Serena Williams afslørede stor nyhed: "Jeg var så spændt, da vi tre blev inviteret til Met Gala"
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.
Så er der atter engang glædelige nyheder at hente hos Serena Williams. Hun er nemlig gravid og venter sit andet barn.
Det afslørede den 41-årige tennisstjerne selv, da hun natten til tirsdag dansk tid troppede op på den røde løber til dette års Met Gala sammen med sin ægtemand, Alexis Ohanian.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie var Serena Williams iført en elegant sort og tætsiddende kjole, der gjorde, at tennisspilleren ikke kunne skjule babybulen.
- Jeg har det godt. Jeg kan trække vejret. Jeg kan ikke blive ved med at gemme mig, sagde hun på den røde løber, hvor hun også jokede med, at hun på grund af graviditeten ikke kunne drikke til gallafesten.
Alexis Ohanian og Serena Williams til The Met Gala 2023.
Foto: Evan Agostini/Invision/AP
Serena Williams har også bekræftet den kommende familieforøgelse på Instagram, hvor hun i et opslag har delt et billede af sig selv og manden samt skrevet følgende:
- Jeg var så spændt, da vi tre blev inviteret til Met Gala.
Serena Williams og Alexis Ohanian blev gift i 2017 og har i forvejen en datter på fem år ved navn Olympia.
I 2019 afslørede tennisstjernen, at hun gerne ville lave en lillebror eller søster inden alt for lang tid, da hun ønskede, at datteren fik en søskende tæt på sin egen alder, ligesom Serena Williams har sin storesøster, Venus Williams, der kun er et år ældre end hende selv.