Liv

Iben Maria Zeuthen: Hvorfor skriver Mette Frederiksen, at alt bliver godt igen?

af Iben Maria Zeuthen 20. januar 2021
Foto: Christian Bang
KOMMENTAR: Midt i krisen har vi brug for at gøre tingene enkle. Når noget gør os utrygge, bliver vi børn igen, som har brug for at se frem mod en lykkelig slutning på det hæsblæsende eventyr, vi befinder os i.

”Det bliver godt igen.”

Sådan stod der på forsiden af det kort, som Mette Frederiksen sendte medarbejderne på Christiansborg på juleferie med.

Det er også et citat, der har floreret på internettet illustreret af en regnbue, ofte tegnet af et barn. Og for børn giver det citat nok mening. Men Mette Frederiksens kort er sendt til voksne medarbejdere. Lad det være sagt med det samme: Jeg ved godt, det er udtryk for, at man vil indgyde håb og sende trøst ud i verden. Og det bifalder jeg.

Men citatet siger også noget om vores måde at aflæse virkeligheden på, og det siger noget om, at der måske ligger en mulighed i coronakrisen, som vi endnu ikke ser. For verden har aldrig været enten god eller ond - for de fleste er den begge dele, og som følge deraf kan vi ikke tale om en virkelighed, hvor ”det bliver godt igen”.

Som vores fine, fine digter Søren Ulrik Thomsen skriver:

"En gang om dagen er ensomheden så stor,at man ikke kan stille noget op med den.Og én gang er lykken.Indimellem må man så se at få ordnet sine ting."

Hvis vi ser bagud i tid eller indstiller blikket på at se ud over egne landegrænser, må vi erkende, at livet hverken for den enkelte eller for fællesskabet nogensinde har været ensidigt godt. Globalt set er verden forbundet i et net af begivenheder, der påvirker hinanden positivt og negativt i et uforudsigeligt og ekstremt komplekst sammenspil.

Livet er en sommerfuglehær

I Danmark har vi før oplevet epidemier, mænd er døde i krig og kvinder i barselssengen, fattigdommen har været stor, og livsvilkårene barske. Heller ikke den enkelte almene borger lever et enten godt eller dårligt liv. 

Min påstand vil være, at de fleste af os oplever livet som et underligt virvar af tilfredshed, rastløshed, mismod, taknemmelighed, meningsfuldhed og meningstab, og indimellem bliver man overvældet af lykke. Og så snart man opdager det, fordufter den som regel igen. Lykken. Den tåler ikke spotlys.

Det gode er ikke en statisk tilstand, og hvis man indregner vores medmenneskers liv, er der aldrig en situation, hvor man med rette kan sige, at alt er godt. Enten bærer vi bekymringen i os selv, eller også bæres den af vores næste. At abonnere på ideen om, at alt kan blive godt, er at fodre en urealistisk og ikke konstruktiv forestilling, som er uden historisk fortilfælde. Og mindre skal kunne gøre det. Der er en kæmpe lettelse i at erkende, at livet er en sommerfuglehær. Flaksende, ikke-lineær og usammenhængende.

Men derudover ligger der i løftet om, at alt skal blive godt, en spildt mulighed for at blive et dygtigere menneske. Dygtigere til at være medmenneske. Mange kæmper med ensomhed, kronisk sygdom og depression. Sådan var det før pandemien, og sådan vil det være efter pandemien. Nu har vi alle fået vores 11 måneder med en lille tår af deres medicin og vil bedre kunne sætte os i deres sted. På den anden side af krisen bør vi bedre kunne sætte os ind i følelsen af uvirkelighed, isolation og meningsløshed.

Vi bliver børn igen

Og så tilbage til Mette Frederiksen.

Hvorfor skriver hun mon egentlig, at ”det bliver godt igen”? Den deprimerede får ikke et lyst sind, bare fordi pandemien er slået ned. Den kræftsyge bliver ikke helbredt. For dem, der mistede en, de elsker, til corona og for dem, der stadig har senfølger efter at have haft virussen, bliver det heller ikke nødvendigvis ”godt igen.”

Jeg tror, at svaret er simpelt: Midt i krisen har vi brug for at gøre tingene enkle. Når noget gør os utrygge, bliver vi børn igen, som har brug for at se frem mod en lykkelig slutning på det hæsblæsende eventyr, vi befinder os i. Vi læner os op ad den trygge barnlige ondt/godt-fortælling, og jeg tror, jeg forstår mekanismen, men må jeg ikke komme med et ydmygt forslag: Lad denne krise arbejde for det modsatte. Lad os modnes som samfund.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er vores opgave med coronaen at øge vores empati for dem, der kæmper med livet. At styrke fortællingen om det mangefacetterede menneske og den komplekse tilværelse og give den fortælling plads. Genfortælle Søren Ulriks digt om lykken og ensomheden, der i enhver tilværelse til enhver tid vandrer side om side. Det vil mildne vores egen frustration over krisen og styrke vores fællesskab omkring visse menneskers svære livsvilkår.

Og indimellem, så må vi, som Søren Ulrik siger, se at få ordnet vores ting.