Familieliv

Stuegulvet er dit træningscenter!

af Slankedoktor.dk 29. september 2009
Der er mange gode grunde til, at det er en fordel at træne hjemme. Fx kan du træne lige når det passer dig, du kan træne om morgenen inden resten af huset vågner, eller du kan træne, når børnene er gået i seng, uden at skulle ud af huset.

Med meget få investeringer kan du nemt indrette dit eget lille fitnesscenter i stuen.I starten er det rigeligt at lave øvelser, hvor du bruger din egen kropsvægt som belastning, men jo bedre form du kommer i, og jo stærkere du bliver, så kan det blive nødvendigt at supplere med lidt variation og større belastning.

Den største fælde der er ved at træne hjemme er, at det er alt for let at springe træningen over. Det kan derfor være en ide at holde dig selv oppe på at SKULLE træne et vist antal gange om ugen.

Det kan du gøre på to måder:

1. En gang om ugen sætter du dig ned med din kalender og skriver træningen ind det antal gange, du har aftalt med dig selv. Fx 3 gange. De aftaler står nu i kalenderen som alle andre aftaler og har derfor lige så høj prioritet og må kun springes over eller flyttes, hvis du kan få plads på et andet tidspunkt i løbet af ugen.

2. Lav et skema, hvor du holder styr på motionen i form af aktiviteter, antal gange og ugedag. Skemaet skal være synligt i dit hjem for dig og måske også for resten af familien, så I sammen holder øje med, at kravene bliver overholdt. Under aktiviteter skriver du den motion, som du har planer om at lave i løbet af ugen, under antal skriver du det antal gange, du skal nå den aktivitet i løbet af ugen. I løbet af ugen sætter du så kryds ud for aktiviteten, når du har udført den, så du og andre på den måde kan følge med i, hvor meget motion du når i løbet af ugen. På den måde kan du se, at hvis du ikke når aktiviteten i starten af ugen, så får du travlt sidst på ugen.

Udstyr De vigtigste ting til dit hjemmefitnesscenter er:

• Træningsmåtte• Træningselastikker• Håndvægte• Fitnessbold

Træningsmåtten er en rigtig god ide, specielt ved de liggende øvelser, da det bliver lidt blødere end at ligge på gulvet. Der findes mange forskellige træningsmåtter på markedet og derfor også forskellige priser. Er man på udkig efter noget billigt kan liggeunderlag fra fx en friluftslivsbutik være rigeligt, læg evt. to oven på hinanden, hvis et ikke virker blødt nok.

Træningselastikker er også en rigtig god investering, da de giver belastning til øvelser for hele kroppen. Elastikkerne findes i mange udgaver fra 20-150 kr pr. stk.. Elastikkerne findes i forskellige farver alt efter hårdhedsgraden -dvs. hvor mange kræfter, der skal bruges for at strække den. Nogle gode på markedet er dem, der hedder Xertuben, som er en lang elastik med håndtag i hver ende, som gør dem lette at træne med. En ulempe ved træningselastikker kan være, at det er svært at måle fremgangen i styrke, fordi belastningen som i styrketræningsmaskiner ikke er i kilo. Men fordelene ved elastikkerne er, at de er billige, de fylder ingenting (heller ikke i en kuffert), så de kan let tages med på ferie eller forretningsrejse. Så er der ingen undskyldning!

Håndvægte fylder heller ikke ret meget, og der findes mange udgaver. Priserne ligger meget spredt fra ca. 100 kr. op til flere tusinde kr. for et sæt. Man kan få håndvægte med en fast vægt fx 1, 2 og 5kg, eller du kan få håndvægte med varierende vægt, hvor man sætter vægtskiver på alt efter behov.Til at starte med kan du lave dine egne håndvægte af plastikflasker med sand i. Hvis du køber håndvægte med fast vægt, må du investere i flere med forskellig vægt, idet der vil være øvelser, du kan løfte mere vægt i end i andre.

Fitnessbolden fylder en del i stuen, men den er rigtig god at bruge i den daglige træning og alle kan bruge den. Bolden kan bruges af alle, fra spæd til gammel. Bolden har rigtig mange anvendelsesmuligheder både for muskuløse, overvægtige og til genoptræning. Bolden kan bruges hver dag, også når du ikke træner, idet du kan bruge den som stol ved skrivebordet, ved spisebordet eller foran tv'et. På den måde aktiverer du små muskler langs rygraden og stabiliserer og styrker derfor kropskorsettet, samtidig med at det holder blodgennemstrømningen i gang. Sidder du på bolden rettes kroppen også automatisk op, da det er svært ikke at sidde rigtigt på bolden. Bolden kan også bruges som en træningsbænk sammen med håndvægtene eller elastikker, så udfordres balancen samtidig. På bolden kan man lave øvelser af alle slags; styrke-, smidigheds-, balance- og strækøvelser, kun fantasien sætter grænser!

Meld dig ind i Mama Slank - og tab dig op til et kilo om ugen med hjælp fra diætister og motionsvejledereLæs om vores blogger Charlotte, der tester Mama SlankLæs også:Find tid til motionTre veje til en lækker kropFå din figur igen