Lise og Erik
Interview

Da Lise mødte Erik lagde hun mærke til noget, der var anderledes: "Mænd taler meget om sig selv hele tiden, ikke?"

26. juli 2022
Af Susse Wassmann
Foto: Kamilla Bryndum
Forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur går altid og brygger på mærkelige historier sammen. Som om der kun er de to inde i en boble, ingen andre kender. Indimellem glemmer de, at der også er en verden udenfor. Men det er okay. De lever det liv, de allerhelst vil leve. Bortset fra, at Erik gerne vil mere ud at fiske …  

Egentlig syntes Lise, at Erik var pænt irriterende. Han havde lige fået antaget sin roman "Det syvende barn" på Politikens Forlag, hvor Lise sad som marketingchef, og nu ringede han i tide og utide for at brokke sig over annoncerne.

– Jeg kendte lidt til Erik i forvejen og tænkte, at "nu kommer der endnu en journalist, der tror, at han kan skrive en roman". Dem er der ret mange af.

Bogen var på næsten 700 sider, det var i starten af efterårssæsonen, og jeg havde dødtravlt, så jeg skimmede den bare. Det var noget med syv børn på et børnehjem, hvor svært kunne det være? tænkte jeg.

Erik griner højt fra sin stol ved køkkenbordet:

– Jeg troede heller ikke, at den ville sælge andet, end hvad der kunne stå på et par bibliotekshylder. Den er jo alenlang!

Lise: Det viste sig så, at "Det syvende barn" blev en bestseller og kæmpe succes, men jeg fik faktisk først læst den, da vi mødte hinanden igen fire år senere. Så brugte jeg også en uge på at læse den grundigt. Og jeg indrømmede også lidt senere, at jeg aldrig læste den dengang. Men da vi mødte hinanden til en af de her komsammener, forlaget lavede, kunne jeg godt mærke, at Erik faktisk var meget sød at snakke med. Det havde jeg ikke forestillet mig. Og så inviterede han mig til Fanø.

Bare sådan ud af det blå?

Erik: Jeg var flyttet ind i et lille skipperhus på Fanø, hvor jeg ikke kendte et øje, så jeg inviterede folk over. Jeg havde siddet og renskrevet bogen i Julius Bomholts gamle hus i Sønderho, som man som skribent kan låne helt gratis, og jeg tænkte, at Fanø var et godt sted at skrive. Der er god stemning, folk går forbi vinduerne – der er ikke så øde og forblæst som i Stenalt på Djursland, hvor jeg kom fra. Så jeg lejede det her lille hus, som vi stadig har.

Lise & Erik

Lise: Forlagsdatter, har selv arbejdet i forlagsbranchen i over 30 år, og forfatter, 58 år.

Erik: Journalist, forfatter og Cavling-vinder, 66 år.

Mødte hinanden i 2014 (sådan rigtigt!).

Skriver sammen en historisk romantrilogi, tredje bind, “Det er de unge, som forsvinder”, udkommer 18. august på Gutkind.

Lise har tre børn fra tidligere forhold, Erik har fire. Parret bor i Valby og på Fanø.

Lise: Erik havde siddet og skrevet i det dér Bomholt-hus og siden fået sit eget, men han havde slet ikke været ude i naturen på Fanø. Efter 15 år på Djursland skulle man tro, at der var noget natur i manden, men det var der overhovedet ikke. Da jeg sagde til ham, at man kunne finde østers på øen, blev han helt skræmt.

Erik: Jamen, huset lå lige over for Brugsen, så når det var ved at blive aftensmadstid, gik jeg lige derover og så hjem igen. Jeg bevægede mig slet ikke rundt på øen. Det er jo sådan en flad ø … "Hvad interessant kan der være ved den?" tænkte jeg. Jeg flyttede ikke efter naturen, jeg flyttede efter stemningen i Sønderho, fordi jeg kunne arbejde der uden at føle mig ensom.

Mænd taler om sig selv, ikke?

På det tidspunkt var Erik Valeur blevet skilt fra moren til sine to yngste børn, Lise havde været alene i mange år og boede sammen med to af sine tre børn i lejligheden i Valby, hvor vi sidder nu.

Da hun endelig fik lokket Erik med ud og samle østers og muslinger i Vadehavet, oplevede hun en forandring hos ham.

– Det var lidt ligesom at sætte køer på græs. Når vi gik de der tre-fire kilometer ud i Vadehavet med røven i vejret og samlede muslinger, blev han helt mild og god – og glad!

Erik: Det var et helt mirakel. Pludselig opdagede jeg, at der var en natur udenfor! Det er ikke ret mange år siden, at jeg plukkede bær for første gang i mit liv og syntes, det var fedt. Plukke bær, altså. Hallo! Jeg havde siddet inde i det dér lille hus med lavt til loftet og kigget ud og tænkt: “Hm, der er en masse sand der.” Men da jeg kom ud og så det rigtigt, var der jo en stemning, der var helt fantastisk, siger Erik og fortæller begejstret om de forskellige typer skaller, der ligger på stranden.

– Der er konkylier og muslinger, græstuer og indsøer – landskabet forandrer sig hver dag. Og helt yderst ligger der omkring 40 sæler og soler sig!

Lise: På det tidspunkt var jeg begyndt at tale mere med Erik, når han var på forlaget, og vi opdagede, at vi begge var enormt interesserede i dansk historie. Første gang, jeg besøgte ham på Fanø, talte vi faktisk også om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen. Men jeg arbejdede rigtigt meget på det tidspunkt, så jeg tænkte: "Ja ja, det er fint. Det bliver sikkert ikke til noget." Men efterhånden blev vi lidt optagede af hinanden, må man nok sige.  

lise og erik

Hvad faldt du for ved Erik?

– Erik var lidt sky, ikke så talende, og han kunne også finde ud af at lytte. Jeg har været enlig mor i flere år og haft affærer, selvfølgelig, og mænd taler meget om sig selv hele tiden, ikke? Det kan godt være lidt trættende – også at der ikke bliver spurgt den anden vej. Så jeg syntes, at det var interessant, at Erik kunne finde ud af at tie stille og lytte. Og så kunne jeg langsomt, meget langsomt, få dig til at sige noget om dig selv, Erik. Nu taler du i ét væk, men der skulle lige hul på. Du er lidt introvert.

Erik: Det er sjovt, at du siger det med at lytte, Lise. Du har jo det træk, at du er enormt nysgerrig over for andre mennesker – helt uden at være journalist. Du spørger meget til en, det var også det, jeg faldt for. Pludselig kunne jeg fortælle om min barndom og ungdom og alt det dér.

Lise: Jeg vidste, at Erik havde været på spædbørnehjem og haft en sygdom, som gjorde, at han lå på hospitalet i to år, da han var 10-12 år. Og at han ikke er så vild med at være alene. Du skal helst kunne mærke noget liv omkring dig, ikke? Så vi talte meget om forladthed og at være alene. Den slags ting.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Erik: En anden ting, jeg faldt for ved Lise, var, at hun har en evne til at blive så begejstret, at hun synker helt ned i knæene til børneniveau. Når vi var på Fanø, rodede hun rundt i alle mulige sandbunker og fandt alle mulige mærkelige ting, hun kravlede mere, end hun gik. Og så er du skidegod til at finde rav, Lise, de ruller altid hen for fødderne af dig.

En præst med gummistøvler på

På Lise og Eriks hænder sidder to ens ringe, der til forveksling ligner vielsesringe. Men det er det ikke.

Lise: Nej, det er faktisk to ens loppemarkedsringe til 250 kr., vi fandt, så vi kan vænne os til tanken. For jeg har jo sagt, at jeg aldrig skulle giftes.

Hvorfor ikke?

– Arh, ved du hvad, efter at have prøvet flere forskellige mænd har jeg tænkt: “Ej, det skal jeg ikke, det der.” Men nu ville vi prøve, hvordan det var. Om man følte sig for bundet eller …

Hvis det skulle være, hvor skulle I så giftes?

Erik: Jeg er opdraget af min gamle mormor med aftenbøn på sengekanten og kristne værdier, så jeg har noget med kirken. Hvis det endelig skal være, vil jeg ikke stå oppe på et kedeligt rådhus, hvor borgmesteren har lært den dér remse udenad.

Lise: Jeg synes, det er hip som hap. Jeg kan godt lide kirker, men det kunne lige så godt være ude ved Vadehavet. Og så en præst, der hiver lidt op i kjolen …

Erik: Med gummistøvler på!

Hvordan foregår jeres samarbejde, når I skriver bøger?

Lise: Jeg starter med at lave en skitse, en scene. Så får Erik det ind og skriver det, som han synes, det skal være, og så får jeg det tilbage igen. På Fanø sidder vi i samme rum ved hver vores bord, fordi stuen er så lille, her sidder vi i hver vores rum. Om aftenen taler vi så om det, vi har fået lavet den dag.

Mænd taler meget om sig selv hele tiden, ikke? Det kan godt være lidt trættende – også at der ikke bliver spurgt den anden vej. Så jeg syntes, at det var interessant, at Erik kunne finde ud af at tie stille og lytte.

- Lise

– Jeg har jo ikke skrevet før, og jeg lærte af Erik, at det tager sindssygt lang tid både at skrive og lave research. Man kan ikke bare skrive: "De sidder ved noget vand." Så vi tager af sted rundt i Danmark og ud i naturen og finder ud af, hvad det er for noget vand, de sidder ved, hvilke træer, der er, om der er buske, krat, blade osv. Det kan tage lang tid at skrive bare et par linjer, men det giver meget mere liv, når man kan beskrive det rigtigt.

Erik: Og det er jo noget særligt, vi har sammen, som er godt: Når vi er rundt i Danmark og finde mennesker, vi kan sidde og tale med i timevis om noget, vi skal bruge til historien.

Lise: Man kan så sige, at det indimellem KUN handler om bøgerne, og så glemmer vi lidt, at der også er en anden verden. At man også kan gå i biffen og teatret og sådan noget. Når vi rejser rundt i Danmark og laver research, begynder vi at blive personerne mere og mere, efterhånden som vi lærer dem at kende, og så kan man godt blive lidt bims.

Lise: Vi har nu i seks år talt om, at vi skal have nye vinduer, fordi det trækker ind. Jeg har taget på i denne her lange skriveproces, fordi jeg har spist for meget chokolade og ikke er kommet så meget ud eller ned i fitnesscentret. Man glemmer lidt det hele, så vi skal lige trække stikket en gang imellem og komme ud i den rigtige verden.

Donald Sutherlands øjne

Efter et helt liv i forlagsbranchen sagde Lise sin faste stilling op for fem år siden, så nu lever parret udelukkende af indtægterne fra bøgerne og de foredrag, de holder.

De bor billigt, har en brugt bil og bruger ikke ret mange penge i det hele taget. Men de er enige om, at de lever et godt liv. Det liv, de allerhelst vil leve.  

Lise: Jeg vil gerne være en del mere på Fanø, men vi har jo en masse børn og børnebørn her, og jeg har en ældre mor. Men ellers synes jeg, at vi lever et godt liv. Synes du ikke, Erik?

Erik: Jo, jeg lever det liv, jeg gerne vil. Bortset fra, at jeg gerne vil mere ud at fiske, Lise.

Har der været nogen sten på vejen hertil? Udfordringer?

Lise: Jeg skulle lige vænne mig til det dér med at være sammen hele tiden, for jeg var jo vant til at være alene. Og havde også et kæmpe behov for at være alene. Men man kan jo godt være to og være hver for sig, man behøver ikke at sidde lårene af hinanden. Samtidig synes jeg også, at det var rart, at der var et andet voksent menneske. Så det var lidt begge dele.

Lise: Første gang, Erik var ude at rejse, tænkte jeg, at det i grunden var mærkeligt, at det var første gang, jeg savnede på den måde. Jeg kunne godt savne mine børn, når de var hos deres fædre, men det dér med at savne et andet voksent menneske, det var en helt ny følelse. "Bare han ikke falder ned med flyveren!" tænkte jeg. Sådan nogle tanker. Det var faktisk meget romantisk. Jeg er meget pragmatisk anlagt, men med Erik er det hele mere eventyragtigt. Der er altid fantasier i gang, mærkelige historier, vi laver sammen, som om man er to inde i en boble, som ingen andre kender.

Lise og Erik

Erik: Her synes jeg, at vores Venedig-rejse er meget sigende. Da jeg nærmede mig 60 i 2015, ville jeg fandeme ikke holde noget. Det var ikke krukket ment, men jeg havde havde holdt en stor 50-års fødselsdag med en masse mennesker, og det gad jeg simpelthen ikke igen. Så jeg fiskede lidt efter, om Lise og jeg bare kunne gå i Grøften og spise rejemadder eller sådan noget. Men så kom hun en dag og sagde, at hun havde bestilt en togrejse med sovevogn på gammeldags maner fra København til Venedig.

Erik: På det tidspunkt var byen smækfuld af kendte mennesker på grund af Biennalen, og Lise havde opdaget, at der var en meget kendt restaurant lige midt i Venedig, hvor alle filmstjernerne kom. Så dagen inden min fødselsdag gik hun ind og spurgte, om de havde et bord til to dagen efter. Overtjeneren blev så forbløffet over, at hun bare kom vadende ind helt ukendt og med den kasket, Lise ofte går med, så han sagde "okay, siden din mand fylder 60, kan jeg godt finde et bord til jer".

Erik: Der var en balkon for enden af lokalet, som buede ud over kanalen, hvor der stod ét bord med dæmpet belysning og det hele. Sådan et bord, hvor filmstjernerne normalt ville sidde. Men Lise ville have det bord, så det fik vi. Da vi ankom, sad der måske 50-60 mennesker ved runde borde i det lokale, vi skulle igennem, og jeg var så genert, at jeg slet ikke turde kigge op. På et tidspunkt fik jeg mod til lige at kigge kort ud til siden og så lige ind i øjnene på Donald Sutherland! Det var den mest fantastiske måde at fejre min fødselsdag på.

Godnat til bjørnen

Erik, du har ikke lagt skjul på, at du er en lidt bekymret og depressiv type – har det hjulpet at møde Lise?

– Det har det i allerhøjeste grad! Jeg kan sagtens gå rundt og synge, men på de store flader synes jeg eddermame, at det er en tung verden, vi lever i. Den fylder noget inden i mig, den dér mørke side. Men med Lise er der det her meget uforudsigelige … Det er et festfyrværkeri, der sker noget. Noget fascinerende og farverigt og interessant. Og også skræmmende indimellem. Der kan godt være noget krashed i det også, jeg bliver ikke bare snakket efter munden. Når vi diskuterer, bliver der ikke lagt fingre imellem. Men det er stadig … glimtende. Farvestrålende.

Lise: Jeg er nok mere hidsig, end Erik så pænt sidder og beskriver. Og det tror jeg, at han synes er irriterende, for jeg kan hidse mig op over hvad som helst. Der har jeg noget at lære. Jeg har temperament, er det ikke rigtigt?

Erik: Jo, og det kan stadig godt overraske mig.

Lise: Men Erik har efterhånden lært at svare igen. Og det er dét, man skal.

Erik: Jeg er opdraget af to kvinder, som elskede mig overalt på jorden, og min morfar sad bare i sin øreklapstol og blandede sig ikke i noget, så jeg blev forkælet og er vant til at få ret. Den får jeg nogle gange i hovedet, ha ha! Lise minder ikke om nogen anden, jeg har kendt.

Lise: I lige måde!

Begge griner højt, og Erik kan pludselig slet ikke holde op igen.

– Lise, må jeg fortælle den om krabberne? spørger han og hikster af grin.

– Altså, vi havde været ude og fiske og havde fået to levende krabber med hjem. Bittesmå lå de der på badeværelsegulvet på første sal i Valby. Først ville vi skylle dem ud i toilettet, men det kunne vi ikke få os selv til, så det endte med, at vi lagde dem i en skål med saltvand og kørte dem helt ud til Hellerup Havn, hvor vi havde taget dem fra. For tænk, hvis de havde en mor og far derude!

Hvor er I søde!

– Vi har også en lille bjørn, vi taler med. Men det er der nok mange voksne, der har.

Øh …?

Den fylder noget inden i mig, den dér mørke side. Men med Lise er der det her meget uforudsigelige … Det er et festfyrværkeri, der sker noget fascinerende og farverigt og interessant.

- Erik

Lise: Det er Eriks Brune Bjørn, der sidder inde i sengen. "Du har ikke sagt godnat til Brune Bjørn!" siger han, hvis jeg glemmer det.

Hvad taler du med bjørnen om, Erik?

– Sådan almindelige ting. Jeg kan godt finde på tale med den om f.eks. naturfilm, hvis vi har set noget om bjørne. Så vender jeg Brune Bjørn om, så den kan se med. Vi har også haft den med i tasken i toget til Fanø – altså med snuden op, så den ikke blev kvalt – og da der ikke var andre passagerer, satte vi den op ved vinduet, da vi kørte over Kolding Fjord, så den lige kunne se den. Så da konduktøren kom, sad der en bjørn og kiggede ud.

Lise og Erik bryder begge sammen af grin.

Det lyder, som om I er hinandens bedste legekammerater …

Lise & Erik: Dét er vi helt sikkert!

Synes I, at det er en fordel at møde hinanden sent i livet?

Lise: Helt klart. Der er ikke nogen små børn, ingen pligter på den måde.

Erik: Der er jo også ret mange, der mødes tidligt i livet, som det ikke lykkes for at holde sammen. Så jeg er glad for, at vi mødtes senere i livet. Der kommer jo nogle små skavanker marcherende i vores alder, og selvfølgelig kan man blive usikker på, hvordan de vil påvirke en i de kommende år. Det tænker man over, det er klart.

Lise: Så må vi hjælpes ad.