Gravid
31. august 2006

uge 26: Så er barnevogn og seng købt

Det er blevet svært både at nå jorden og få sko og støvler på - maven er i vejen, og jeg må have fået lidt vand i kroppen, selv om jeg egentlig ikke
Af: af Ulla Nielsen
babyting

Det er blevet svært både at nå jorden og få sko og støvler på - maven er i vejen, og jeg må have fået lidt vand i kroppen, selv om jeg egentlig ikke har bemærket det. I hvert fald er det et bøvl, og jeg er helt forpustet, når jeg får mig rettet ud igen.

Så med tanke på, at maven nok ikke ligefrem bliver lettere at bære rundt på efterhånden, som den vokser, og da manden stadig har en uges ferie tilbage, inden bøgerne kalder, har vi været på indkøb.

Vi har været rundt i et par forskellige butikker for at se på udvalget og priserne på både barnevogne og tremmesenge. For den gamle barnevogn fra de store piger er solgt, og tremmesengen sover min nevø i.

Der er godt nok mange forskellige at vælge imellem. Nogle enkelte modeller er tydeligvis noget bras, men resten ligner hinanden, så det næsten er helt umuligt at vælge. Så er det jo godt, at man har erfaringerne fra sidst at støtte sig til.

Tremmesenge, hvor bunden ikke kan løftes, så man skal bukke sig helt ned, hver gang barnet skal lægges eller tages op, blev sorteret fra først. Valget faldt på en, der virker som rigtig godt kram, god og solid. Godt nok kan siden ikke løftes op og ned, men til gengæld er den køn. Og så kan den efterfølgende laves til en lille sofa ved at tage den ene side af (hvilket vi sikkert aldrig kommer til at bruge, for når barnet vokser fra tremmesengen, er værelset sikkert så fuldt af legetøj, at tremmesengen må ud for at give plads til en større seng, men så må vi jo sælge den). Den kostede tusinde kroner i den ene butik og to tusinde i den anden, så det var ikke svært at vælge, hvor den skulle købes.

Samme sted fandt vi også den barnevogn, vi bedst kunne lide. Kassen er nem at tage af og på, den virker solid, og så har den mange lommer til sutter, lommetørklæder mv. Og gudskelov er barnevognsproducenterne kommet til fornuft, så man nu får en pusletaske med, der ikke er fuld af blomster, bamser og sløjfer. Det var de for seks år siden, da vi sidst købte barnevogn, så der måtte vi ud og købe en ikke-pusletaske ved siden af, for pusletaskerne var bare for gyselige. Til gengæld bliver de alle sammen ved med at sælge deres barnevogn med madrasser til både selve kassen og liften, som bare er til at smide ud, men som ikke kan vælges fra ved købet. Madrasserne er så simple, at man jo alligevel skal have købt nogle nye, så hvorfor laver de dem overhovedet?

Når nu vi ved, at det bliver en pige, har vi denne gang valgt en barnevogn med lidt rødt på, men hverken barnevogn eller tremmeseng kommer nu hjem foreløbig. Jeg er ikke en af de overtroiske, der mener, at det bringer ulykke at have barnevognen hjemme før barnet. Det er da gået godt to gange, og vi har altså nok andet at se til, når babyen kommer end at køre ud og hente barnevogn. Det er af rent praktiske årsager. Tingene er købt nu, fordi nu har vi tid til det, og fordi der er udsalg, men de fylder jo. Ja, selvfølgelig skal vi have fundet plads til dem om cirka tre måneder, men de står ganske udmærket på butikkens lager, og så behøver vi heller ikke betale endnu.

Foreløbig har vores lille tredje vidunder kostet os cirka 7500 kroner med de endnu ikke betalte ting. Men nu skulle vi vist også være ved at være der. Når jeg får sorteret tøjet, finder jeg sikkert ud af, at der mangler lidt hist og pist, og vi har da heller ikke købt hverken bleer, sutter eller andre af den slags småting endnu. Det haster ikke. Men det er rart at have de andre ting på plads. Ja, og så mangler vi også "lige" en ny bil, mens ugerne frem til sidst i november slæber sig af sted.

Læs mere om:

Læs også