https://imgix.femina.dk/media/websites/mama-dot-dk/website/2012/boernefamilie/familie/201239facebookprim.jpg
Familieliv

Tjek, om du er irriterende på Facebook

28. september 2012
af Lisbeth Madsen, Newsdesk
Offentliggør du hvert et lille skridt i dit og dine børns liv, så vækker du måske irritation hos dine Facebookvenner

"Er checket ind hos bageren, i vuggestuen, ved lægen, på legepladsen …". Mener du, at det må være interessant for alle andre, hvad du og dit barn foretager dig i løbet af en almindelig dag? Så er du muligvis en ret belastende type at have på sin venneliste på Facebook.

Det er det amerikanske nyhedssite iVillage.com, som har talt med tre forskellige rådgivere inden for branding, PR og etikette omkring folks adfærd på det sociale netværk. Deres pointe er, at Facebook giver utallige muligheder for at vise, at du er på hele tiden, men hvis du ikke økonomiserer med dem, risikerer du at blive et irritationsmoment for andre.

Rådgiverne, som iVillage.com har talt med, er Tori Kyes, ejer af brandingbureauet Plastick Media, Dana Kaye, ekspert i sociale medier og ejer af Kaye Publicity og Thomas P. Farley, forfatter og ekspert inden for etikette.

Her får du et udvalg af punkterne fra sitet, og kan du svare ja til blot to af punkterne, bør dine advarselslamper blinke. For så er du sandsynligvis lidt for informativ online.

1) Jeg poster meget ofte et billede af min mad
Du spiser, ligesom alle andre mennesker gør. Der er ikke noget odiøst i det, og en hel række billeder af din mad er ret ligegyldige for andre.

2) Jeg tagger min familie og venner på uheldige billeder
Du vil sandsynligvis aldrig selv lægge et billede på Facebook, hvor du ser uheldig ud. Tænk på, at din familie og venner sikkert heller ikke har lyst til at få lidet flatterende billeder lagt online.

3) Jeg checker ind, uanset hvor jeg kommer
De fleste af dine Facebook-venner er sikkert ligeglade med, om du befinder dig hjemme, i mødregruppen eller i et supermarked. Så hold igen med at dele alle informationer om, hvor du er henne i verden lige nu.

4) Jeg uploader ekstremt ikke-ekstraordinære billeder af mine børn og kæledyr
Din hund, der spiser, sover eller laver stort, eller dit barn der gør ligeså. Dine venner er ligeglade. Uendeligt ligeglade.

5) Jeg skriver personlige beskeder offentligt
Privatbeskedfunktionen er lavet for det samme. Så hvis du vil fortælle mand, at du elsker ham eller skælde ud på samme, så send en besked i stedet.

6) Jeg fortæller om alt, hvad jeg gør
Intet er overladt til fantasien. Dine Facebook-venner ved alt om, hvornår du bager kager, gør rent, triller med barnevognen, ammer på café eller besøger barselsveninden. Udover at det er småkedeligt for andre at læse om, så tager det også brodden af enhver samtale, når din familie og venner i forvejen ved alt om din gøren og laden.

Læs også