https://imgix.femina.dk/media/article/karla.png
Liv

"Jeg havde brug for, at andre sagde: Det er jo en voldtægt, Karla"

14. september 2020
af
Maria Brus Pedersen. Foto: Petra Kleis
For fem år siden oplevede Karla Sørensen et seksuelt overgreb, da en fremmed mand stak sine fingre op i hende, selvom hun sagde nej. Nu glæder hun sig over, at loven bliver ændret: ”Da jeg læste nyheden, brød jeg fuldstændig sammen.”

Karla Sørensen er ikke sikker på, hvad hun skal kalde det, der skete for fem år siden.

I perioder har hun kaldt det et seksuelt overgreb. Men det er også lidt bredt. Andre gange har hun insisteret på at kalde det en voldtægt. Men var det det? Kan hun kalde sig et voldtægtsoffer?

Hun har aldrig rigtig kunnet se sig selv i de voldtægtsberetninger, hun har læst i diverse medier.

- Det var jo ikke sex, som vi normalt forstår det, penis-i-vagina. Og kan det så være voldtægt, hvis det ikke var rigtig sex? Når man ser på alle dem, der bliver ”rigtig voldtaget,” er det så okay, at jeg kalder min oplevelse for en voldtægt?

- Alt det gør, at jeg ikke føler, jeg har ret til at kalde det det, jeg egentlig føler, det er, siger hun.

Karla sidder med hænderne over kors i sin stue. Hun er 22 år gammel i dag, men har en ro over sig, som ofte først indtræffer noget senere end i start 20’erne.

Bag hende fylder et verdenskort den ene væg i stuen, sådan et af dem, der hang i klasseværelser for 10 år siden. Hendes brune hår er klippet i en kort page, pandehåret skærer lige over øjenbrynene.

De sidste par år har hun taget tilløb til at fortælle sin historie. Det har været vigtigt, at hun lyttede til sig selv undervejs, respekterede sine egne grænser.

For et par år siden fortalte hun sin historie i Amnestys store rapport om voldtægt i Danmark. Dengang stod hun frem med sit fornavn, men ikke efternavn.

Nu er hun klar til at stå frem med sit efternavn, men hun har ikke lyst til at have et billede af sit ansigt med. Det, at hendes egne grænser er værd at respektere, er hun først begyndt at lære nu, for i mange år har hun følt, at det overgreb, hun oplevede, måske var hendes egen skyld.

Bebrejdede sig selv

For fem år siden var Karla til fest med en venindes efterskolevenner. Hun drak Royal Export til festen, og hun var blevet fuld. Fuld på den måde, som man bliver fuld, før man rigtig har lært, hvor meget alkohol ens unge krop kan holde til.

På et tidspunkt havde Karla hentet en øl i køleskabet, og denne her dreng, ja, unge mand vel, havde drillende sagt, at hun ikke skulle tage hans øl. Det havde været sjovt, der var god stemning. Han drak også Royal Export.

Senere lagde hun sig op på et værelse i den dobbeltseng, hvor hun og veninden skulle sove. Det var varmt den aften, husker hun, så hun faldt i søvn kun i trusser, og det næste, der skete, er det, hun har svært ved at finde den rigtige betegnelse for.

LÆS OGSÅ: "Hun skulle sige nej tre gange, før jeg accepterede det"

Fyren med øllene havde lagt sig i sengen hos hende. Han kyssede hende. Hun kyssede igen. Det var sjovt et kort stykke tid, og så var det ikke sjovt mere. Hendes veninde lå og sov ved siden af.

Karla sagde nej til fyren, at hun ikke havde lyst, han skulle lade være. Hun prøvede at sige det højt nok til, at han kunne høre det, men så lavt, at hendes veninde ikke vågnede.

- Hun skulle jo ikke vågne, fordi jeg havde dummet mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var min skyld, så det skulle ikke gå ud over hende.

Han lyttede ikke til hendes ”nej”. I stedet stak han sine fingre op i hende. Hun husker, at hun prøvede at skubbe ham væk, men at det ikke hjalp.

Hun vendte sig om med ryggen til ham for at signalere, at hun ikke havde lyst, men det hjalp ikke, han blev ved.

På et tidspunkt stoppede han og lagde sig til at sove ved siden af hende, men var væk, da hun vågnede.

- Jeg lå bare og tænkte: ”Selvfølgelig sker det her for mig”.

https://imgix.femina.dk/karla_2.png

Næste morgen vågnede hun tidligt og samlede sine ting sammen. Hun husker følelsen af at ville væk derfra.

Aftenen forinden havde hun ladet sin telefon i stuen, opladeren sad stadig i kontakten, fyren fra natten sad lige ved siden af. Karla stod uden for stuen.

Hendes veninde gik ind og hentede opladeren, hun kunne mærke, der var noget galt. Alligevel gik der to år, før Karla fortalte hende, hvad der var sket.

- Jeg sikrede mig, at de ikke er venner mere, før jeg fortalte det. Jeg tænkte, at deres venskab jo ikke skulle gå i stykker, bare fordi jeg havde dummet mig. Jeg har stadig lidt følelsen af, at det er min skyld. Jeg tror, den er rigtig svær at ryste af sig. I så mange år har jeg følt, at jeg ikke havde retten til at bestemme over min egen krop, så det her var bare endnu en ting, siger hun.

Bestemte ikke selv over sin krop

På en måde var overgrebet, voldtægten, lad os holde det åbent, hvad vi kalder det, både kulminationen på oplevelser, der var gået forud og et forvarsel om, hvad der ville ske senere i Karla Sørensens liv.

Fællestrækket for det hele var, at Karlas krop ikke var hendes egen, Karlas krop var en, drenge kunne røre ved, grine af, tage billeder af, lave sange om og stikke fingre op i, uden at hun havde noget at skulle have sagt.

Hun behøvede ikke sige nej, for der var ikke nogen, der lyttede.

Karla har simpelthen aldrig haft en klar fornemmelse af, at hendes krop var hendes alene.

- I børnehaveklassen badede vi sammen både drengene og pigerne, og jeg kan huske, at jeg stod i badet med lukkede øjne, og da jeg åbnede øjnene, stod der tre drenge og grinede af mig. Så gik jeg hjem og sagde til mine forældre, at jeg ikke ville bade med de andre mere, siger hun.

Da hun startede på gymnasiet i Næstved, var der en gruppe drenge, der tog billeder af hende. De tog billeder af hendes bryster i tanktops, tog billeder af hendes røv og sendte dem rundt til hinanden i timerne. De skrev sange om hendes bryster.

- Det, at de tog billeder af mig, gjorde mig bare endnu mere sikker på, at det, der var sket til efterskolefesten, var min egen skyld, fordi det på en måde skete igen, fordi jeg igen ikke var ejer af min egen krop, siger hun.

Hun stoppede med at gå i tanktops i gymnasiet. Hun skiftede skole. I børnehaveklassen stoppede hun med at bade sammen med de andre. Efter overgrebet til festen stoppede hun med at drikke Royal Export.

Det er, som om at hver gang Karlas grænser er blevet overskredet, er hendes verden også blevet mindre. Hun har ændret adfærd. Hun er stoppet med at gøre det, der før var normalt for hende.

Lykkelig over ny samtykkelov

Der gik et år efter overgrebet til festen, før hun fortalte nogen om det. Hun havde svært ved at finde de rigtige ord, vidste ikke, hvad hun skulle kalde det, så hun holdt fortællingen ud i strakt arm og pakkede den ind i en tyk, ironisk distance.

Haha, grinede hun, hun havde da også prøvet at vågne ved, at en fyr kyssede hende og stak fingrene op i hende.

- Da jeg snakkede med mine veninder om det, sagde de, at det var en voldtægt. Da jeg så sagde det højt næste gang, følte jeg, at jeg havde lidt mere ret til at have det dårligt. Jeg havde brug for, at andre sagde: ”Det er jo en voldtægt Karla!”, fordi jeg ikke selv føler, jeg må kalde det det.

Karla har aldrig haft lyst til at melde ham, der overskred hendes grænser den nat, hun ved egentlig ikke, hvad det skulle gøre godt for. Alligevel er hun lykkelig for, at vi nu får en samtykkebaseret voldtægtslovgivning herhjemme.

- Da jeg læste nyheden, brød jeg fuldstændig sammen. Det var, som om at alle følelser kom op på samme tid. Jeg tror, det er det samme, som hvis man har kæmpet for at få et barn i tre år, og så er graviditetstesten endelig positiv. Det er både en kæmpestor glæde og en tanke om ”kan jeg nu stole på det?”

- Det betyder, at jeg kan se mig selv i loven, og at min historie bliver accepteret. Men for mig handler det ikke så meget om, hvad det betyder for mig personligt, for jeg synes egentlig, jeg er kommet ret langt.

Det vigtige er, hvad det betyder for de næste generationer, for min lillesøster og min niece.

Selvom hun er overbevist om, at hun heller ikke ville have meldt overgrebet, havde loven været en anden dengang, mener hun alligevel, det ville have gjort en forskel.

For med en samtykkelovgivning ville der forhåbentlig have været et større kulturelt fokus på, at sex er noget, begge parter skal sige ja til. Det ville hun have vidst som 16-årig. Det ville han forhåbentlig også have vidst.

- Jeg ville ikke have haft den samme skyldfølelse og skam over det.

LÆS OGSÅ: Maria oplevede en voldtægt på sin 17 års fødselsdag: "Jeg tror ikke, han ønskede at gøre mig ondt"

I den episode, hun husker, overskred han ikke hendes grænser for at gøre hende ondt eller for at udøve magt over hende. Sådan opfattede hun det i hvert fald ikke.

I stedet oplevede hun en ung mand, der ikke vidste, hvordan han lyttede til hverken hendes ord eller hendes signaler. Hun havde ikke behov for at melde det, men hun havde behov for at få en undskyldning.

Hun havde behov for, at de kunne tale om det, men hvordan taler man om et overgreb, når man er teenager og knap nok ved, hvordan man taler om sex?

- Jeg tror, noget af det bedste, der kunne være sket, var, at han havde sagt undskyld og påtaget sig skylden. Så tror jeg ikke, jeg ville sidde her fem år efter og stadig føle, at jeg har en eller anden skyld i det, siger hun.

Det er varmt i den lille stue. Hun har bare tæer, løse leggings og en gråblå top uden ærmer. I højre side af næsen sidder en tynd ring.

Senere i dag skal hun til begravelse, siger hun, og hun ved ikke, hvad hun skal tage på, for det er kvælende varmt udenfor. Jeg tænker, at der alligevel er sket en del, siden 16-årige Karla stoppede med at gå i tanktops.

Hun peger på Fiji på verdenskortet bag hende. Efter gymnasiet begyndte hun til psykolog, hun havde brug for at snakke om overgrebet med andre end sine veninder. De snakkede om, at hun havde brug for at udfordre sig selv og rykke nogle af sine grænser – i sit eget tempo.

- Jeg tænkte: ”Hvad er jeg allermest bange for? Hajer og at være et sted med mennesker, jeg ikke kan komme væk fra”. Så jeg tog til Stillehavet. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, der skræmte mig, siger hun.

”Nu er jeg begyndt at føle, at jeg faktisk godt kan sige nej”

At en fremmed mand stak sine fingre op i hende, imens hun sagde nej, var Karla første seksuelle oplevelse. Hun har stadig ikke haft sex, og hun er overbevist om, at det er en eftervirkning af overgrebet.

- Alle dem, jeg har mødt, har ikke lyttet til, hvad jeg sagde, og hvad min krop sagde. Jeg har følt, jeg var forpligtet, hvis en mand var kommet hjem til mig eller havde givet en øl, følt, at så skulle jeg give noget igen, siger hun.

Efter overgrebet mistede hun tilliden til mænd, alle mænd, fordi hun så mange gange havde oplevet, at de ikke havde respekt for hende, ikke respekterede, at hendes krop var hendes egen.

Så hun holdt sig fra mænd, holdt sig fra dating. Afviste fyre til fester, længe inden der egentlig var noget at afvise.

- Det har været helt vildt svært for mig at mærke, hvor mine grænser går, og det har jeg stadig. Hvis jeg siger ja til det her nu, men ikke har lyst senere, bliver det så lyttet til? Jeg har haft vildt svært ved at lytte til min krop, og hvad jeg egentlig havde lyst til. Så har det været nemmere at sige nej tre skridt før, for så kommer jeg ikke derhen, hvor jeg ikke kan sige stop.

- Jeg har holdt mig selv fast i en forestilling om, at alle mænd er idioter, så hvorfor skal jeg snakke med dem, hvis ingen af dem vil mig det godt? Jeg skal passe på nu, hvor jeg begynder at åbne mig op, at der ikke er én person, der kan ødelægge det for alle andre.

For et par uger siden var Karla til en fest med nogle venner, og en fyr kom over til hende og begyndte at kysse hende. Hun havde ikke lyst.

Hun fik øjenkontakt med hendes venner, der stod omkring dem, og hun vidste, at hun godt selv kunne klare det her. Hun skubbede ham væk. Sagde nej. Han kyssede hende igen. Hun sagde nej igen. Han stoppede.

- Det har jeg stadig den vildeste optur over. Det var så fedt at mærke, at min krop godt fysisk kunne skubbe ham væk, godt kunne sige fra. Nu er jeg begyndt at føle, at jeg faktisk godt kan sige nej i øjeblikket, og derfor er der ikke noget farligt ved at sidde og snakke med en mand.

Har du været bange for, at du ikke kunne sige nej?

- Ja, for det gjorde jeg jo ikke rigtig dengang. Han stoppede jo ikke, så jeg sagde jo ikke nok nej. Jeg har været bange for, at jeg ikke kunne sige nok nej. Men det handler jo ikke om at sige nej nok, det handler om, at vi skal lytte til hinanden.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også