6. uge: Lalleglad med kvalme

Det er fantastisk dejligt at være gravid.
Jeg har fornemmelsen af at rende rundt med et smørret grin hele dagen. Men åh, hvor er det dog svært at lade være med at fortælle det til alle og enhver. Som de fleste andre vil jeg godt lige vente til omkring ottende uge, så jeg er sikker på, at graviditeten "hænger ved". Ikke at jeg nogensinde har prøvet at miste en graviditet, men alligevel. Tanken om at skulle fortælle gud og hver mand, at det ikke blev til noget, kan godt få mig til at holde mund lidt endnu. Så må jeg jo nøjes med at fantasere om, hvordan vi skal fortælle den gode nyhed, og hvordan vores to piger, familien og vennerne vil reagere.

Men det er nødt til at være snart. Jeg kan ikke blive ved med at holde mund. Og de bliver nok også snart mistænksomme. Jeg plejer trods alt ikke at være helt så lalleglad. Men det er jeg, trods den kvalme, der følger mig fra morgen til aften. Heldigvis nøjes jeg med kvalmen og kaster ikke op - endnu da. Men det er altså mærkeligt at have kvalme konstant samtidig med en evig sult, der af og til bliver så voldsom, at det grænser til panik. Belært af erfaringer fra mine tidligere graviditeter er huset tømt for slik og andre søde sager, så hvis jeg giver efter og kaster mig over køleskab og køkkenskuffers indhold, så bliver det i det mindste et sundt ædegilde.
Jeg er dog ved at finde ind i rytmen. Jeg ligger lige lidt om morgenen, inden jeg står op, for ellers er kvalmen der straks. Og så spiser jeg små mellemmåltider og overholder spisetiderne. Får jeg ikke mad til tiden, bliver jeg for sulten, får kvalme og kan slet ikke spise noget, hvilket bare giver endnu mere kvalme.

Manden, ja han morer sig bare og siger, at jeg jo vidste, hvad jeg gik ind til, og at det var mig selv, der ønskede at blive gravid. Og han har jo ret. Med et knus og et kærligt smil kan han endda få kvalmen til at forsvinde et nanosekund.