Liv
18. juli 2025

Hun går glip af venindens bryllup og nevøens konfirmation. Alligevel er hun taknemmelig for sit arbejde

Entertainer Malene Qvists sommer er magisk. Som sprechstallmeister i Cirkus Arena er sommerhuslivet skiftet ud med cirkuskaravanen, som besøger intet mindre end 105 danske byer i år.
Af: Gitte Madsen
Malene Qvist er sanger, tv-vært, entertainer og cirkusprinsesse.

Malene Qvist er sanger, tv-vært, entertainer og cirkusprinsesse.

Foto: Privat

Hvad er dine sommerplaner i år?

– At nyde friheden på landevejen i fulde drag og give alle publikummer en helt uforglemmelig tur i Cirkus Arena, som fylder 70 år i år. Det er mit andet år i teltet, og jeg skal på eventyr på min cykel i hver en lille krog, vi besøger i det danske land.

Hvad håber du bliver dit allerbedste sommerminde?

– Jeg glæder mig helt enormt til de uger, hvor min kæreste og søn er med mig og cirkus på tur. Og så glæder jeg mig til masser af sol. Sidste sommer regnede det helt vildt. Alle campister kender glæden ved at vågne op til morgensol på pladsen. Det gælder også for cirkusfolket.

Kort om Malene Qvist

Sanger, tv-vært, entertainer og cirkusprinsesse.

42 år og har en kæreste, mor til en dreng på seks år.

Aktuel som cirkusprinsesse og konferencier sammen med Bubber i Cirkus Arena, som turnerer over hele Danmark indtil september.

Hvem er med på dit sommerbillede i år?

– Det er Bubber, cirkusdirektør Benny Berdino og hans kone Hanne, som jeg hygger mig med hver eneste dag. Jeg er meget taknemmelig for at have fået en større og fantastisk familie gennem cirkus. Min egen familie besøger mig rundt i landet. Det betyder meget, at de også er med i eventyret.

Malene og Bubber sørger for, at Cirkus Arenas 70 års jubilæum bliver uforglemmeligt.

Malene og Bubber sørger for, at Cirkus Arenas 70 års jubilæum bliver uforglemmeligt.

Foto: Privat

Hvad er en god ferie for dig?

– Jeg kan rigtigt godt lide at udforske de steder, vi besøger. For mig er det de små ting, der skaber de største minder. En klokke, der ringer i døren hos en lille købmand, eller en sti med blomster, jeg kan plukke og tage med hjem i cirkusvognen.

Hvordan var din barndoms somre?

– Mine forældres sommerhus ved stranden i Røsnæs var og er stadig mit bedste sted på jorden. Sådan har det været, siden jeg var seks år gammel. Det handler om at bade mange gange hver dag, plukke bær og lave hybenmarmelade. Og masser af grill. Det har altid været sommer for mig.

Hvad er dit værste sommerminde?

– Bagsiden af min sommer er, at jeg går glip af flere højtider med dem, jeg holder af. I år er det min venindes bryllup og min nevøs konfirmation. Det er ikke sjovt at takke nej til at dele de store øjeblikke med dem, man elsker.

Hvem fortjener et postkort fra dig denne sommer?

– Min familie. Jeg er så taknemmelig for at få lov til det her cirkusliv, som betyder, at jeg er væk i flere måneder. Det er en stor gave at have en familie, der bakker op og besøger mig så tit som muligt.

Heldigvis er der tid til besøg fra familien i løbet af cirkussommeren.

Heldigvis er der tid til besøg fra familien i løbet af cirkussommeren.

Foto: Privat

Er du til klipklapper eller vandrestøvler?

– Jeg er til Crocs og kondisko. Det gælder om at være praktisk i cirkus. Jeg arbejder og bruger min krop aktivt hver dag i et halvt år og har kun en-to overliggerdage om måneden. Så jeg øver mig i at slappe af og passe på mit helbred, så min stemme og min krop holder hele sæsonen.

Hvad vil du lytte til?

– Fuglekvidder! Når vi har flere forestillinger på en dag med liveband i teltet, har jeg mere brug for ro og naturens lyde end for larm i ørerne. Men jeg hører altid radio i bilen, når vi flytter fra by til by. Det er nærmest et ritual.

Hvilken bog skal du læse?

– Jeg læser ”Emil fra Lønneberg” og ”Otto er et næsehorn” højt for min søn, når han er her. Jeg selv er mere til livsstils- og boligmagasiner med inspiration til vores nye hus i Kastrup.

Hvad pakker du i sommerkufferten?

– Cirkusgarderoben er proppet med strutskørter, pailletter, glimmer og kunstige øjenvipper. Udenfor manegen er jeg stik modsat. T-shirt, shorts, sneaks, nul makeup og en rodet knold øverst på hovedet, og så har jeg altid en malerblok, pensler og tegnegrej med i min håndtaske.

Glimmer i cirkus,  og til hverdag flade sneaks og shorts.

Glimmer i cirkus, og til hverdag flade sneaks og shorts.

Foto: Privat

Hvad elsker du at spise og drikke om sommeren?

– Ting, der knaser! Og så rosé og grillet jomfruhummer med persillesmør serveret i en solstråle med havudsigt i sommerhuset.

Hvad er dit bedste sommertip?

– Helt klart af med uret, væk med mobilen, op på cyklen og ud i det blå.

Hvad glæder du dig til efter ferien?

– Til at være mor på fuld tid igen. Min dreng skal begynde i skole. Det er kæmpe stort. Så jeg glæder mig til at bage boller og komme videre med vores helt eget hverdagscirkus.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 26/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.