Kan man fjerne hæmorider under graviditeten?
Hæmoridehelvede
Hvad kan jeg gøre? Jeg har været så generet af hård mave fra første dag i min graviditet, at jeg frygter at skulle på toilettet. Desværre tror jeg, at det har givet mig et lidt uheldigt og også ret pinligt problem. Jeg tror, jeg har fået hæmorider, noget af det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet. Jeg har forsøgt at finde frem til, hvad man kan gøre, men har ikke rigtig kunnet finde andet end operation. Kan man operere hæmorider, mens jeg er gravid, eller bliver jeg nødt til at vente til, jeg har født?
C. Rasmussen
Kære C. Rasmussen
Det er ganske almindeligt med hård mave i graviditeten. Det graviditetsbevarende hormon progesteron nedsætter bevægelserne i tarmen, og derfor kan man blive forstoppet, specielt i begyndelsen af graviditeten. Når man må arbejde mere for at komme af med afføringen, stiger risikoen for at få hæmorider. I løbet af graviditeten øges trykket desuden på blodkarrene i bækkenet. Blodet fra benene har sværere ved at løbe tilbage, og det øger også risikoen for hæmorider. Da årsagerne til hæmoriderne er graviditetsbetinget, er der en stor sandsynlighed for, at de forsvinder, når du har født. Derfor opererer man ikke, mens du er gravid. Hvis hæmoriderne ikke forsvinder efter din graviditet, kan operation komme på tale. Du kan selv gøre noget for at mindske generne. Du skal sørge for at spise en fiberrig kost, så din mave har noget at arbejde med, og du undgår forstoppelse. For at den fiberrige kost skal have en virkning, er du også nødt til at drikke rigeligt. Her gælder kaffe, te og cola ikke, da de virker vanddrivende. Regelmæssig, daglig motion kan også være med til at holde maven i gang. Dernæst er det vigtigt, at du passer dine afføringsvaner. Når du mærker, at du skal på toilettet, skal du tage dig tid til at gå derud. Hvis du ignorerer trangen, vil den efter et stykke tid forsvinde, og så risikerer du at blive forstoppet. Sidst, men ikke mindst kan du kontakte din læge for at få et middel mod hæmorider. De findes både som salver og som stikpiller. Nogle præparater virker smertestillende, og nogle har en skrumpende virkning på hæmorider. Tal med din læge om, hvilket middel du skal bruge.
Læs også:
Blødning i 12. uge