https://imgix.femina.dk/media/b628ad692e764c5b838ad31c00140c13.jpg
Familieliv

Sæt grænser for andres børn

30. marts 2011
af Lisbeth Madsen
Foto: All Over Press
Få børnepsykologens gode råd til at håndtere andres børns dårlige opførsel.

Hvordan griber du det lige an, hvis dit eget barn bliver slået af et andet barn? Måske har du lyst til at ruske eller give en gedigen skideballe til barnet, der slog, men det er ikke den rette løsning. At sætte grænser over for andres børn er et ømtåleligt emne for mange, men hvis der er sket noget groft, så har du alligevel pligt til det.

- Hvis et barns opførsel er så grænseoverskridende, at det er krænkende også i voksenverden, så er der ingen, der har gavn af, at der ikke bliver grebet ind. I sådan en situation vil der være brug for at skride ind, siger Marie Elbinger Gramstrup, der er børnepsykolog og ejer af Børnepsykologisk Klinik i Århus til Alive.dk og fortsætter:

- Du kan måske få lyst til at reagere på dine impulser. Men det er forkert at overfuse andres børn. Så kommer du blot til at overskride børnenes grænser i stedet. Du skal holde igen på følelserne - især over for andres børn. Du har pligt til at vide, at barnet kan være opvokset med andre regler og grænser end dine egne, og det skal du respektere, siger hun.

Ifølge Marie Elbinger Gramstrup skal du som voksen ridse reglerne op for barnet på en måde, der lærer det, hvor dine grænser går. Også selvom det umiddelbart gør barnet forlegent. Men du skal gøre det uden at krænke barnet. Hun giver her sine gode råd til tre situationer, som er velkendte for de fleste forældre.

Sådan sætter du grænser for andres børn

1) Hvis dit barn bliver overfaldet fysisk eller verbalt
- I sådan en situation er du nødt til at gribe ind og skille dem ad. Du skal stoppe den fare, der er på færde, det er det første skridt. Bagefter kan det være en god idé at interviewe børnene hver for sig, så begge får lov at komme med deres version. Selvom der fx er blevet slået, kan du ikke vide, hvem der har startet det. Så du skal lytte med åbne ører på begge børn. Selvom du ikke kan finde ud af, hvem der har startet balladen, skal du markere, at det ikke er i orden at slå. Det har du som voksen pligt til at lære alle børn.

2) Når andre børn er grådige
- Hvis legekammeraten fx sidder og rager kage til sig, og I andre nærmest ikke når at få, så skal du sige, at det har I andre regler for her i hjemmet. Børn kan godt finde ud af, at der er forskellige regler i forskellige hjem. Det gør heller ikke noget, hvis barnet bliver en smule forlegent. Det er stadig i orden at sige, hvordan det er hos jer på en venlig måde. Hvis barnet bliver meget ked af det, så tag en snak med dets forældre, mens barnet hører på det. Og sig, at det ikke handler om, at barnet ikke er velkomment, men at du står ved jeres regler i hjemmet

3) Hvis børnene laver ballade i dit hjem
- Hvis der er tale om fx en børnefødselsdag, hvor bølgerne går højt, så skal man i stedet for at irettesætte hjælpe børnene af med den ekstra energi på en konstruktiv måde. Skab rammer, hvor de kan lege og få brændt krudtet af.
Er der imidlertid tale om, at en legekammerat har fået dit eget barn med på noget meget grænseoverskridende, så skal du markere, at det ikke er i orden. Og det er begge børn, der skal have trukket grænsen. Måske skal de have at vide, at det ikke er en god idé, at de leger sammen. Evt. kan man prøve at blive enige med kammeratens forældre om, at der skal være en konsekvens for børnene ved det, de har gjort.

Læs også