Familieliv
15. juli 2013

Nybagte mødre bliver ældre, men bedre forældre

Flere kvinder er over 40 år, når de får børn. Det giver komplikationer, men bedre mødre.
Af: Marie Tromborg, Alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/e30a62a406b7453b9f1215c41ec0e8e2.jpg

Foto: All Over Press

Mens de grå hår bliver flere i tindingerne, blomstrer livet frem i livmoderen. For flere og flere kvinder over 40 år vælger at få børn. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Og det er en uheldig udvikling i forhold til både mødrenes og børnenes helbred.

Den fødedygtige alder

- I dag er kvinder i gennemsnit 29 år, når de bliver mor for første gang. I 1970 var de knap 24 år.

- I 2009 blev der født 10 børn per tusinde kvinder i alderen 40-44 år. I 2000 var det tilsvarende tal 6,7.

- I 2009 var 58 procent af de fødende kvinder over 30 år. I 2000 var det 49 procent.

- Den ideelle alder at få børn som kvinde er 24 år. Så er kvinderne modne nok, og der er få komplikationer.

- Det giver flere problemer. Blandt andet i form af svangerskabsforgiftninger, svangerskabssukkersyge og kejsersnit, siger Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på gynækologisk afdeling på Roskilde Sygehus, til 24timer.

Antallet af fødende kvinder i alderen 40-44 år er steget markant siden årtusindskiftet. Dengang blev der født 6,7 børn for hver tusinde kvinder i aldersgruppen. I 2009 - ni år senere - var det tal steget til 10.

Læs også: Kvinder kan blive afhængige af moderskabet

Tryg barndom
Men i takt med, at kroppen og helbredet bliver svækket, vinder moderfølelsen frem. Det mærker sundhedsplejerskerne, når de besøger de nybagte forældre.

Ifølge formanden for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Susanne Hede, lægger de ældre mødre mere pres på sig selv for at være perfekte forældre.

Samtidig har de mere styr på økonomien og er oftere i et stabilt parforhold, der er med til at give de små poder en tryg barndom.

- De ældre kvinder er et andet sted i deres liv. De er mere bevidste, og det er i højere grad vigtigt for dem, at vi som sundhedsplejersker 'godkender' dem som forældre, siger Susanne Hede til 24timer.

Læs også: Le Gammeltoft: Livet har ændret sig, efter jeg er blevet mor

Læs også