At savne sit barn gør fysisk ondt

Cristine Gliese Rasmussen

31 år

Syntes du også nogle gange det hele går i hårdknude? Bliver du også træt af barn, mand, slankekur, krøllede puder og Netto mad?
Hvis du nikker til ovenstående og kan svare ja til en milliard andre ting, som jeg også kommer ind på på denne blog - Ja, så er vi allerede venner. Og derfor skal du blive hængende her hos mig.
Denne blog handler nemlig om alt det, der sker i vores liv. Om vores mænd, jobs, veninder og børn. Om vores deller, drinks og hvorfor vi har for mange af den ene og for lidt af den anden.

Kort sagt - hårdknuden når den er værst og bedst.
Jeg glæder mig til at underholde dig og vil så helt enormt gerne læse dine kommentarer - også hvis du ikke er enig!
Sådan står der på i min profil beskrivelse på min blog: www.cristinegliese.blogspot.com og det er ikke stort anderledes det, somd er vil stå på denne blog.

Den næste måned er jeg nemlig gæsteblogger her på mama.dk og jeg glæder mig utrolig meget. Jeg glæder mig mest til at dele min hverdag med alle jer, som kæmper de samme kampe, som jeg gør. Altså de kampe der udføres mens man: jonglerer med lortebleer, betaler en rykker, tørrer babymos væk fra væg, sofa, seng, tøj, skulder, hår og en enkelt gang - baller. Kender du dem? Så kender du mig.

Og som beskrivelsen siger, så vil jeg rigtig gerne høre, hvad du mener - også når du ikke er enig. Stay tuned! KH Cristine

Så røg vi ind i den periode. Ikke den månedlige - eller jo, det kan man måske godt kalde den, for jeg syntes den har været her før... faktisk; når nu jeg tænker tilbage, så er det ret tit jeg oplever følgende:

Der er nogen ting man skal have prøvet, før man ved, hvad nogen snakker om. I dette tilfælde, skal man være mor før man ved, hvad jeg snakker om.
For det er ikke det samme som at savne sin mor, sin mand, sin veninde, sin kæreste eller sin noget andet. At savne sit barn, er det samme som smerte.
Måske nærmere lammelse - måske endnu bedre: En smertende lammelse.

Det er lidt som en fantom smerte. Man mangler noget. Ikke en af putte med, nusse med, skændes med eller irriteres af. Nej, man mangler en del af sin krop og sit væsen.

Ingenting hænger samme for mig, når jeg savner Hjalte. Derfor hang jeg med nød og næppe også sammen i weekenden. Det kommer nok som en overraskelse for de fantastiske mennesker jeg var sammen med i weekenden - men jeg hang lige præcis sammen... sådan lige nøjagtig kun lige sammen. Hjalte var hos farmor og farfar. Jeg skulle hjælpe et par dejlige tøser med et stort event, min mand skulle skyde dyr og om aftenen skulle jægeren og hjælperen ud og vippe med foden med en fadøl i hånden. Og jeg nød det - både at være med hos de dejlige damer og at vippe med foden til lækkert musik.

Men jeg savnede...

Helt inde i min krop, rundt om min maven, hele vejen op i min ryg, prikkende i min hovedbund og ned igennem kroppen igen, som et lyn.

Nogle gange, er det bare ok. Helt ok, at aflevere Hjalte, kysse ham og ønske ham god fornøjelse hos sin elskede farmor og farfar.
Men andre gange er det tortur. Og det var det denne gang.

Jeg har en del veninder der ikke har børn, og jeg ved de lige nu er ved at mixe en cosmo, kun for at smide den i hovedet på mig, efterfulgt af en Manolo hæl lige i øjet. For de hader når nogen - altså dem med børn siger; I ved det ikke før I bliver forældre.
Jeg kan godt forstå de hader dem der siger det. Jeg kan godt forstå det er skide irriterende, at blive kastet over i bunken af uvidenhed, bare fordi man ikke har smidt noget ud af sin krop. Jeg kan endda rigtig godt forstå dem. Men denne gang tøser - der må jeg trække kortet; I ved det simpelthen ikke...

For det er uden for fatteevne, at man kan savne på den måde.
Men det kan man, og det skal læres at tackle det...

Hvordan tackler du det?

Med altid KH Cristine

Følg med på Cristines blog