske, hvis nogen ringede og sagde, at han var død. Jeg blev virkelig urolig, fordi jeg ikke straks brød sammen i tårer bare ved tanken om, at der skulle ske ham noget og blev så endvidere i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet elskede ham.

Efterhånden som jeg lærte ham at kende, fandt jeg ud af, at det selvfølgelig var langt ude, og at min hjerne gudskelov ikke lader sig narre så nemt. Men jeg blamer ikke mig selv for at have været urolig over at være rolig, for hele mit liv har jeg lært, hvordan ægte kærlighed er liv eller død.

Det er gået op for mig, at sådan skal det nødvendigvis slet ikke være. Kærlighed kan godt være simpel og rolig, mens sommerfuglene, uroen, den mistede appetit og hjertebanken kan være faresignaler. Det kan bare være svært at skelne mellem, hvornår du er forelsket, og hvornår kroppen forsøger at advare dig mod en giftig relation.

Ingen fugtige håndflader

Eller som jeg selv har prøvet det: at være begge dele på en gang uden at bemærke, hvor dårligt jeg havde det, fordi jeg var overbevist om, at ægte kærlighed skulle føles præcis sådan, og at mit tankemylder, mine tudeture og vores skænderier blot var tegn på, hvor højt vi elskede hinanden.

Det tog mig tid at forstå mine følelser. Når jeg ikke mistede appetitten, eller gik i cirkler om mig selv, fordi jeg ikke fik en besked tilbage med det samme, kunne jeg jo ikke være ægte forelsket. Sagen er den, at det kan man godt. Jeg har faktisk aldrig følt mig mere tryg og glad i en relation til et andet menneske end nu.

I stedet for hjertebanken og fugtige håndflader har jeg overskud, ro og eventyrlyst, og i stedet for at være urolig og ukoncentreret, er jeg fokuseret på min fremtid, de mål jeg har for den, og ved, at jeg har uendelig opbakning, tiltro og støtte i min kæreste.

Kærlighed er usammenligneligt, subjektivt, og så længe du i din krop kan mærke, at det føles rigtigt eller rart for dig, så er der ikke noget vennepar, nogen hollywoodfilm, et nummer med Miguel eller en normativ samfundsfortælling, der skal forvirre dig eller fortælle dig, hvordan det bør føles i din mave, når du er forelsket.