Familieliv
30. september 2014

Tine Baun: Dansen gør mig til en bedre mor

De fleste nybagte mødre ville sikkert takke pænt nej til at deltage i Vild med dans. Men ikke Tine Baun. Hun mener derimod, at dansen giver hende mere overskud.
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama-dot-dk/website/kendte-kvinder/kendte/tine-baun/613x300tinebaun.jpg

Foto: TV 2

Tine Baun har langt fra lagt de fysiske udfoldelser på hylden, selvom hun stoppede sin imponerende badmintonkarriere sidste år.

Nu løber hun nemlig stærkt på hjemmefronten som mor til den blot fire måneder gamle Felix - SAMTIDIG med at hun da også lige svinger hofter i TV 2's populære kendiskonkurrence Vild med dans.

Brug energi - og få energi!

Tines hemmelighed bag sit nærmest umenneskelige overskud? Så meget fysisk aktivitet som muligt!

- Jeg synes, at jeg vinder meget på energifronten bare ved at komme afsted om morgenen. Det giver en masse energi at træne. Måske er det et levn fra min tid som badmintonspiller. Jo, jeg kan godt mærke, at jeg er fysisk mere udmattet for tiden, men til gengæld har jeg mere mental energi og er mere glad. Dansen giver nemlig kroppen en masse gode ting, og når man har det godt selv, kan man også være en bedre mor for sit barn, siger hun til MAMA.dk.

Felix er førsteprioritet

Og netop det med at være en god mor står trods alt allerhøjest på Tines prioritetsliste. Hvis hendes deltagelse i Vild med dans på nogen måde havde negativ indflydelse på lille Felix, så ville hun trække sig med det samme, understreger hun.

- Han er med mig til dansetræningen, og når han skal ammes, så tager jeg mig selvfølgelig tiden til det. Og i de tre timer, vi træner, er jeg jo stadig i nærheden af ham, så hverken han eller jeg lider afsavn på nogen måde. Ellers ville jeg heller ikke gøre det. Han er førsteprioriteten. Jeg tror endda, at det er godt for både ham og mig, at vi hver dag skal ud af døren om morgenen. Når man ved, at man skal være et sted kl. 8, så giver det også en god rytme, som jeg tror, at vi begge har godt af, siger hun.

Ekstremt nemt barn

Tine Baun indrømmer dog også, at hun er godt hjulpet af, at Felix er et ekstremt nemt barn.

- Selvfølgelig koster det da også energi at være mor, men jeg har en meget nem baby, har jeg fået fortalt. Han sover om natten og er meget sjældent utilfreds. Og netop fordi han sover om natten, så lider jeg heller ikke af søvnmangel. Han sover ofte op til 9 timer ad gangen! Min mand og jeg havde derfor heller ikke svært ved at beslutte, om jeg skulle deltage i programmet eller ej. Felix var to måneder, da jeg sagde ja til at medvirke, og der havde vi allerede et meget godt indtryk af ham. Han er ikke morsyg og kan sagens være i andres hænder, fortæller hun.

De 'andre hænder' tilhører bl.a. barnepigen Julie, som ser efter Felix og går små ture med ham i barnevognen, mens Tine Baun træner og danser i TV 2-studierne. Men da Felix pludselig giver lyd fra sig, mens Tine giver dette interview til MAMA.dk, så må den nybagte mor undskyldende afslutte samtalen for at komme hen til sin førsteprioritet.

- Sport vil helt sikkert også komme til at fylde meget i Felix' liv. Fysisk velvære betyder også psykisk velvære, og de værdier vil jeg gerne give videre til ham, når hun lige at sige.

LÆS OGSÅ: Tina Lund: Da Louis kom ud, var det ligegyldigt at sidde på en hest

Læs også