Brevkasse: Vi kan ikke mærke kærligheden mellem os mere. Hvordan kan vi nå hinanden igen?
Foto: shutterstock
Konkretiser jeres behov
Birgitte Hultberg, psykolog og forfatter, birgittehultberg.dk:
Når parforhold ikke udvikler sig, skyldes det ofte, at man gennem årene låser sig fast på nogle bestemte problemløsningsstrategier og kæmper bravt for at få det til at fungere ad den vej uden at forstå, at det tydeligvis ikke er det, der skal til. Mange ender desværre med at konkludere, at det er parforholdet og ikke den valgte strategi, der er problemet. Men det er det sjældent. Løsningen er faktisk meget enkel. Den er baseret på erkendelsen af, at man kun kan blive lykkelig, hvis man hver især får, hvad man har brug for i sit parforhold. Løsningen forløber i tre trin, hvor trin et er at formidle sine behov til den anden. Det har I allerede gjort, men som I har erfaret, løser det ikke i sig selv problemet. Som det er nu, har I bare kridtet banen op. I har brug for at følge op på processen. Trin to er at konkretisere sine behov, så den anden forstår, præcis hvad der ønskes, og I begge kan se, hvornår det lykkes, og hvornår det ikke gør, med henblik på at gøre det bedre en anden gang. Hvad er kommunikation for eksempel for dig? Hvornår er det vigtigt at kommunikere, om hvad og hvor længe? Trin tre er at forpligte sig på hinandens behov. Du skal være parat til at give din mand, hvad han vil have, for at få, hvad du har brug for, og han skal gøre det samme. Hvis I er konkrete nok i jeres ønsker, kan det kun blive godt.
LÆS OGSÅ: Brevkasse: Min mand er gået fra mig. Få 3 eksperters råd her
Se på jeres dynamik
Maria Juhl, coach, specialist i ayurveda og yogaunderviser, mariajuhl.com:
Noget, der kan kaste lys over det, I oplever, er at se på det energetiske samspil mellem mand og kvinde. Mænd og kvinder er skabt til at udveksle energi gennem et kredsløb, ifølge tantrisk filosofi, hvor kvinden giver gennem hjertet, og manden giver gennem pikken. Omvendt er mænd modtagelige i hjertet, og kvinder er modtagelige i skridtet. Når kærligheden flyder frit mellem en mand og kvinde, giver kvinden sin kærlighed fra hjertet, og manden sender sin kærlighed ind i kvinden under elskoven. Deres energi eller kærlighed cirkulerer altså. Når der ikke bare gives, men også modtages uden forbehold, fuldendes det simple kredsløb, som giver så rigeligt af energi, glæde, vitalitet og sundhed. Begge parter vil føle sig dybt tilfredsstillede og lyksalige, som mange nok oplever i starten af et forhold, hvor de er åbne for hinanden og værdsætter forskellighederne. Hvis vi efter den første forelskelse begynder at se fejl hos den anden og ønsker, at denne var anderledes (eller at vi selv var), lukker vi mere og mere for det seksuelle energiskredsløb. Enten mister vi lysten til at give, eller vi lukker os fra selv at modtage. At kredsløbet af og til brydes, er en klassisk dynamik i parforholdet, men der er en dybere grund til, at det sker. Hvis kvinden ikke føler sig mødt i sine følelser og følsomhed, har hun ikke lyst til at åbne sig for manden. Og hvis manden føler sig afvist på sin mandighed, trækker han sig følelsesmæssigt. Jeg tror, det vil hjælpe jer, hvis I sammen snakker om denne dynamik og beslutter jer for at “lukke“ den anden ind. Det er nemlig oftest mest sårbart at modtage.
Opdag hinandens kærlighedssprog
Charlotte Bang, kommunikations- og udviklingscoach og mindfulnessinstruktør, charlottebang.dk:
Mennesker, der elsker hinanden, men ikke rigtig kan mærke det, er et tema, jeg jævnligt møder i min klinik. Og heldigvis er der oftest en temmelig simpel løsning på det. Familieterapeuten Gary Chapman opdagede, at der grundlæggende er fem måder, som vi mennesker viser og modtager kærlighed på. Disse fem kærlighedssprog er:
Anerkendelse: Ros, komplimenter, verbal opmuntring i svære situationer, kærlighedserklæringer
Fysisk berøring: Korte og lange kærtegn, ligge i ske, sidde tæt sammen, holde i hånd, kys og sex
Tjenester: Alle de små og store ting, vi kan gøre for hinanden
Tid: Det kan både være kvalitet og kvantitet, der er vigtig
Gaver: Det er den kærlighed, gaven symboliserer, nemlig at der er blevet tænkt over det. Her er gaver uden for højtider ofte særligt vigtige.
Alle kærlighedssprogene er lige værdifulde, men det enkelte menneske har typisk et primært kærlighedssprog, som ubevidst og automatisk bruges til at vise sin kærlighed, og som vi forstår meget bedre end de fire andre sprog. Det kunne lyde til, at du og din partner har hvert jeres kærligssprog, nemlig henholdsvis anerkendelse og fysisk berøring, og selv om I giver masser af kærlighed på jeres eget sprog, siver det ikke rigtig ind hos den anden, og det er derfor, I føler jer uelskede. Mit råd er derfor, at I begge bevidst begynder at vise kærlighed på den andens sprog i stedet for på jeres eget eller at bruge begge sprog samtidig. Det kan få jer begge til at føle jer elsket, og så har I gang i den positive ”føle sig elsket” opadgående spiral.