https://imgix.femina.dk/media/5c765de39026485cb3687e9f3f2daae8.jpg
Familieliv

Om at hade og elske sin mødregruppe

25. november 2010
af Janni Thuesen
Foto: Privat
Journalist Janni Thuesen blogger om at blive mor for første gang... Behøver vi sige mere?

Janni Thuesen

Journalist
Sønderjyde, nytårsbarn, pseudotvilling gennem 32 år.
Mor til Villi på første år. (Feb. 2010)
Livet er fyldt med nye udfordringer...

Det startede egentligt som et slags had-kærlighedsforhold. Jeg havde hørt en masse om det. Om hvordan det kunne udvikle sig til en konkurrence.

"Nå, du kører nok ikke Odder?"

eller

"Er han ikke begyndt at kravle endnu?!!!"

Og hvordan kan man overhovedet vide, om man har noget tilfælles, når man aldrig har mødt hinanden før. Altså bortset fra den lille rynkede. Men den kan vel næppe gøre det ud for et grundlag, man kan bygge et venskab på!

Selvom jeg har fnyst af kortegelignende optog af barnevogne, når jeg har set dem, så havde jeg ikke fraskrevet mig min mødregruppe på forhånd. Måske det kunne blive springbrættet til et job? Og et eller andet skulle jeg jo også bruge barslen til. Tja. Prøves skulle det i hvert fald.

Det var ikke kærlighed ved første blik. Men de negative betragtninger fik hurtigt kamp til stregen af de varme boller og kaffen. Og at mødes med ligesindede viste sig at være både hyggeligt og lærerigt. Jeg kunne jo alligevel ikke snakke om andet end baby de første måneder. Og jeg fornemmede en vis metaltræthed hos veninderne, når jeg endnu engang berettede om problemer med afføringen hos det bette.

Efter et par uger kunne man ridse lidt i lakken på glansbilledet, og der bag Emmaljungaerne stod en flok piger, der, til tider, også var på bar bund. Efter et par måneder drak vi sjusser sammen. Og efter ugentlige møder i et halvt år er emnerne stadig ikke udtømte.

Derfor havde jeg slet heller ikke overvejet at det nogensinde skulle få en ende. Men på mandag starter det første pus i vuggestue. Og snart følger resten af os trop.

Nu skal mor så stå på egne ben. Eller det vil sige…Efter afslutningsbrunch i torsdags aftalte vi fluks et nyt møde. Rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der krampagtigt holder fast i min redningsplanke.

Det var egentlig først for godt to måneder siden, da min lille purk rundede de fire måneder og begyndte på at få grød, at det gik op for mig, at den følelse var forsvundet. Pludselig savnede jeg vores fælles stund. Og det var jo, fordi det pludselig gik op for mig, at grøden var det første skridt (om end han er meget langt fra at gå) væk fra mig. For da grøden kom, måtte nogle af døgnets mælkemåltider gå. Og selv jeg kunne regne ud, at det var et spørgsmål om tid, før han slet ikke behøvede mig mere for at få sulten og tørsten stillet. Og det var en underlig erkendelse.

Min drengs afhængighed af mig var nemlig blevet til en gensidig afhængighed af hinanden. Jeg har jo lært at leve med, at jeg ikke kan gå nogen steder uden baby. At hente ham om natten og falde i søvn sammen, mens han stadig hænger ved brystet. At jeg kan gøre ham glad og tilfreds ret hurtigt og nemt efterhånden…

Og nu hvor den mælkehvide stråle skal kappes, så føles det underligt og så uigenkaldeligt.

Men beslutningen er endelig blevet taget. I går gav jeg den sidste tår - efter at have overvejet det i godt en måned. Besluttet at stoppe, men så liiige forlænget en weekend…en uge..to uger... Der var altid lige en god grund til at blive ved. Men som med rygning, så fandt jeg ud af, at der blev nødt til at ske et clean cut. Jeg måtte tage mig en kold tyrker. Ellers er jeg ganske sikker på, at min dreng med stor sandsynlighed også ville hænge i bh'en om endnu seks måneder. Og det kan også være den rigtige løsning for nogle. Men ikke for mig.

Nu tager jeg igen små skridt ud. Tager et glas rødvin uden at tælle timer til næste amning. Nyder min morgenkaffe uden, at det går ud over lilleprinsens mave. Og farver mit hår med god samvittighed. Det blev en halvlunken tyrker, da det tog det meste af en måned at tage beslutningen. Og en ny spand iskoldt vand hver dag, når farmand putter drengen med en lunken dunk mælk. Det bliver min tur igen til at putte, når mælkekirtlerne er lukket til og abstinenserne ditto har lagt sig. Det glæder jeg mig til. Indtil da nyder jeg min nyvundne "frihed".

Læs Janni Thuesens blog i mama.dks debatforum

Læs også