Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kom med i Sofie Münsters terapirum for forældre

Familieliv

Når hun skal putte ham, udvikler det sig til en kæmpe konflikt. Men der er en god grund til, at hendes søn slår og råber

19. juli 2023
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Rita Kuhlmann
I fjerde afsnit af "Forældreterapi" møder vi en mor, der har svære konflikter med sin søn, hver gang han skal puttes. Hun bliver så provokeret, at hun har svært ved at håndtere situationen.

– Jeg tager mig selv i at tænke, at det er godt, der er rullet ned, og det er godt, vi bor i et hus, hvor der ikke er nogen naboer.

Sådan tænker hun, om de konflikter hun har med sin fem-årige dreng. For næsten hver aften når tandbørsten bliver hevet frem, og det er tid til putning, opstår der en konflikt, som kan vare mange timer.

Og selv om eftermiddagen kan være hyggelig og rolig, så bliver aftentimerne til et kaos, som ender ud i en magtkamp mellem moderen og hendes søn.

Han løber fra hende, og hun ender med at jagte ham rundt i huset. Han slår, bider, skriger og kalder hende grimme ting, og hun bliver så frustreret, at hun hæver stemmen.

– Jeg kommer fuldstændig til kort. Jeg kan slet ikke nå ham. Han formår at provokere mig helt vildt, på trods af at han kun er fem år, fortæller moderen.

Podcast: Forældreterapi

Sofie Münster er psykolog med speciale i familier, par og børn. Hver dag sidder hun over for forældre, der kæmper med konflikter og bekymringer. I femina updates nye podcast bliver du inviteret med ind i et intimt rum mellem hende og en forælder, som hun ikke har mødt før, men som står over for et problem, som de fleste forældre vil kunne spejle sig i.

Lyt med til “Forældreterapi”, der hvor du lytter til podcast.

Og så rammer følelserne af utilstrækkelighed.

– Det er mega skamfuldt, og jeg tænker: Det kan jeg ikke engang finde ud af det her.

Kvindens mand rejser meget med sit arbejde, og derfor er hun den primære forælder i sønnens liv. Efter et år med konflikter føler hun sig magtesløs, og derfor har hun opsøgt forældreterapeut Sofie Münster. Deres samtale kan man høre i denne uges afsnit af podcasten "Forældreterapi."

Ifølge Sofie Münster kan putningen af børn ofte trække tænder ud. Men det er meget sandsynligt, at det bunder i hendes søns svære følelser omkring adskillelse.

– Der sker en adskillelse eller et brud, som han på en eller anden måde har nogle følelser investeret i – og han vil gøre alt, hvad han kan for ikke at skulle derhen.

Hun mener, at sønnens problemer med adskillelse bunder i, at familien for et år tilbage gik igennem en hård tid, hvor moderen blev indlagt på psykiatrisk afdeling med en svær depression.

For selv om forældrene har forsøgt at skærme deres børn så meget som muligt for de svære ting, så kan børnene godt mærke, når deres forældre har det svært.

– Vi bliver måske mere fjerne og vender opmærksomheden indad, måske vi er pressede, bekymrede og trætte, fortæller Julie Münster.

Hun peger på, at når barnet er vant til at blive mødt med overskud fra sin mor, så vil det reagere, hvis der pludselig sker et skift. Og det sker typisk ved adskillelsen.

– Så har barnet jo slet ikke styr på, hvordan mor har det, siger hun.

Lyt til alle afsnit af “Forældreterapi” her:

Læs også