
Det er altid nemt at skyde skylden på den anden, men jeg har brugt lang tid på at tænke over mit eget mønster

Foto: Lasse Bak Mejlvang
Hvilke røde flag har du tolereret, fordi du var forelsket?
- Jeg har tolereret ekstrem hot and cold behaviour. Følelsen af at blive holdt ude i konstant strakt arm og kun blive hevet ind, når det passer den anden, er noget af det mest sårende og magtesløse, jeg har været i. I situationen bliver jeg længe og holder fast, da jeg har så stort et håb om, at det vil blive som i starten. At det vil ændre sig, hvis jeg kæmper og forsøger, men som regel har jeg kæmpet meget alene, og til sidst er det dybt ensomt og langt fra, hvordan jeg ser ægte kærlighed i dag.
- Det er altid nemt at skyde skylden på den anden, men jeg har brugt lang tid på at tænke over mit eget mønster. Det, at jeg bliver i fantasien, når nogen tydeligt har vist mig ved handlinger og ord, at det ikke eksisterer. Man har selv et ansvar for at kigge ind i, hvad det handler om. Hvorfor man lader sig selv blive behandlet dårligt, og hvorfor man prøver at få nogle til at blive noget, som de ikke er, i stedet for at gå ud og finde en som vil alt det, som man selv drømmer om og ønsker.
Hvad er det mest romantiske, en flirt eller kæreste nogensinde har gjort for dig?
- Generelt er det at gøre sig umage i et parforhold på toppen af min liste. Jeg gør det selv, og det er blevet et krav for mig, at min partner gør det samme. Du behøver ikke at invitere mig på en dyr fancy middag hele tiden, du skal bare kigge mig i øjnene, når jeg træder ind af døren, kysse mig på kinden og spørge, hvordan min dag har været og være oprigtig interesseret. Det er også romantik!
- Fordi jeg tror, at mine kærester ofte har misforstået, hvad romantik betyder for mig, når jeg har eftersøgt mere af det. Jeg tror ikke, at de har set dem selv, som nogen, der har været gode til den store gestus, men jeg har altid prøvet at forklaret, at den store gestus mest af alt ligger i de små ting, såsom nærværet og i følelsen af at blive set og føle sig værdsat.
- Jeg har fået buketter af blomster og blevet inviteret på overraskende dates. Det er fantastisk og har betydet meget for mig, men de øjeblikke, jeg tænker tilbage på som de mest romantiske, er, når den dybe øjenkontakt er blevet holdt, når ting, jeg har sagt, er blevet husket og efterfølgende fulgt op på. Når jeg har fået et kram, der er blevet holdt ekstra længe, og når hår fra mit ansigt er blevet fjernet blidt om bag mit øre.
- Jeg tror, at mine kærester ofte har misforstået, hvad romantik betyder for mig, når jeg har eftersøgt mere af det. Jeg tror de har tænkt at de har skulle opfinde den dybe tallerken og bruge store mængder af penge, men jeg prøvede altid at forklare dem, at det mest af alt ligger i de små ting, såsom nærværet og i følelsen af at blive set og føle sig værdsat. Du kunne vitterligt lave en karryret, fordi du ved jeg har cravet det i et stykke tid eller har købt panodiler med, fordi jeg havde nævnt noget med en lille hovedpine og du vil gøre mig blød i knæene. På den måde er jeg meget nem.
- Hvis jeg alligevel skal nævne en specifik romantisk gestus, som er særlig for mig, er det nok ikke det som udadtil, virker mest romantisk på papiret. Jeg er blevet inviteret på romantiske surprise dates med jazzbar, østers, gaver og små notater. Jeg er trådt ind i en lejlighed med blomster på en årsdag med en kæreste og fået små kalendergaver gemt omkring i lejligheden en december måned, men det som står klarest for mig lige nu, er en særlig gave, jeg fik i et helt særligt smuk moment. Det var ikke noget vanvittigt og heller ikke noget dyrt eller materielt, men en gave, som var så betænksom og som tog rod i ting, jeg havde delt, som blev husket, taget alvorligt og draget dyb kærlighed og omsorg overfor.
- Der er ikke noget mere romantisk i, end når man mærker, at det den anden giver eller gør på ingen måde handler om dem selv, men udelukkende handler om dyb fokus på at gøre noget for den anden. Når kærligheden og omsorgen er fuldstændig uselvisk og på ingen måder handler om at fodre deres eget ego. En stor gestus er fantastisk, men de øjeblikke, jeg tænker tilbage på som de mest romantiske, er, når den dybe øjenkontakt er blevet holdt, når ting, jeg har sagt, er blevet husket og efterfølgende fulgt op på. Når jeg har fået et kram, der er blevet holdt ekstra længe, og når et hår i mit ansigt er blevet fjernet blidt om bag mit øre. Det betyder ikke at jeg ikke ønsker og elsker store romantiske klichéer, men uden det andet, betyder en stor romantisk handling med strygere og roser sgu ikke særlig meget.
Hvad jeg ved om kærlighed
Fra spirende forelskelse til leverpostejagtig tryghed. Kærlighed er en besynderlig størrelse, der tager form på en milliard forskellige måder gennem livet.
I feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed", taler vi med udvalgte personer om deres oplevelser. Håbet er, at vi kan spejle os i hinanden.
Hvad er dit eget værste karaktertræk i en kærlighedsrelation?
- At jeg kan komme til at lukke ned. Jeg er all in for kommunikation, men jeg tror, at jeg har været i mange relationer, hvor den har været skæv, og efter mange forsøg og følelser af ikke at blive set eller hørt, kan jeg klappe fuldstændig i. Det er nok en form for beskyttelsesmekanisme. Men igen, jeg tror, det handler om, om du er tryg og glad i dit parforhold. For jeg ved ikke om, jeg ville ende der, hvis der var god kommunikation, og hvis jeg var tryg og blev grebet.
Hvad er dine bedste råd til at holde kærligheden i live i et parforhold eller anden kærlighedsrelation?
- Tal for helvede! Om de gode ting, de svære ting, om hinanden, om jeres drømme, om fremtiden, om fortiden, om nutiden. Tal om de svære ting mellem jer, de eksisterer ikke mindre af, at man pakker dem væk. Det er for forholdets skyld, at man tager de snakke. Grin sammen! Kys hinanden mange gange! Hele tiden! Tag ud! Drik jer fulde, dans! Kig hinanden i øjnene! Følg op på hinanden, spørg spørg spørg, kram kram kram, hæng ud med hinandens venner, oplev ting sammen, gør dig umage, fejl og vær ærlig omkring det - og mød så hinandens fejl med varme.
Hvornår har du gjort noget, du fortryder, i en kærlighedsrelation?
- Jeg tror egentlig ikke, at jeg fortryder noget, ligesom jeg heller ikke fortryder nogle af de kærlighedsrelationer, jeg har været i. At fortryde de måder, man gjorde ting på, indtræder ofte lige efter et forhold slutter, og man er hjerteknust, savner den anden, og man begynder at skyde skylden på sig selv og tænker på alt det, man måske skulle have gjort for, at relationen var lykkedes. Jeg har med tiden som regel opdaget, at udfaldet var blevet det samme, uanset hvad jeg havde gjort eller sagt. De relationer har haft stor betydning for mig, for den jeg var, og den jeg er og alle erfaringer, gode og dårlige, er vigtige erfaringer. Jeg er virkelig vokset af mine kærlighedsrelationer og blevet så ekstremt meget klogere på mig selv og klogere på, hvad jeg vil, hvor mine grænser går, og hvad ægte kærlighed er og skal være for mig.
Hvornår føler du dig mest elsket?
- Jeg tror det er meget universelt, men når jeg bliver set. Når en anden fuldstændig ser mig som jeg er. Når et menneske kigger på mig med lys i øjnene, når jeg er allermest gakket, og endnu bedre, hvis man tapper ind i min energi og løfter mig, og jeg derfra griber og løfter dem og pludselig svæver sammen.
Fanny Leander Bornedal
25 år og bosat i København
Skuespiller og har medvirket i blandt andet Journal 64, Skyggen i mit øje og Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv
Har senest været aktuel i musicalen ¨”Feberen” på Det Kongelige Teater og er netop aktuel i Carmen Curlers på DR og Danefæ på TV2
Hvornår har du følt den største hjertesorg?
- Jeg har følt hjertesorg mange gange. Det vil jeg nok altid. Jeg mærker og føler meget dybt, især i romantiske relationer, som jeg har lagt meget energi og kærlighed i. Når jeg elsker en, så ELSKER jeg, og jeg drømmer jo egentlig om at møde en, der er ligesom mig i det. En som ser på det at være kærester og et par, som det sjoveste og fedeste i verden og ikke en opgave, hvor man skal have mest muligt ud af det selv.
Hvis du kunne få én kærlighedsoplevelse om igen, enten for at nyde den eller gøre den anderledes, hvilken skulle det så være?
- Ingen. Det smukke ved kærlighedsoplevelser er, at de er så intense og smukke lige i det øjeblik, de eksisterer, og hvis man oplevede det igen, ville det måske aldrig være det samme.
Hvilken kærlighedssang ville du ønske, nogen havde skrevet om dig og hvorfor?
- ”For dig ku jeg gøre alting” af tv2. Jeg ville jo smelte! Den ubetingede kærlighed han synger om, poesien i teksten og de voldsomme klichéer, som vi jo alle nok elsker - også dem, der siger, at det ikke er noget for dem. For hvem vil ikke gerne have en person, som vil gå igennem ild og vand for en? Jeg er klar over det lyder lidt pladder romantisk og små dramatisk, men ærligt, giv mig alt det pladder og fis.
Læs mere om: