Børn på børneværelse
Familieliv

Sådan får du dit barn til at rydde op på værelset

9. september 2019
Udgivet første gang 2. december 2016. Af Katrine Werner/WizeMeUp.dk. Foto: Pantherstock
Det kan være rigtig svært at få sine børn til at rydde op på værelset. Her er 5 ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have det til at lykkes

(Følgende indlæg er skrevet af familievejleder Katrine Werner, der står bag rådgivningssitet WizeMeUp.dk):

Det kan være rigtig svært at få sine børn til at rydde op på værelset. Her er 5 ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have det til at lykkes.

1. Se på, hvad dit barn rent faktisk kan.

Børn er meget forskellige, og der kan være kæmpe forskel på, hvad børn rent faktisk kan overskue - både i forhold til deres alder, men også i forhold til hvordan de overskuer verden. Så vær realistisk.

2. Acceptér, at du i starten skal sige de samme ting mange gange.

Det er helt naturligt, at du skal sige de samme ting mange gange. Dit barn er som udgangspunkt ikke en kompetent oprydder. Du skal hjælpe og guide dit barn til at lære at rydde op.

 

3. Hjælp dit barn.

I starten skal du hjælpe dit barn med at rydde op. Senere kan du hjælpe dit barn til at overskue processen ved verbalt at guide til at tage en ting ad gangen. Til slut kan dit barn selv.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Derfor behøver du ikke rose dit barn for at hjælpe til derhjemme

4. Hjælp dit barn til at vide, hvor tingene skal være.

Hvis du forventer et opryddet værelse, og et barn der skal kunne lære at rydde op, må du sørge for at værelset er overskueligt. Det betyder, at hver ting har sin plads, og at der løbende bliver ryddet ud i de ting, dit barn ikke leger med. Hvis dit barn er mindre kan det fx. være en god ide at have kasser med et billede på, af hvad der skal være i den.

5. Øvelse gør mester

Så husk, at hvis du vil have det til at lykkes, må du virkelig beslutte dig for, at det er det du vil. Derfor må du holde fast i at lære dit barn at rydde op. Dit barn lærer ved gentagelser, ved at du er tydelig i din forventning, og ved at du formår at holde fast.

Ansvaret er dit.

Held og lykke med det!

Sådan motiverer du dit barn - uanset alder!:

Pligter: Sådan motiverer du dit barn

DÉT MOTIVERER DIT 1-3-ÅRIGE BARN: * At gøre nytte og føle sig betydningsfuld: ’Jeg har tabt mine briller ned bag sofaen. Du kan bedre kravle ind og få fat, end jeg kan. Vil du gøre det?’. * Fællesskab: ’Det er rigtig hyggeligt, hvis vi to kan stå og bage sammen. Du kan stå på trappestolen ved siden af mig. Så har du det lille forklæde på, og jeg har det store på, og så hjælper vi hinanden’. * Nysgerrighed og eksperimenter: ’Vil du hjælpe mig med at vaske op? Lad os se, hvad du kan finde nede i skummet! Vil du prøve at støvsuge med den lille smarte støvsuger?’. DÉT KAN BARNET EVT. HJÆLPE MED (UNDER OPSYN): * Dække bord og stille service ud igen, fiske ting frem under sofaen, putte tøj i vaskemaskinen, stille sko på plads, hælde mad op til husdyr, feje gulv med en lille kost osv. Vær tålmodig, fokusér på opgaven og ikke målet, og vær opmærksom på ikke at køre barnet træt. Kilde: ’Børn skal da arbejde’ af Karen Lumholt og Marie Kraul, Gyldendal.
DÉT MOTIVERER DIT 4-7-ÅRIGE BARN: * Indflydelse og betydning: ’Hvis du hjælper mig med at lave mad, kan du bestemme, hvad vi skal spise. Vil du smage sovsen? Så kan du fortælle mig, om der skal mere tomat i?’. * Nysgerrighed og eksperimenter: ’Du må gerne få lov til at prøve saftpresseren, så skal jeg vise, hvordan man gør’. * Følelsen af at stige i graderne: Det er ellers kun de store, som må koge vand, men hvis jeg står her ved siden af, tror jeg godt, at du kan. DÉT KAN BARNRET EVT. HJÆLPE MED: * Fylde og tømme opvaskemaskine, gå ud med skraldespanden, hænge vasketøj op, rede senge, rydde op på eget værelse, smøre madpakke sammen med mor eller far osv. Vær opmærksom på, at børn i denne alder tit tror, at de kan mere, end de kan – de skal vejledes tæt, men alligevel opleve at få ansvar. Husk også at sige tak for hjælp. Det styrker barnets følelse af, at det ikke er pjat der her, men en virkelig hjælp, de yder. Kilde: ’Børn skal da arbejde’ af Karen Lumholt og Marie Kraul, Gyldendal.
DÉT MOTIVERER DIT 8-12-ÅRIGE BARN: * At have medsvar: ’Vil du lige se, om der er nogen, der ikke har sat deres sko og tasker på plads og så kalde på dem og bede dem gøre det?’ * At stige i graderne: ’Vil du hjælpe lillesøster med at binde sine sko? Jeg tror, hun vil blive rigtig glad for din hjælp’. * At klare tingene selv og få anerkendelse for det: ’Hvor er det sejt, at du har lavet/vil lave kødsovsen helt selv’. DÉT KAN BARNET EVT. HJÆLPE MED:   * Sortere vasketøj og lægge tøj på plads, vaske gulv, rydde op i hjemmets forskellige rum, stå for lette indkøb (afhængigt af trafikforhold), tilberede visse madvarer, holde orden i skoletasken osv. Vær opmærksom på, at børn i denne alder kan være distræte, og at piger kan være mere begejstrede for husligt arbejde end drenge. Vælg dine kampe med omhu og giv lidt længere snor, hvis der virkelig er behov for det. Kilde: ’Børn skal da arbejde’ af Karen Lumholt og Marie Kraul, Gyldendal.
DÉT MOTIVERER DIN TEENAGER: * Hvad kammeraterne synes: Det er ikke cool at gå med krøllet og ildelugtende tøj, så det kan være motivation til at få vasket sit (og resten af familiens) tøj. Det kan også være et godt scoretrick at være god i et køkken! * Belønninger: ’Du må gerne holde fest i weekenden, hvis du lige hjælper med opvasken’. DÉT KAN DIN TEENAGER EVT. HJÆLPE MED:  * I princippet stort set de samme opgaver som en voksen! Dog kan teenageren være overmodig, især når der er kammerater til stede, så hold et vågent øje, hvis der er f.eks. skarpe knive i sving. Vær opmærksom på, at teenageren generelt har mange lektier, fritidsaktiviteter osv., så det kan være svært at få plads til at deltage i familiens gøremål. Saml evt. de huslige pligter på bestemte dage, så han eller hun har fri de andre dage. Kilde: ’Børn skal da arbejde’ af Karen Lumholt og Marie Kraul, Gyldendal. Læs også: Skal børn have lommepenge?