"I lang tid efter, gik jeg rundt og tænkte: Nå, men er jeg så en rigtig mor?"

Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, det skulle have været, men det var sådan, det blev.

For to år siden blev Liv Nimand Duvå mor til en lille stjernekigger-dreng efter en fødsel, der aldrig rigtig kom i gang.

Fem tortur-tangerende dage i søvnløst smertehelvede og en allergisk reak-tion på morfin, der fik hende til at kaste op i døgndrift.

Toppet med et kejsersnit. Og en svær efterfødselstid. Hun bruger selv ordet traumatisk.

Liv har, usædvanligt for hende som forfatter, skrevet romanen "Mødrenes hus" på kun et år – fra første sætning, til den røg i trykken. "Healende" kalder hun selv processen. Liv er ikke sin hovedperson Rosa, og Rosa er ikke Liv, men Rosas fødselsforløb er en videredigtning af Livs.

– Det rigtig sørgelige er, at vi måske ikke er så gode til at tale konstruktivt om de meget forskellige måder, man faktisk kunne vælge at gå til en fødsel på. Det bliver meget fløje. Enten er man til full-blown naturlig fødsel, og man skal nærmest selv hive barnet ud og bide navlesnoren over.

Eller også giver man bare fødslen fuldstændig fra sig og vil nærmest ikke have noget med kroppen at gøre.

Jeg kom selv på en jordemoderklinik med tanker om en form for naturlig fødsel. Jeg ville gerne undgå hospital, hvis det var muligt. Men det endte i stedet med overførsel frem og tilbage.

Fra klinik til hospital til klinik til hospital. Og så endte det med et kejsersnit. Det var rigtig svært, at de to systemer heller ikke talte med hinanden. Det gjorde mig utryg. Jeg kunne ikke føde naturligt, som man skulle kunne det det ene sted, og det andet sted blev jeg bare sådan en ting, der blev smidt rundt. Det ærgerlige ved det forløb, der bliver beskrevet i bogen, er, at det bliver begge systemer, der taber.

Og den største taber i midten er: Kvinden.

Omsorg

Det er det scenarie, Liv beskriver i romanen, som er en poetisk, drømmende afsøgning af, hvordan moderskabet i højere grad kunne være et varmt og givende fællesskab. Hvis vi kvinder var mere solidariske med hinanden.

– Fødsler er så sindssygt et område. Folk har så stærke holdninger, det gør det svært at etablere den nødvendige stemning af solidaritet blandt mødre. Vi skal blive bedre til IKKE at tænke det som en kamp på holdninger, og hvem der præsterede bedst og på den rigtige måde, og i stedet prøve at overføre den omsorg, vi har over for børnene, til hinanden og se, hvad der så kan komme ud af det. "Mødrenes hus", det her efterskriftsted i min bog, er en drøm, det er et utopisk sted. Jeg prøver at skrive samhørigheden og omsorgsfuldheden frem. Det er en drøm om, at vi på tværs af tid og generationer kan lære af hinanden og forstærke omsorgen for hinanden. Og hvordan det at tage sig bedre af hinanden samtidig kan være en måde at tage sig bedre af sig selv.

Hvad er den største løgn, vi kvinder fortæller hinanden om fødsler?

– Der er vel masser af løgne! Men måske noget med, at en fødsel er noget, vi skal kunne præstere. Min generation – og måske også generationerne før mig – har desværre lært, at når noget har med krop at gøre, så skal vi præstere og have kontrol og styring. Og selvfølgelig er en fødsel noget, vi skal præstere, der er ingen, der kan gøre det for os. Men … jeg tænker også bare, at der er en sammenhæng mellem præstationssamfund og vores tanker om, hvordan vi som kvinder skal præstere den bedste fødsel.

Hvordan har det været for dig at gå ind på den mentale fødestue igen i bogen?

– Jeg tror faktisk, det var ret healende for mig. For efter mit fødselsforløb manglede jeg nogen, der gad snakke det igennem med mig. Mine venner var ikke som sådan uinteresserede, men jeg tror ikke, de forstod, hvor vildt traumatisk det egentlig var. Jeg følte mig bare mega-ensom. Den oplevelse, jeg havde haft, gjorde, at jeg ikke bare kunne tænke: Nå, men nu er det overstået, nu er barnet her, nu kan jeg bare fortsætte. Det hele blev hængende inden i mig.

– Der er samtidig det, at man jo skal videre, for samfundet er heller ikke rigtig gearet til, at man går rundt og har det helt vildt voldsomt, fordi man har været igennem denne her … overgang. Jeg tænker nogle gange på fødslen som en overgangsfase på linje med puberteten eller dåben. Hvis man ser det som en overgangsfase, mangler vi et eller andet symbolsk til at gøre det rituelt. Vi mangler nogle ritualer, som kan vise, at det her ikke bare er en fødselsdag for barnet, det er også en overgang for kvinden.

Hvad var det værste for dig?

– Hmmm. Det værste og det, der overraskede mig mest, var alle de skamfulde følelser, der dukkede op i mig, fordi jeg havde haft en forventning om, at fødslen kunne udvikle sig på alle mulige måder, og så ville det i sidste ende gå godt. Men det gjorde det bare ikke. Og jeg kunne ligesom ikke komme ud af det igen, så der var en masse skamfulde følelser omkring det. Også over at have fået kejsersnit. I lang tid efter gik jeg rundt og tænkte: "Nå, men er jeg så en rigtig mor?" I dag lyder det fuldstændig sindssygt i mine ører. Selvfølgelig er jeg mor. Men det var bare i mit hoved, at det var noget, jeg ikke formåede.

Den første tid?

– Var enormt forfærdelig. Det må jeg bare sige. Egentlig var det værste, at fødslen blev ved med at ligge som en dyster sky over mig. Man når jo ikke at bearbejde det, før man bliver kastet ud i den nye tilstand, som for mig blev ret angstfuld. Pludselig var min krop ikke længere min. Og det trives jeg ikke med.

Der ligger også et skisma efter fødslen: Morkroppen er barnets, men skal samtidig finde ud af at være seksuel igen?

– Aiih, men dét der – det er fuldstændig sindssygt. Hos lægen, til fødselsforberedelse, eller hvor det nu er, får man at vide, at "der skal gå så og så lang tid, før I må begynde at have sex igen", og man går ud fra, at sex – det er med en pik ind i det område, der lige har født et barn. Det er fuldstændig vanvittigt. Manden har ... brug for det, eller? Det kunne også være, at man ikke SELV havde brug for det. Come on! Man kan jo have sex på andre måder end penetration. Har kvinden brug for hardcore sex lige efter en fødsel? Nogle har det måske, og det er da rigtig fint. Men for mig ... nej, hvor er det altså sindssygt.

Så:

– Hvorfor taler man ikke i stedet om, hvad kvindens krop har brug for? At tage udgangspunkt i mandens behov bliver endnu en ting, som kvindekroppen skal præstere.

Rollercoaster

Der er selvhjælpsbøger. Der er pjecer. Der er ambulantjordemødre. Der er fødselsforberedelse. Ikke desto mindre:

– Så tror jeg faktisk, at jeg er sådan en person, der gerne ville have vidst lidt mere inden. Jeg tror nok, jeg forstod, at det kommer til at gøre SÅ ondt, derfor taler vi ikke om det. Men hvordan min psykiske tilstand var efterfølgende og så bare amning, alle de hormoner – jeg ville gerne have været forberedt lidt mere. Fødsler er ikke noget, jeg er stødt på i litteraturen før, det er først kommet de sidste par år, og det er rigtig godt, for vi har manglet de beretninger for at undgå den der: Det er KUN forfærdeligt, eller det er KUN lykkeligt. Der er så mange forskellige måder, man kan blive mor på, og jeg ville bare ønske, at nogle havde delt de mentale aspekter med mig. Hvordan det kan være en psykisk rollercoaster af lykke, angst, depression. Jeg har bare set alle de der Facebook-opslag med små nuttede babyer. Men hvad sker der INDEN og EFTER det? Det ville være dejligt, hvis vi som kvinder blev bedre til at tale med hinanden om fødsler og barselsperioder. Uden at det bliver inden for en eller anden fast ideologi. Det ville være rigtig rart. Mere omsorg!

I gamle dage kom man med en barselspotte med mad til den nybagte mor i erkendelse af, at det var hårdt at blive mor. Et fint omsorgssymbol, ikke? I dag er det med omsorgen ligesom gået tabt.

– Vi tror, vi skal komme på besøg lige efter fødslen og vise barnet kærlighed. Vi spørger om højde, vægt og øjenfarve og kommer med gaver til barnet, og så kører det. Barnet er bare en lille klump, der skal ligge tæt hos sin mor. Så hvad med at spørge, om moren er okay? "Hey… Hvordan har DU det, har du brug for at tale forløbet igennem, har du brug for et kram, vil du i bad, så kan jeg holde barnet."

Eller hvad med lidt omsorg på hospitalet? Skal jeg skifte dit sengetøj? Massere dine fødder? Passe dit barn en time, så du kan hvile dig?

– Det kunne være virkelig dejligt. Det håber jeg også skinner igennem min bog. Det bliver nærmest lidt komisk, da alle de her ansatte efter fødslen kommer ind og siger: "I skal huske at få talt forløbet igennem med nogen" – og så går de, de har ikke tid. Det handler ikke om de enkelte ansatte, men der er ikke personale nok til, at nogen lige sætter sig ned og sørger for, at den, der har født, er okay.

I det helt store og overordnede perspektiv handler vores syn på nybagte mødre om respekt:

– For det handler også om, hvilken status fødende kvinder har. Det bliver ikke set som det sindssyge arbejde, det er. En ting er, at man også træder ud fra arbejdsmarkedet, karriere og dårligere pension, og det ved vi alt om … Men noget andet er, at det er her, livet starter, og vi har et samfund, der ikke sætter pris på det sted i livet. Alle, der har født et barn, burde have en slags "medalje": "Du skal bare have al den luksus, der overhovedet er". Der burde være en kommunalt beordret spa-pakke!

Natur

Før. Og efter. Forestillinger. Og virkelighed.

– Mænd, kvinder og hele den der binære ting … inden jeg blev gravid, betragtede jeg primært køn som en social konstruktion og var ikke særlig optaget af det fysiske aspekt. Og jeg mener stadig, at køn konstrueres kulturelt, men shit, hvor er der også meget fysik på spil. Det er OGSÅ bare hardcore natur, og det kan vi ikke stille noget op med. Da jeg blev gravid, opdagede jeg, at min krop pludselig styrede mig. Jeg har selvfølgelig også haft menstruation, siden jeg var 12, og en gang om måneden er jeg blevet mindet om, at jeg har et underliv, der kan reproducere. Jeg tror altså, det gør noget ved os. Mænd oplever ikke, at kroppen skifter, eller at der er rytmer og faser, de skal igennem, som kvinder gør.

Liv har altid været feminist, men med fødslen forstod hun mere hands-on noget essentielt:

– Da jeg blev mor, forstod jeg virkelig også, hvilket usynligt fællesskab der på mange måder binder forskellige kvindeskæbner sammen. Som handler om graviditet, fødsel, efterfødselstid og det at være mor. Hvor både smukt og ekstremt hardcore det er. Så jeg begyndte at læse meget historisk litteratur om fødsler og familiekonstruktioner og betydningen af moderskab i forskellige tidsperioder. Jeg gjorde det, mens jeg var i den akutte efterfødselstid og ammede og havde følelserne uden på tøjet, og hormonerne bare kørte rundt, og jeg følte bare, at NU forstår jeg hvordan historiens udvikling hænger sammen. Det er også en historie, der handler om, hvordan vi har overlevet. Det med at forstå det med min egen KROP – okay, der har siddet kvinder og haft det på den måde i deres kroppe, som jeg har det nu, hvor man bare er SÅ sårbar og har det så ømt. Smertehelvedet. De har også været igennem sindssyge fødselsforløb, som kan se ud på mange måder, og som ikke har været nemmere førhen. Der er kvinder, der har født i krige, i kæmpe fattigdom, i andre stadier af udvikling. Og stadig gør det. Mine egne familiemedlemmer, der er generationer over mig, fødte 10-15 børn. Altså én kvinde! Så forstår man også, hvor vigtigt det var, da prævention kom frem, fordi kvinder selv kunne bestemme, om de ville have børn eller ej. Det var, som om det eksploderede i mit hoved, da jeg læste. Som at genforstå hele civilisationens historie.

En fødsel er altid livsforandrende mentalt?

– Ja, det vilde er, at når jeg snakker med kvinder, der er meget ældre end mig, så står fødslerne tit så klart i deres erindring. Det mærkelige er, at mange ofte går og undertrykker det og ikke vil tale om det. Og at der heller ikke er noget rum for at tale om det – men samtidig er det virkelig en livsomvæltende begivenhed, det tror jeg bare, at vi skal anerkende. Så har vi de her mødregrupper, og det kan være rigtig godt for mange men …

Brugte du ikke din?

– Nej, jeg havde det ikke så godt. Jeg var både psykisk og fysisk smadret. Jeg kom ikke rigtig af sted. Jeg kunne ikke. Altså … jeg følte mig på det tidspunkt ret forkert, fordi jeg ikke mente, at jeg havde født rigtigt. Hvilket er fuldstændig fucked. De få gange, jeg kom ud og så de andre, der havde født, romantiserede jeg enormt meget, hvordan de havde det. Jeg lå under for fortællingen om den perfekte fødsel og følte, at jeg havde fejlet.

Hvordan?

– Alt det der skam i forhold til fortællinger om den rigtige fødsel og den forkerte fødsel og den rigtige mor og den forkerte mor. Det skal udryddes, det giver ikke nogen mening. Det er jo ikke noget, vi selv kan gøre for, og det hænger ikke sammen med vores evne til at være en god forælder. Men desværre – efter jeg havde været igennem den fødsel, jeg var igennem, så VAR det sådan, jeg havde det. Det var bare rigtig meget at skulle deale med, samtidig med at jeg også skulle lære et lille barns rytme at kende, samtidig med at jeg havde den fødselsoplevelse, som var sådan et traume, jeg OGSÅ skulle deale med. Det første halve år var virkelig hardcore.

Tårer?

– Ja. Og det med at amme … det skal man, og der er også noget omkring det. Altså … jeg havde ikke umiddelbart særlig meget lyst til at amme, men jeg fik selvfølgelig at vide, at det skulle jeg. Af sundhedspersonale og så videre. Det skulle man. Men altså … det der erstatning er af virkelig god kvalitet i dag. Der tænker jeg også, at kvinder skal have lov til at vælge selv, for det er vores kroppe, vi skal selv vælge, hvordan vi vil være mødre. Det er fint med oplysning om, hvor godt det er at amme. Men lad være med at pådutte. Husk, at kvinden altid har et frit valg. Det er den vildeste propaganda, man er igennem, når man bliver forældre. Alle de pjecer. Både når man er gravid, når man lige har født, og når man kommer hjem, er der SÅ mange holdninger til, hvordan man skal gøre.

Din mor har født dig – har du kunnet tale med hende?

– Hmmm. Min mor var meget stolt af sine fødsler. Sådan: "Jeg havde ingen graviditetsgener, det var super, det gik skidegodt, og det var det fedeste i verden at føde." Total power. Det, syntes jeg, var lidt svært, for der var alt muligt, da jeg var gravid, jeg var nervøs, jeg syntes også, det gjorde ondt, og jeg var ret ængstelig. Men da barselstiden kom, var hun sød til at hjælpe mig, og så var det, som om hendes hukommelse gradvis kom tilbage, i takt med at hun så mig i enormt sårbare situationer, hvor jeg ikke kunne amme, og hvor det gjorde så ondt, fordi jeg havde sår på brysterne, og barnet kunne bare ikke holde op med at græde. Og lige pludselig sagde hun: "Jamen, du blev jo også født om sommeren, det var i juni, men jeg var nærmest ikke ude af lejligheden i den periode." Hun gik fra, at det havde været fantastisk, til at virkeligheden kom tilbage til hende. Det var dejligt for mig, at hun også kunne dele nogle af de svære ting, da hun så mig i det. Men jeg tror, der ligger mange lag af fortrængninger hos mange kvinder, der har født. Så samtalen på tværs af generationerne er rigtig vigtig. For jeg hører tit formuleringer som: "Dengang gjorde vi det bare, det var ikke så bøvlet, bare fød et barn til, så bliver det nemmere, og så kan de underholde hinanden." Dét skal vi ud over.

Sårbar

Rosa får i romanen skældud, fordi hun ikke er fødende på "den rigtige" måde. Respektløsheden er åbenlys. Og viser, hvor nemt man risikerer at gå over en kvindes grænser i en situation som en fødsel, hvor hun er allermest sårbar.

– Også grænser i forhold til vores kroppe. Jeg har nu oplevet de fleste jordemødre være gode til at spørge ind til grænser, men der er bare så mange steder – lige med underlivsundersøgelser – hvor jeg har følt, at kroppen ikke er MIN længere, at mine grænser er overtrådt for lang tid siden. Til sidst ligger man bare dér … Hvis det var mænd, der fødte, hvordan mon det system så havde været? Også bare det med at skulle være nøgen. For nogle er det helt okay, men for andre er det ikke okay. Der er så mange grader af overskridelser, man skal igennem. Og kontroltab. Det er helt vildt, jeg har aldrig før oplevet så stort et kontroltab i mit liv. Generelt lever vi i en civilisation, hvor vi hele tiden forsøger at kontrollere naturen og dermed også kroppen. Men når man føder, er det den vildeste dyriske natur, og … fordi det ikke er noget, vi er vant til, har rigtig mange fødende det akavet med det.

Man hører tit argumentet, at unge kvinder er for kontrollerede, og at det er derfor, de ikke kan rumme kontroltab. Som i en fødsel, hvor naturen træder ind. Men Liv siger:

– Det er rigtig tit unge kvinder, der får skylden for alt, men det er så NEMT at skyde skylden på 12-talspigerne, ikke? Men come on, hvad er det for et begreb? Hvem og hvad har skabt dem og det? Man skal bare HOLDE OP med altid at sige, at det er kvindernes skyld. Hvis mange kvinder er blevet gode til at kontrollere sig selv og også FOR gode til det, er det måske, fordi vi lever i et samfund, hvor kvindens krop altid er blevet kontrolleret.

– Tag sådan noget som at amme i offentligheden. Det er ikke engang særlig mange år siden, at der var cafeer, der forbød det. Så vi lever også i en kultur, hvor man ikke er særlig glad for kvindekroppen, når den ikke er helt kontrolleret, og den fødende og ammende krop er altså ikke kontrolleret, men lækkende og svedende og bare rigtig meget krop. Det offentlige rum er ikke gearet til så meget krop. Ikke gearet til en kvindekrop, der ikke er kontrolleret og serveret for patriarkatet.

Så fik de den!

Tør du få flere børn?

– Haha … ikke lige nu. Jeg tror, det for nogle kan være healende at få en toer. Men jeg ved faktisk ikke, om jeg skal have flere børn.