Familieliv
14. april 2011

Velklædte børn viser overskud

Smart tøj til børnene signalerer, at forældrene har tjek på tingene
Af: Marie Tromborg
https://imgix.femina.dk/media/0f2a6aa988384a2ebf98fc895cc7fa7d.jpg

foto: all over press

Forældre bruger formuer på tøj til deres børn. De små poder skal helst være smart klædt på efter de allernyeste modetrends.
Tal fra Dansk Erhverv viser blandt andet, at en gennemsnitsfamilie bruger 50 procent mere på tøj end for 20 år siden.

Som i patriarkens tid
Selvfølgelig har den danske gennemsnitsfamilie fået flere penge mellem hænderne end for 20 år siden. Men vi bruger også penge på at klæde vores børn pænt på, fordi det signalerer, at vi selv er smarte. Fænomenet kaldes stedfortrædende forbrug.

- Det samme så man for nogle hundrede år siden. Dengang sørgede familiens overhoved - manden - for, at konen og børnene var pænt klædt på. De signaler, det sendte, faldt nemlig tilbage på den, der havde betalt for tøjet - manden, siger Lars Pynt Andersen, der er lektor ved Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet, til Alive.dk.

Skaber det rette image
Ved at klæde sine børn i en bestemt slags tøj kan man derfor fremstå på præcis den måde, man gerne vil, over for omverdenen.

- Stedfortrædende forbrug bruges i dag på alle de områder, forældre finder personligt relevante, for mange det rigtige tøj - men ikke nødvendigvis bare det dyreste. Nogen vil også iscenesætte sig selv som kritisk forbruger ved netop ikke at lade deres børn gå i dyre iøjefaldende mærker eller måske gå op i at det skal være second hand, brugt tøj, siger Lars Pynt Andersen og pointerer, at det også kan handle om de rigtige privatskoler eller ferier.

Ligesom den rigtige barne- eller klapvogn, familiebil eller spillekonsol sender bestemte signaler om, hvem forældrene bag barnet er.

- Der er i princippet ikke nogen bestemt grænse, siger Lars Pynt Andersen.

Udviser god smag igennem børn
Han fortæller, at forældre i dag - ligesom for flere hundrede år siden - gør det for at udvise god smag og overskud på enhver måde.

- Hvis projektet lykkes, får de overbevist sig selv om, at deres liv, herunder måske børn, er en succes, og hvem ved, måske er der nogen i omgivelserne, der hopper på den og kommer med positive kommentarer, siger Lars Pynt Andersen.

Læs også: Undgå fejlkøb af børnetøj

Læs også