podcast
Kærlighed og sex

I sine 20'ere tænkte hun ikke over det. Men nu sidder hun der - alene

7. december 2023
Af Silje Qvist
Foto: Kasper Wenstrup
Kathrine Hinge er den eneste uden en kæreste i sin venneflok og på sit arbejde. Selv om hun langt fra er den sidste single i verden, føles det ofte sådan. Det fortæller hun i denne uges afsnit af podcasten femina update.

Til middagsselskaberne sidder parrene og taler højt om deres planer for fremtiden. Om børn, villa, vovse og måske en ny bil.

For enden af bordet sidder Kathrine Hinge. Hun er den sidste single i sin omgangskreds, og til tider går det hende på.

– Det er svært at opretholde en facade om, at alting går virkelig godt, når man et eller andet sted ønsker, at man stod der sammen med en anden.

I denne uges afsnit af femina update taler Kathrine Hinge om, hvordan det er at være den sidste single i venneflokken, og om hvor behovet for at finde en tosomhed kommer fra.

Det gør hun i anledningen af, at hun selv er vært på podcasten “Stadig single”, der udkommer på ALLY, hvor hun sammen med gæster, der også er single, taler om singlelivet.

Kathrine har - sagt med egne ord - altid været single. Hun har aldrig været i et langvarigt “voksent” forhold, som er nået til de næste skridt. Hendes længste forhold har maksimalt varet et år, ellers har hendes forhold været mange, men kortere.

femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update. Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify.

Selv om hun trives godt i sit eget selskab, var der med et knips noget, der ændrede sig, da hun fyldte 30 år.

– Jeg tænkte ikke over det at være single i mine 20’ere, fordi der var rigtig mange, der var single. Det var nærmest en naturlig ting at være, fortæller hun og fortsætter:

– Nu føles det som om, jeg er the odd one out.

Kathrine er dog langt fra den eneste single, hvis man kigger på statistikkerne. Andelen af enlige kvinder i 30’erne er steget fra 20 procent i 1986 til 28 procent i 2021.

Jo mere, Kathrine tænker over det, bliver hendes civilstatus noget, som hun føler, hun skal forholde sig til.

– Da jeg fyldte 30, skete der også noget med mit ønske om at etablere mig, fortæller hun.

Tosomheden kan åbne op for et liv med børn, som man er fælles om, en villa, som man kan få råd til, en makker, som man kan dele op- og nedture med.

Men det er nogle gange svært for Kathrine at skille sine egne drømme fra de forventninger, det kan føles som om, samfundet har til en.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også