Kunstig befrugtning: Pia fik tvillinger med hjælp fra både donoræg og -sæd

To små brunøjede børn titter nysgerrigt frem fra døråbningen. De snart treårige tvillinger Vilfred og Sallie er hjemme med deres mor, 44-årige Pia Giversen. Vilfred var nemlig på skadestuen i går til observation for hjernerystelse.

– Og jeg kunne ligesom godt mærke på det hele, at Sallie nok ikke ville acceptere, at det kun var hende, der skulle i børnehave.

Når den slags sker, er der kun Pia til at passe. Hun er alenemor til tvillingerne, der i 2015 blev skabt på en klinik i Valencia, hvor Pia fik hjælp til at blive gravid med æg og sæd fra spanske donorer. En såkaldt dobbeltdonation og en praksis, der først i år er blevet lovlig herhjemme.

– I Danmark har man villet sikre biologisk kobling til mindst én forælder. Men man kan jo godt adoptere, så jeg synes egentlig ikke, lovgivningen var helt logisk, siger Pia.

Ægdonation: ”for mærkeligt”

Pia Giversen har været single, siden hun var 28 år. Da hun som 38-årig stadig ikke havde mødt en mand, gik hun til lægen.

– Det var sent, men jeg skulle bruge tid på at forlige mig med tanken om at få børn alene. Det var jo et tab af kernefamilien, og det er en sorg, jeg bærer på, og som jeg tror, mange, der får børn alene, går igennem. Jeg skulle være tilpas med beslutningen om at blive enlig mor. Jeg skulle helst glæde mig.

Men da Pia fik status på sin frugtbarhed hos fertilitetsklinikken, fik glæden ikke lov at folde sig ud.

– Det så skidt ud. De forklarede mig, at det var en meget lille ægreserve, jeg havde, og at kroppen skulle bruge virkelig meget krudt på bare at få cyklus til at køre rundt – så meget, at det virkede nytteløst at stimulere med hormoner. Det er jo et spørgsmål om, hvor meget du kan piske en hest, der løber i forvejen, siger Pia med henvisning til kroppens overarbejde.

Klinikken gav Pia et visitkort til en spansk klinik: ”Vi tror, du skal have ægdonation, hvis du skal have børn”, lød beskeden.

– Jeg satte mig på en bænk og græd. Nu havde jeg endelig indstillet mig på at skulle være mor, selv om jeg var alene. Det med ægdonation var fremmedgørende for mig. Ingen forestiller sig, de ikke skal have børn med egne æg. Jeg tænkte: Det er jeg ikke sikker på, jeg kan. Det er simpelthen for mærkeligt ...

Nervepirrende flystrejke

Så trods de dystre udsigter forsøgte Pia alligevel fertilitetsbehandling med egne æg. Men ingenting skete. Det var opslidende – fysisk og psykisk, og da hun rundede 40 år, meldte hun sig ind i Foreningen for Ufrivilligt Barnløse.

Men hun kom også i en erfaringsgruppe om ægdonation, og her gav fortællingerne hende mod på alligevel at prøve dobbeltdonation. Valget faldt på Spanien.

– Jeg var til informationsmøde i Valencia, og da jeg fik menstruation dernede, var det bare om at rykke med det samme. Jeg fik medicin med hjem i en bærepose, som jeg skulle begynde at tage, og 14 dage efter skulle jeg komme og blive insemineret.

Lufthansa strejkede, da Pia skulle flyve derned.

– Det var så nervepirrende. Jeg ringede til min bror og sagde: ”Du er nødt til at hjælpe mig nu, jeg kan ikke overskue mere”. Så han overtog logistikken, og vi kom derned i tide, og alt forløb godt.

Fik nyheden på toilettet

Da Pia nogle uger efter inseminationen ringede for at få svar på, om hun var blevet gravid, var hun til et møde ude i byen.

– Jeg gik ud på et toilet i frokostpausen, låste mig inde og ringede. Jeg blev bare så super-
glad, så lykkelig. Det var virkelig svært at sidde til det møde resten af dagen. Jeg var ved at boble over.

Og da hun kort efter skulle scannes, kom nyheden om, at der var tvillinger på vej.

– Det var et chok, men også fantastisk. Jeg havde min bror med, og han sagde: ”Det bliver godt for børnene, men hårdt for dig ...”. Heldigvis var jeg lykkeligt uvidende om, hvor hårdt det er at have tvillinger alene, siger Pia, der heldigvis er forsynet med et stærkt netværk af både venner og familie. Hendes mor kommer fra Nordjylland fast en gang om måneden og har sit eget værelse i andelslejligheden på Østerbro.

Kroppen sagde o.k.

Tiden op til graviditeten havde været hård for Pia, fordi man i Spanien ”kører hårdt på med medicin”, som hun siger.

– Forestil dig, at du flere gange dagligt skal blande medicin, som du selv skal sprøjte ind i maveskindet. Jeg følte helt ærligt, at mit liv afhang af, om jeg gjorde det rigtigt. Samtidig skulle jeg i begyndelsen af graviditeten tage stikpiller morgen og aften. Det hele var en kæmpe stressfaktor.

Da Pia efter første trimester kunne slippe al medicin, lettede det hende på flere måder.

– Nu kunne jeg være helt almindelig gravid, og føle mig som andre gravide. Og jeg havde nærmest ingen gener i graviditeten efterfølgende. Det tolkede jeg som kroppens accept af, at jeg var blevet gravid på den måde. Det var befriende, siger hun.

Ingen hemmeligheder

Pia har nemlig hele tiden haft i baghovedet, at dobbeltdonation er usædvanligt, og hun er meget bevidst om, at hun giver sine børn ”andre vilkår”.

– Vi får jo børn for vores egen skyld. Det er jeg ikke blind for. De vilkår, jeg har givet mine, er, at de ingen far har og heller ingen biologisk spejling har i nogen. Jeg synes ikke, det er ideelt. Det er svært at sige endnu, hvordan de vil reagere, men det vigtigste er ikke at holde noget hemmeligt for dem, synes jeg.

Sallie og Vilfred er startet i børnehave og ser, at andre børn har fædre. Pia har forklaret dem, at da hun ville have børn, gik hun til lægen og fik hjælp fra en rar mand – en donor.

– Det med æg er en lidt længere og sværere historie, så det tager vi senere, siger hun og viser et par af de bøger, hun læser for tvillingerne: ”Hvor er Karlas far?”, ”Karla ønsker sig en far” og ”Karla leger mor og børn”.

Kæmpe gave og frihed

Vilfred har lagt sig ind for at sove. Han er stadig påvirket af den lette hjernerystelse.

– Vi skal bare have en stille og rolig dag herhjemme, siger Pia, der er IT-projektleder i Roskilde Kommune, arbejder 25 timer om ugen og har en ”fantastisk chef”.

– Det er helt afgørende for, at jeg kan få det til at hænge sammen, siger Pia.

Hun er dybt taknemmelig for de landvindinger, der er sket på fertilitetsområdet.

– Det er jo en kæmpe gave og frihed, at det her har kunnet lade sig gøre for mig, og jeg synes, det er godt, at dobbeltdonation er blevet en mulighed herhjemme nu. For ellers tager folk jo bare ud i verden og får hjælp. Hvis man virkelig ønsker sig børn, så gør man også alt for at finde en løsning.