Hun troede, det ville gå helt galt. Men på Cypern forelskede hun sig i en ny ferieform

Forestil dig, at du står i en balje med iskoldt vand, mens du med venstre hånd åbner en mikroovn, sætter en tærte ind med højre, og lukker igen med venstre. Det er sådan, jeg danser. Så hvordan pokker skal det gå, når jeg om lidt skal kridte danseskoene og deltage i Ballroom Fitness her på Cypern?

De over 50 andre, der er her, har vel antageligt købt turen, fordi de elsker at danse. Jeg er mere typen, der står helt stille i baren til fester og ser andre danse, så på den måde er jeg ikke medlem af kerne­publikummet. Faktisk er jeg bange aftenen før. Nej, nu lyver jeg - jeg har været nervøs en måned, for dans er nærmest mit største traume. Jeg er med som journalist, og den her opgave er ikke just min favorit.

”Det er lige mig”, skriver min gamle veninde Charlotte, da jeg fortæller, hvad jeg skal. Ja, gud er det lige hende, for vi gik til jazzballet sammen på Jens og Lizzis Danseskole i et fabrikskvarter i Espergærde, da vi var syv-otte år, og hver uge blev hun hevet frem for at vise, hvordan det skulle gøres, mens jeg stod på bagerste række som bevis på, hvordan det ikke skulle.

Til afdansningsballet havde jeg misforstået dress­coden og mødte op i smækbukser og træskostøvler, og jeg skal da ellers lige love for, at den slags fodtøj kunne larme, når man trampede rundt på parketten, mens alle dem, der gik til standarddans, trippede rundt i deres pailletkjoler. Jeg er bange for alt med dans.

Og knap er jeg kommet ind i mødelokalet på hotel Sunwing Aiya Napa Bay på Cypern, hvor alle ny-dansere skal mødes, før en dame kommer hen til mig og råber: ”Heeej – jeg er Charlottes moster!”.

Selvfølgelig. Er hele den familie bare udstyret med dansefødder fra naturens side? Er det genetisk, eller må vi andre faktisk godt være med?

En del har tilsyneladende været her før og klapper som gale, da Elisabeth Dalsgaard træder ind. Hun er også ret magisk. Kvinden, der har opfundet konceptet med at tage på ferie for at danse, har nemlig ikke kun hjerne i fødderne – hun har også en absurd hukommelse og remser nu navnene op på alle deltagerne, mange af hvem hun først mødte i går til velkomstmiddagen: Kirsten, Lene, Lone, Else, Susan, Vicky, Anni, Tutten, Anette, Pia, Annika, Anny, Per. 58 navne – sgu meget godt gået. Så føler man sig velkommen.

Der er noget så eksotisk som to mænd. Den ene er her med sin kone, og den anden må være Danmarks snedigste mand. Hvor finder du ellers så voldsom et konglomerat af damer, der er klar på at ryste alt, de har, i takt eller lidt utakt til musik en hel uge i streg?