I ‘Døm vores forhold’ knokler de for kærligheden i stedet for at give op. Det kunne vi andre godt lære noget af

Sigrid Conradsen Nielsen er skribent på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er datingprogrammernes storhedstid, og i den voksende pulje af romantisk realityfjernsyn findes nu også tredje sæson af DR P3-serien ‘Døm vores forhold’, der på papiret lyder som en vaskeægte kærlighedskatastrofe.

Her er dets brutale præmis: Fire unge kærestepar, som alle er fastlåst i en genstridig konflikt, flytter sammen i et sommerhus for at redde, hvad der er tilbage af kærligheden. Her handler det ikke om at finde den store forelskelse, men om at holde fast, når den krakelerer.

Undervejs bliver deltagerne kastet ud i parterapeutiske øvelser. Og, som titlen antyder, bliver de også tvunget til at lade de andre par dømme deres mønstre, blinde vinkler og dårlige vaner med brutal ærlighed.

Det er nødvendig public service for programmets unge målgruppe, jeg selv tilhører. Romantikken har nemlig dårlige odds i Generation Z. Folk siger sågar, den er død. De gider ikke investere i dating, forelskelser bliver sjældnere og dør ud så snart, de får the ick. Derfor er det lettest at forblive alene. Det er efterhånden en kollektiv sandhed, skulle jeg hilse at sige (som gen z’er).

Paradoksalt nok er det stadig den store kærlighed, vi ikke kan få nok af. Eller rettere: Kærlighed på tv. Vi streamer den, diskuterer den, dømmer den – helst på afstand, hvor den ikke kan røre os.

Parrene vinder over programmet

‘Døm vores forhold’ lyder måske som en konkurrence i mudderkastning, og ved første øjekast er prognosen da heller ikke lovende. Castet ligner den arrogante seers vådeste drøm.

Det ville være fristende at læne sig tilbage i en selvtilfreds fryd over ikke at være som 33-årige Miri-Ann fra Gilleleje, der har installeret en pornoblokerende software på sin 12 år yngre kæreste Carlos’ computer. Eller at prise sig lykkelig for ikke at være den tidligere realitystjerne Louise, der bryder grædende sammen, når ‘Paradise’-kæresten Sejr snakker uskyldigt med andre piger.

Med sin tåkrummende præmis, højspændte underlægningsmusik og dramatiske krydsklipning tøver programmet på ingen måde med at høste mest muligt drama på deltagernes bekostning — til publikums store fornøjelse.

Mit kolde hjerte er derfor fuld af forventningsglæde ti minutter inde i første afsnit. Jeg tror, jeg skal mæske mig i de andres ulykke. Jeg tror, jeg skal få genbekræftet min trygge overbevisning om, at tosomheden er out, og at singlelivet er det bedste og mest stabile forhold, man kan have.

Men der tager jeg fejl.

For i ‘Døm vores forhold’ ser man noget, man næsten havde glemt fandtes: Unge, der virkelig prøver at lykkes med kærligheden, fordi de synes, den er værd at kæmpe for — selv når andre ikke kan se det.

Det er ikke altid pænt, og det er bestemt ikke glamourøst. Det er joggingtøj, blod, sved og tårer. Men det er langt mere rørende og modigt, end noget datingprogram med roser og cocktailaftener nogensinde har været.

På fire afsnit er der sket mere end i hele den forgangne sæson af ‘Bachelorette’. Det er reel progression, når Carlos tøvende indrømmer, at han er lidt bange for Miri-Ann. Eller når Louise og Sejr kan holde om hinanden morgenen efter et skænderi. Når 24-årige Signe bliver nyforelsket i Magnus, hun har kendt siden folkeskolen, fordi han åbner op for sine indre, usagte følelser. Og når ADHD-ramte Sara endelig lærer at skrue ned og lader sin stille kæreste, Lykke, tage ordet.

En løftet pegefinger

‘Døm vores forhold’ viser noget helt andet end overfladisk dating. ikke mindst takket være førnævnte Miri-Ann, der er en gudsbenådet gave til programmet. Hun har en sjette sans for at stikke kniven ind hos de andre par lige der, hvor det gør ondt. Som en anden Dalai Lama får hun parrene til at græde på stribe og se sandheden i øjnene.

Nok er hun excentrisk og til tider kontroversiel, for eksempel når hun blander sig i Louise og Sejrs eventyrlystne sexliv og antyder, at det er skadeligt. Men parrene kan i sidste ende rumme hinandens forskelligheder. På ironisk vis er ‘Døm vores forhold’ derfor det mindst fordømmende datingprogram, jeg nogensinde har set. Her er det nemlig ikke skamfuldt at træde forkert, men at nægte at prøve.

Lykke og Sara, der har en populær tendens til at gemme sig bag sarkasme og anglificeringer, når snakken er alvorlig, bliver stille og roligt konfronteret. Ikke af produktionen, men af de andre deltagere. Ingen i ‘Døm vores forhold’ slipper afsted med at negligere hinanden – eller deres egne – følelser.

Derfor står ‘Døm vores forhold’ også som en løftet pegefinger til os, der kryber udenom kærligheden for ofte.

Man skal selvfølgelig ikke blive i et forhold for enhver pris. Men jeg mærker en ny længsel efter parrenes evne til at stå ved kærligheden, der er kaotisk, men mest af alt dybfølt, levende og stor.