Bind mig med bondage igen, please!

Det er aften, og parcelvejen er øde, da min mand og jeg endelig finder, hvad vi søger, og parkerer bilen. Vi holder uden for et helt almindeligt hus, netop ankommet til stedet, hvor jeg skal bindes med bondage for første gang. Arm i arm ringer vi på. Mit hjerte er allerede på overarbejde. Parret, som vi kender en smule, åbner døren. De er begge klædt i sort, noterer jeg mig. Det virker højtideligt, og jeg kan lide det.

De er omtrent på vores alder. Hun er lille med kort mørkt hår, kvindelige former og hurtige bevægelser. Han er stor, lyshåret og meget rolig. Manden, som jeg kun har hilst på tidligere, skal binde mig. Det er derfor, vi er her. Ikke bare vikle mig ind i tov, så jeg sidder fast. Men kunstbinde, binde efter et særligt system, binde æstetisk og med akkuratesse.

Jeg har aldrig tidligere overvejet at lade mig binde med bondage, og jeg er ikke spor tiltrukket af det hårdere SM-miljø. Men de sidste par måneder har jeg været så presset på mit arbejde, at jeg har været i det mentale og handlekraftige gear næste uafbrudt. Jeg har nærmest forladt min krop. Resultat: Sexlivet hjemme er gået i stå, og jeg føler mig ude af kontakt med min blødhed og mine feminine sider. Noget må der ske. Jeg VIL jo gerne give mig hen, jeg kan bare ikke finde ud af at slippe lige nu. Måske det japanske bondage vil hjælpe.

Læs resten af artiklen på Tidens Kvinder