uge 18: Maven vokser - og jeg har let til tårer

Der må virkelig være sket noget med mit lille vidunder i denne uge. Jeg har været SÅ træt. Selv om jeg har fået min nattesøvn, har jeg sovet en til to timer i løbet af dagen og har alligevel været snydetræt klokken 22. Og jeg har ikke haft mere travlt på arbejdet, end jeg plejer. Jeg er ikke syg. Og børnene har ikke vækket mig oftere, end de plejer, fordi de skal tisse, eller der er et myggestik, der klør.

Altså må det være graviditeten.

Her de sidste par dage er der da også sket noget rent fysisk. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at barn, livmoder og det hele inde i maven er væltet forover. Det presser mod den nederste del af maven, og den del er også vokset og blevet mere hård. Men samtidig mærker jeg barnet sparke så højt oppe, at det næppe kan være barnet, der ligger helt nede i bunden af maven? Og så måske alligevel… Jo det kan det jo godt være. Barnet må jo være omkring 20 cm nu, selv om det inde i mit hoved stadig er lille bitte.

Men det er ikke bare barnet og maven, der vokser. Mine hormoner er også begyndt at formere sig eller ændre sig, eller hvad det nu er, de gør. Jeg er nået der til, at det prikker i brysterne, hvis der tales om, eller jeg bare tænker på amning. Og så er der selvfølgelig klassikeren. Jeg bliver enormt let rørt til tårer.

Min ældste på seks år har været på biblioteket med sin far og kom blandt andet hjem med tegnefilmen Mulan. Den med den kinesiske pige, der klæder sig ud som kriger for at skåne sin syge far. Da hun vendte hjem fra krigen, trillede tårerne ned ad kinderne på mig! Bevares, det er da en af de bedre tegnefilm, men helt ærligt!

Det minder mig om, da jeg i en tidligere graviditet tilfældigvis kom til at se nogle ungdomshåndboldspillere få overrakt nogle guldmedaljer, og jeg begyndte at stortude - jeg havde overhovedet ikke set en eneste kamp og anede faktisk heller ikke, hvad det var, de havde vundet. Det står stadig lysende klart for mig, som et godt eksempel på, hvad graviditetshormoner kan gøre ved et ellers rimeligt fattet menneske. Nu skal vi i biografen og se Asterix i weekenden, så håber jeg altså på, at jeg kan holde tårerne tilbage, for ellers bliver det da pinligt.