Familieliv
14. april 2023

Var det noget med en tilstandsrapport over jeres forhold og gratis parterapi? Det tilbyder nogle kommuner nu

Fire kommuner vil hjælpe forældre, der har problemer i parforholdet. For når forældrene har det godt med hinanden, hjælper det også børnene.
Af: Af: Aja Nøhr Larsen
parforhold

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Diskussioner om hvis tur det er til at hente børnene. Små irriterede kommentarer om opvasken. Kalendere uden plads til en kæresteaften.

Der er nok mange forældre, som kan genkende, at det ikke altid er nemt at få parforholdet til at glide midt i familielivet.

Men er det kommunens anliggende, når der er knas mellem mor og far?

Det tyder det på, at fire kommuner nu mener, at det er.

Gentofte, Mariagerfjord, Syddjurs og Ikast-Brande kommuner vil nemlig hjælpe forældrepar med de problemer, de oplever i parforholdet.

Det skriver DR.

Kommunerne vil nu tilbyde forældrene at få lavet en tilstandsrapport over deres forhold gennem et onlinetilbud. Her er der også redskaber, som forældrene kan bruge til at løse de problemer, de kan opleve i forholdet.

Er det ikke hjælp nok, kan de på kommunens regning komme i parterapi.

Formålet med tilbuddet er dog ikke kun målrettet de voksne – det er særligt tiltænkt deres børn.

For når forældre har gnidninger i parforholdet, kan det gå ud over børnenes trivsel og tryghed i hjemmene.

Det siger Mattias Stølen Due til DR. Han er psykolog og direktør ved Center for Familieudvikling, og sammen med en forskningsenhed på Aarhus Universitet står han bag tilbuddet.

- Den relation, der ofte er overset i god børneopdragelse og godt børneliv, er relationen mellem forældrene. Der er nemlig meget forskning, som indikerer, at relationen mellem forældrene har stor betydning for børnenes tryghed i hjemmet og i sig selv, siger han.

Tilbuddet skal virke forebyggende, så der bliver taget hånd om de små gnidninger, før de eskalerer. På den måde ønsker man i kommunerne også at forebygge skilsmisser – og at børnene kommer i klemme i dem.

- Vi ved fra forskning, at parterapi og en lang række andre forebyggende indsatser virker ret godt på os. Men de virker kun, hvis man får dem i tide, siger Mattias Stølen til DR.

Læs også