uge 38: Jeg troede, det var nu!

I søndags havde jeg så megen muren i lænden, at jeg troede, at det godt kunne være begyndelsen på fødslen. Heldigvis havde jeg dagen før fået taget mig sammen og fået hentet liften og pusletasken hjem fra butikken. Egentlig ville jeg have hentet det hele - altså også barnevogn og tremmeseng, men butiksejeren opdagede et hul i nettet på barnevognens kaleche, så den bliver byttet i ugens løb. Og så kunne jeg jo ligeså godt lade tremmesengen stå også, for jeg har stadig ikke fået soveværelset lavet færdigt, og dermed står vores dobbeltseng og diverse kasser og fylder det hele i det kommende babyværelse.

Så med værkende lænd begyndte jeg at rede liften med en ordentlig madras, lagen og babydynen, der er syet af en voksendyne, der blev delt til to babydyner og en juniordyne, og jeg lagde også en lillebitte flyverdragt ned i liften, så bebsen kan holde varmen uanset novembervejrets luner.
Bagefter pakkede jeg pusletasken med bittesmå bleer, stofbleer, vaskeservietter og to små sæt tøj. Først havde jeg kun taget en lille lyserød sparkedragt frem, men så kom jeg til at tænke på, at det jo kan være, at den ellers så skråsikre udmelding fra scanningen, at det er en pige, ikke er 100 procent pålidelig. Det minder min ældste datter mig om, hver gang jeg på spørgsmålet om vi ved, hvad det bliver, svarer en pige. Så siger hun, mor det er jo ikke helt sikkert. For det har vi nemlig forberedt dem på, så de ikke bliver skuffede, hvis nu den kære lillesøster viser sig at være en kær lillebror. Så nu er der også kommet et lille sæt i hvidt med i tasken. Det kan godt være, at dynebetrækket er lyserødt med Peter Plys, men jeg nægter altså pure at putte en lille dreng i en lyserød sparkedragt.

Til sidst fik jeg pakket en taske til mig selv. Her er undertøj, en ammebh og tussegamle ammeindlæg, som to af mine mostre har syet af blødt bomuld med håndklædestof imellem. De er ikke særlig kønne, men de er effektive og supernemme lige at smide i en vaskepose og så med i kogevasken. Der er også diverse papirer og vandrejournal, kamera og min last - halvanden liter cola.

Alt sammen foregik med et stort smil, som min mand påstår, jeg har på, hver gang jeg skal ordne nogle babyting.

Han blev til gengæld lidt forskrækket, da han kom hjem efter at have været i svømmehal med pigerne, og der stod lift, pusletaske og en sportstaske pakket og klar. Er det nu? spurgte han. Men på det tidspunkt var de værste smerter gået væk igen, så jeg kunne berolige ham med, at det var det ikke. Jeg har dog en fornemmelse af, at der rent faktisk skete noget, og at jeg har åbnet mig lidt, så derfor har jeg hele ugen gået og sagt, at jeg nok føder i denne uge. Nu er ugen ved at være slut, og der er ikke sket mere siden, så nu må vi jo se.

Jeg tuller bare rundt, arbejder lidt, når jeg kan holde til at sidde ved pc'en for min iskias, ordner lidt på mit nye soveværelse, hviler lidt og glæder mig til, når det pludselig ikke er falsk alarm.