12. uge: Jeg har set vidunderet

Det har været en rigtig god uge stort set uden kvalme. Jeg er stadig lidt træt men er også bare glad.

Glæden er nu endnu større, for i dag har jeg været til scanning på Silkeborg Sygehus.

Anledningen var jo sådan set alvorlig nok. Lægerne skulle se, om der var forøget risiko for et mongolbarn.

Jeg begynder med at vente i over en halv time i venteværelset, hvilket lægen da også straks beklager, og hun forklarer, at det er, fordi den forrige, der blev scannet, havde brug for en længere snak. Jeg blev så forfærdet på hendes vegne, at jeg slet ikke nåede at overveje, at jeg jo også kan komme i den situation.

Ifølge lægen har jeg på grund af mine 31 år en forhøjet risiko for at få et mongolbarn. Jeg synes, hun sagde, at den var en ud af 700. Hvis blodprøven fra lægen og denne scanning så viser yderligere tegn på mongolisme, og risikoen bliver højere end en ud af 400, så tilbyder de en moderkageprøve. Men det er jo ikke noget, man bare siger ja tak til, eftersom en ud af 100 faktisk mister sit barn ved prøven.

Heldigvis viser det sig, at jeg ikke behøver at bekymre mig. Det tager godt nok lidt tid, for mit lille vidunderlige barn, som jeg kan se vælte rundt inde i maven, vil helst stå op, og lægen vil helst have barnet ned at ligge for at se, om det er en nakkefold. Efter en halv time lykkes det endelig, og computeren regner ud, at risikoen for et mongolbarn er en ud af 14.000. Det er da nogle odds, der er til at forholde sig til.

Så nu er jeg glad. Og manden er glad - fordi det ikke er tvillinger, hvilket jeg og vores piger ellers ville have jublet ekstra over, men man kan jo ikke få det hele, og et sundt og rask barn er såmænd også nok til at gøre mig lykkelig.