Fotograf Jan Grarup vil ikke længere ansætte kvinder. Som et surt barn er han gået ind på sit værelse og har lukket døren

Reportagefotografen Jan Grarup er gået ind på sit værelse. Han vil ikke længere lege med piger.

Eftersom han og hans manager Tom har et frivolt sprog, er de bange for, at de kvindelige assistenter skal anklage dem for #MeToo, og derfor tør de simpelthen ikke ansætte kvinder i assistentstillinger længere. For at forstå hvorfor den udmelding er problematisk, udover at den er diskriminerende, er vi nødt til at se på, hvem Jan Grarup er.

Jan Grarup er i årevis af især unge mænd i mediebranchen blevet hyldet, som var han den far, de mistede i en grim 90er skilsmisse. Han er en klassisk helt/antihelt, der frygtløst dokumenterer nogle af verdens farligste konflikter, men samtidig taler åbent om sine fejlbarlige og menneskelige sider.

Han er debattør, fotograf og mest af alt: Stereotyp mandemand. Med en drink i hånden rider han i stolt ensomhed mod horisonten og de næste heltegerninger. Og så er Jan Grarup et forbillede, hvilket gør det mere end almindelig ærgerligt, at han i fuld offentlighed retfærdiggør diskriminerende adfærd.

På den anden side sætter Jan Grarup ord på en angst, som mange måske føler. Angsten for at åbne døren for en kvinde - og få den smækket hårdt i hovedet efterfølgende. Angsten for at blive hængt ud på baggrund af en situation, som han og en potentiel kvindelig assistent tolker forskelligt.

Et kæmpe modtryk

Det er helt fint, at Jan Grarup sætter ord på angsten, men ”løsningen” er dog en ærgerlig en af slagsen. Jan Grarup siger selv, at det er udtryk for, at han har givet op, at han ikke længere kan finde rundt i de #MeToo-sager, der kommer frem, og at konsekvensen altså er, at han ikke længere vil ansætte kvinder.

Men der findes to måder at give op på. Den ene er at melde sig ud og lukke døren til sit værelse. Den anden er at åbne sig fuldkommen for det, man er i tvivl om. Lade sit indre lærred viske rent og stille sig til rådighed for nye indsigter.

LÆS OGSÅ: Kongehuset og reality-tv har en særlig ting til fælles

Jan har valgt det første, og det kan have to årsager.

Den første årsag er frygt, for en kategorisk udelukkelse af andre bunder ofte i frustration, frygt og afmagt, og for at det hele ikke skal blive en lige lovlig sjov børnemetafor om at gå ind på sit værelse, vil jeg lige sige to ord om frygten.

Hvis man ikke forstår, hvorfor #MeToo ruller, og hvorfor magtfulde mennesker må forlade flotte poster, kan man selvsagt blive nervøs for, om man selv kan afkode ret og vrang, og lige dér opstår frygten for selv at blive hængt ud for grænseoverskridende adfærd.

Denne frygt er tydeligvis og måske meget forståeligt fulgt i kølvandet på #MeToo, og i disse dage kommer den til udtryk i et kæmpe modtryk, som vi ser både i sagen om Jes Dorph-Petersen og ved Jan Grarups beslutning.

Lucky Luke

Den anden årsag, der kan være til, at man smækker døren til børneværelset, er behovet for opmærksomhed. Og det er måske her, vi alle sammen er blevet taget ved næsen af vores helt egen fodbold-elskende, selvpromoverende, branding-bevidste udgave af Lucky Luke:

Jan Grarup er en af de mest aktive fotografer på de sociale medier. Han reklamerer for fotoudsalg og produkter - og jo flere følgere, desto flere solgte fotografier. Et lille slag med halen for derefter at stikke næsen sydpå (helt magisk idet ingen andre kan rejse) gør nok ikke noget dårligt for salget.

Og på den måde går kønspolitik, opmærksomhedsøkonomi, arbejdsmarkedspolitik og selvpromovering hånd i hånd i et ugennemskueligt kredsløb, som til syvende og sidst i værste fald går ud over kvindelige assistenters mulighed for at blive ansat.

Det må vi så bare håbe, det ikke gør – og det behøver det ikke, for kære Jan Grarup, vi vil gerne lære dig, hvad #MeToo går ud på, så du og Tom ikke skal være bange! Men det kræver, at du bider hovedet af al skam og kommer ud af børneværelset igen, så vi kan tale om det.