sovende baby
Gravid

Har du en ”high need baby”?

12. juli 2019
af Anette Snarby, journalist på kk.no
Foto: Panthermedia
Det er let at føle sig utilstrækkelig og udenfor, når det ser ud, som om alle andre har nemme babyer.

Men nogle forældre oplever de første måneder med baby som en stille brise, er det for andre den rene tornado, hvor hele livet bliver vendt op og ned.

Men selvom din baby er noget mere udfordrende end dine venners børn, behøver det ifølge den amerikanske børnelæge Williams Sears slet ikke betyde, at der er noget ”galt” med din baby, eller det, du gør. Det kan bare være, at din baby er det, han kalder en ”high need baby”.

Den danske forfatter Tine Schrøder Lunøe har skrevet en bog om emnet. I bogen ”Babykaos” giver hun forældre praktiske tips til, hvordan de lettere kan komme igennem hverdagen med en high need-baby.

- For forældre, der oplever udfordringer med deres baby, kan det være en stor lettelse at finde ud af, der er noget, der hedder high need-babyer. Så finder de ud af, at de ikke er alene, og at andre har haft lignende oplevelser, siger hun.

- De fleste forældre oplever nok, at deres baby kan have urolige perioder, men det er de færreste, der har en udpræget high need-baby. Det betyder, at mange forældre til high need-babyer ikke kender andre, der slås med de samme problemer – i hvert fald ikke i samme grad. Som forældre kan man komme til at spørge sig selv, hvad det er, man gør galt.

- En typisk situation er en mødregruppe, hvor alle babyerne ligger og sover i barnevognene, bortset fra moderen til en high need-baby, der står og hopper med en baby, der ikke kan finde ro. Det er let at føle sig utilstrækkelig og udenfor, når det ser ud som om, alle andres babyer er nemme, siger hun.

LÆS OGSÅ: Er dit barn særligt sensitiv?

Har et usædvanligt stort behov for bevægelse og fysisk kontakt

Typiske udfordringer for forældre med high need-babyer er ifølge Tine Schrøder Lunøe, at babyerne ofte er urolige, sover dårligt, har et stort behov for fysisk kontakt, et højt aktivitetsniveau – samtidig med, de er lette at overstimulere.

- High need-babyer har ofte svært ved at falde i søvn og vågner ganske let. Fordi babyer generelt har et stort søvnbehov, er det ofte et af de største problemer. Forældrene oplever måske, at barnet kun sover 29 minutter af gangen, noget som betyder, at barnet ikke kommer ned i den dybe søvn. Når barnet vågner efter kun 20 minutters søvn, vil han ofte være utilfreds, fordi han er træt, og det lykkes ofte ikke at få ham til at sove igen.

Ifølge Tine Schrøder Lunøe har high need-babyer også et usædvanligt stort behov for bevægelse og fysisk kontakt, noget som kan det ekstra svært at få dem til at sove.

Nogle high need-babyer vil f.eks. ikke sove i barnevogn, men kun på en af forældrene. Andre high need-babyer kan godt sove i barnevognen, men kun hvis den er i konstant bevægelse for at barnet ikke skal vågne. Nogle forældre oplever, at baby vågner, bare de stopper for rødt lys.

- Derudover er mange high need-babyer meget aktive, og de vil gerne ud og opleve verden. Men pludselig kan det blive for meget, så man skal som forælder være god til at lytte til barnets signaler, siger hun.

Genkendte sig selv

Trine Lise Jacobsen, som skriver den norske blog Fru Jacobsen og er mor til fire børn, fortæller, at da hun første gang hørte om begrebet high need-baby, følte hun med det samme, at mange af karakteristikaene passede på hendes ene datter.

- Da jeg læste amerikanske studier om high need-børn, følte jeg bare, det ramte plet. Og jeg husker, at jeg blev så lettet, da jeg læste, at der var nogle børn, der var sådan.

Allerede da datteren var bare to uger gammel, sagde sundhedsplejersken, at hun var usædvanligt vågen og ”med”. Desuden var hun utroligt kontaktsøgende og kunne ikke lide skiftende rutiner.

- Hun sov aldrig mere end 30 minutter til en time, kun når vi havde gæster. Da sov hun let fem timer på grund af den hvide støj af mennesker, der snakkede. Hun vågnede også meget om natten og græd på grund af mareridt, nattøj, der irriterede, syntetiske stoffer, sengetøjets sømme og lignende, siger hun.

Datteren er i dag syv år gammel og har hele tiden være utroligt fagligt stærk. Hun har blandt andet kunne skrive og læse siden hun var kun fire år gammel. Trine Lise Jacobsen mener, at det at være high need har mange fællestræk med det at være særligt sensitiv.

- Det at lære om high need-babyer og højsensitivitet har hjulpet mig til at forstå, hvad det er for nogle grænser, der skal sættes. Hvad kan hun være med til, og hvad kan hun ikke være med til for ikke at blive helt udmattet. Jeg har også lært, hvad vi skal udfordre hende på. Fordi hun er så fagligt stærk, har hun brug for opgaver, som passer til hende, fordi hun let keder sig og ikke ser pointen i ting, der ikke giver mening for hende.

LÆS OGSÅ: Netsundhedsplejerskens bedste putteråd til babys søvn

Vigtigt at forældre hjælper sig selv

Tine Schrøder Lunøes bedste råd til forældre med en high need-baby er, at de hjælper sig selv. Med det mener hun, at forældre skal gøre det, der er nødvendigt for at få barnet til at sove, og fortsætte med at sove i længere perioder af gangen. Selvom det indebærer, at man må ty til hjælpemidler, som man ikke ved, om man vil bruge på sigt.

- Fra min søn var to uger, til han var tre måneder gammel, kunne jeg f.eks. kun få ham til at sove ved at amme ham i en slynge, mens jeg gik og sang. Da han var en måned gammel, forsøgte vi at introducere slyngevuggen, men den fungerede først, da han var tre måneder. Når han sov i den, blev han svøbt i en stofble liggende over øjnene og med en sut i munden. Jeg blev så nødt til at vugge ham i 45 minutter. Fra han var tre til ni måneder, sov han i slyngevuggen, og fra han var ni måneder, begyndte han at sove i en almindelig barneseng om dagen. Om natten lå han helt indtil mig.

- Min pointe er, at babyer ændrer sig så hurtigt, at det er okay at gøre det, som virker her og nu, men det betyder ikke, at man altid bliver nødt til at gøre det sådan, understreger hun.

Hvis man har et barn, der nægter at ligge i barnevogn, anbefaler hun at bruge en slyngevugge, en slynge eller et godt bæreredskab.

- Det at svøbe barnet og hvid støj er også meget effektivt. Hvis man har en meget aktiv baby, kan det være hyggeligt for babyen at komme ud og opleve noget, når den er vågen. Det vil ofte give en mere tilfreds baby. Men som forælder må man også passe på, at babyen ikke bliver overstimuleret. Det er en vældig svær balancegang.

- Hvis man har mulighed for det, kan det være en lettelse at møde andre forældre til high need-babyer. Men ellers vil jeg opfordre til, at man ikke sammenligner sig selv med forældre til ”almindelige” babyer. Selvom alle babyer selvfølgelig kan være urolige af og til, er det krævende på en helt anden måde at være forælder til en high need-baby, siger Tine Schrøder Lunøe.

Det kendetegner en «high need baby»

  • De er mere intense: High need-babyer lægger mere energi i alt, de gør; om det så drejer sig om gråd, latter eller protester, når deres behov ikke bliver mødt.
  • De er ekstra aktive: Mens de fleste nyfødte børn elsker at blive svøbt (fordi det minder dem om forholdene i maven), vil high need-babyer hellere være i aktivitet og have muligheden for at kunne bevæge sig.
  • Spiser ofte: High need-babyer vil ikke kun ammes oftere, de har også behov for at blive ammet længere tid end andre babyer. Noget, der indebærer, at et ammestop ofte tager længere tid end for andre.
  • De er mere krævende: High need-babyer er lidt mindre tålmodige end andre. De giver højlydt udtryk for deres behov og accepterer sjældent alternatover.
  • Vågner let og ofte: High need-babyers overfølsomhed og nysgerrighed på omgivelserne påvirker deres søvnvaner og gør, at de lettere vågner op om natten.
  • Stort behov for kropskontakt: High need-babyer har mere behov for at være tæt på sine omsorgspersoner end gennemsnittet, og viser også ofte tegn på separationsangst.

Kilde: askdrsears.com

Læs også