https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/september/sexmyterprim.jpg
Kærlighed og sex

7 myter om sex

6. september 2014
af Pia Melander Guilbert, redigeret til web af Lonnie Kjer
Foto: Shutterstock
Din mand mister sin seksualitet, hvis du afviser ham. Mænd vil ha' sex, og vi kvinder vil helst ha' nærhed. Men det er vores ansvar at finde overskuddet til sex. Enig eller uenig? Her får du ekspertens mening.

1. Sex er noget, man får

"Det er en stor sproglig misforståelse at omtale sex som noget, man får eller skal have. Det indikerer, at der er en anden, der skal levere varen. Hvis det så ikke sker, bliver forventningen let til en form for anklage, hvor den anden er skyldig i, at man ikke får det, man vil have. At dyrke sex sammen kræver, at begge parter kommer på banen. Med andre ord: Sex er et samspil, og skyldfølelse har aldrig gjort noget godt for nogens sexlyst."

2. En mand, der bliver afvist, mister sin maskulinitet.

"Sådan vil han nok selv opleve det. Der er ingen tvivl om, at sex både er med til at give mænd deres maskulinitet og kvinder deres femininitet, men om manden føler, at han mister maskulinitet ved afvisningen afhænger af, hvordan han håndterer den. Han skal prøve at lade være med at tage den personligt. I stedet skal han tale med kvinden om, hvad der skal til, for at hun får lysten tilbage. At blive fornærmet er ikke sexet. Omvendt har kvinden selvfølgelig også et ansvar for at afvise ham på en ordentlig måde, så det netop ikke bliver en kritik af ham."

3. Den, som har behovet, har ansvaret for at få det dækket.

"Det er en sandhed med modifikationer. Hvis manden har lyst til sex, og kvinden ikke har, kan hun ikke bare læne sig tilbage og sige: "Bare ærgerligt. Det kan du ikke få!" Hun er nødt til at tænke over, hvad der gør, at hun ikke har lyst og fortælle ham det. Manden må omvendt tænke over, hvad han kan gøre, for at hun får mere lyst til sex, og om han overhovedet er parat til at gøre det. Mange mænd er jo også trætte efter en lang arbejdsdag, og måske drømmer de bare om lige hurtigt at få udløsning og falde om på siden og sove. Sådan fungerer det generelt ikke for kvinder. De kan ikke bare omstille sig fra 0 til 100 på et splitsekund, men er nødt til at tune sig ind på manden og mærke samhørighed for at få lyst til sex."

4. Vejen til soveværelset går gennem stuen.

"Ja, det gør den oftest for kvinder. Det handler om at være gode til at tale sammen. Når sexlivet ikke fungerer, er det oftest et tegn på, at noget andet ikke fungerer. Få svesken på disken. Tal om det, der optager jer, og sørg for hele tiden at være tunet ind på hinanden. Hvis sexlivet er gået helt i hårdknude, kan det måske være nødvendigt i en periode at aftale, at man ikke har sex, men kan holde i hånden, kysse, massere hinanden og så videre. Kontakten skal være der altid og ikke kun som et forspil til sex. Flirt lidt hver dag. Send søde eller frække sms'er til hinanden og giv hinanden komplimenter."

5. Man bør have sex mindst én gang om ugen, ellers er man bare venner.

"Nej. Sådan en facitliste kan man ikke stille op. Det enkelte par må selv finde ud af, hvor ofte de har lyst, og der kan være perioder, for eksempel når man har små børn, hvor overskuddet ikke er der. Men hvis den ene har lyst, og den anden ikke har, må man i fællesskab finde ud af, hvad der skal til, for at det bliver bedre. Når kvinden har mindre lyst end manden, handler det ofte om, at hun har påtaget sig for mange af de opgaver, der burde være fælles. Det skaber en skæv magtfordeling. Hun må lære at slippe kontrollen lidt på nogle områder og give ham mere ansvar. I sidste ende er sex jo det, der adskiller mand og kvinde fra bare at være far og mor og venner."

6. Kvinder vil have nærhed. Mænd vil have sex.

"I virkeligheden vil vi det samme, men vejen derhen er forskellig. Jeg kender ingen kvinder, der ikke har lige så meget lyst til god sex som manden har. Man siger, at kvinder er auditive, mens mænd er visuelle. Mænd kan blive tændt af et par lækre bryster eller en god røv, mens kvinder falder for ord. Vi vil alle sammen have det gode forhold, hvor vi føler os forståede og elskede og har et godt sexliv."

7. Det er kvindens ansvar at sørge for, at hun har overskud til sex.

"Ja, men manden har ansvaret for at komme hende i møde, når hun for eksempel rækker hånden ud og siger: "Ved du hvad skat, jeg har simpelthen haft for mange opgaver hele dagen, og nu har jeg ikke overskud til dig." Det er vigtigt, at hun rækker den hånd ud og dropper ideen om, at han da selv må kunne se det. Det hjælper ikke at spille offer. Meld klart ud. Sexappel handler også om at føle sig ligeværdige."

Læs mere om eksperten, Katrine Axholm, på www.azholm.com

Spørg sexologen fra Shoppen -HER!

Læs også