Mødre kan bedst lide deres sønner
Foto: Aller Press
Ni ud af ti mødre indrømmer, at de favoriserer deres sønner frem for deres døtre, selv om de i virkeligheden slet ikke bryder sig om at forskelsbehandle på baggrund af køn, viser en britisk undersøgelse.
Det er der ifølge familieterapeut, Vibeke Kring, en helt naturlig forklaring på.
"Døtre ligner deres mødre meget mere end deres sønner gør det. Og det giver et helt andet bånd end til sønnerne, der er mere anderledes," siger Vibeke Kring, der også bringer det gamle ødipuskompleks på banen.
"Relationen mellem to personer af modsatte køn er mere varm. Sådan er det bare. Man er mere overbærende, tolerant og åben overfor et barn af det modsatte køn. Udover 'mors dreng' kender vi jo også betegnelsen 'fars pige'," siger Vibeke Kring, der henviser til rundspørgens andre resultater, der også passer ind i den teori.
Mor i det røde felt
Ifølge rundspørgen, som det britiske website www.netmums.co.uk står bag, så siger 55 procent af de adspurgte mødre også, at de har nemmere ved at knytte bånd med sønnerne.
Mødrene beskriver desuden, at de er mere tilbøjelige til at beskrive deres sønner som 'sjove', 'frække', 'legesyge' og 'kærlige', mens de er meget mere kritiske overfor døtrene og beskriver dem som 'alvorlige', 'uregerlige' og 'argumenterende'.
"Det er svært at elske sin datter, hvis man ikke elsker sig selv. For hun ligner i mere udpræget grad sin mor, end en søn gør det. Derfor kan man også nogle gange se en tendens til, at mødre ryger i det røde felt over datteren. Mødre kan genkende sig selv, og derfor kan det være svært at forholde sig til," siger Vibeke Kring.
Tag ansvar
Det er altså ikke unaturligt, hvis du favoriserer din søn, fastslår Vibeke Kring, der opfordrer mødre til at huske at tage ansvar, når bølgerne går højt i diskussionerne med døtrene.
"Som voksen skal man tage ansvar for at få snakket om problemerne. Det er tit svært for børn at sætte ord på deres følelser, og det skal deres forældre hjælpe dem med," siger Vibeke Kring.
Læs mere:
Sådan undgår du søskendejalousi