Mine forældre passer overvejende godt på ordbogens definition af “curlingforældre”. Jeg synes bare ikke kun, at det er en dårlig ting

Signe Bækkelund er skribent på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det startede en augustdag sidste år, da jeg netop hjemvendt fra festival tog et opkald fra min mor.

– Skat, bare så du ved det, har vi sat huset til salg.

Jeg kan ikke huske resten af samtalen, udover at jeg græd så meget, at jeg forestiller mig, mine tårer lagde røret på. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Mens jeg sad der på sengekanten med burgerøjne, gik det op for mig, at jeg uden mit samtykke var blevet voksen. I hvert fald voksen nok til at mine forældre var klar til en hverdag uden for det hjem, hvor de både havde båret mig hjem fra hospitalet og senere vinket farvel, da jeg første gang flyttede hjemmefra 20 år senere.

Det var både forkælet og møghamrende umodent at sidde på mit værelse på Vesterbro og græde over salget af et hjem, der i fire år ikke havde haft mit navn på postkassen. Men inderst inde vidste jeg godt, at tårerne på telefonen nok nærmere var en kærlighedserklæring til mine forældre.

Nu er jeg 25 år. Mens mine venners venner får børn, drømmer jeg mig stadig væk til dengang, mine forældre var en fast del af min hverdag og græder ved tanken om, at jeg har allerede tilbragt mere tid sammen med dem, end jeg nogensinde kommer til igen.

Som unge er vi ofte omsluttet af et narrativ om, at vi ikke kan vente med at flytte ud. Vi har samlet på tallerkner og Global-knive siden konfirmationsalderen. Når lejligheden byder sig, kan vi derfor katapultere os selv fra vores forældres trygge skød ud i verden med en Kaj Boiesen-abe i den ene hånd og fremtiden i den anden.

Sådan havde jeg det bestemt ikke.

Efter gymnasiet flyttede jeg til København for at gå på dagshøjskole.

– Men det er jo kun et år, sagde jeg til mig selv.

Godt nok kom jeg hjem efter et år på grund af corona, men derefter var jeg underligt bevidst om, at min tid i mit barndomshjem var ved at rinde ud. Hver kop morgenkaffe med min far var en morgenkaffe mindre, og de kærlige skænderier blev færre – både fordi jeg var blevet ældre og mere udholdelig, men nok også fordi vi alle sammen vidste, vores fælles hverdag kun var til låns.

Heldigvis for mig ligner det ikke, at jeg er den eneste fra generation Z, der har svært ved at give slip på mine forældre.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik boede 32 procent af 21-årige hos deres forældre i 2011. Ti år efter gjaldt det 42 procent af de unge.

Nogle ville nok også kalde tendensen resultatet af en generation af curlingbørn. Jeg er overraskende nok enig med dem.

Mine forældre passer overvejende godt på ordbogens definition af “curlingforældre”. Jeg synes bare ikke kun, at det er en dårlig ting.

De har hentet og bragt mig fra dansetimer og eksaminer til julefrokoster og byture. Og jeg har gjort det samme for dem. De har overinvolveret sig i mit liv – og jeg i deres.

Jeg har aldrig følt mig som “barnet”, og det har resulteret i, at jeg som voksen ikke blot savner “mor” og “far”. Jeg savner Jens og Anette.

Mit nytårsfortsæt for 2025 var at se mine forældre mindst én gang om måneden. Ikke fordi jeg føler, jeg skal, men fordi jeg oprigtigt synes, mine forældre er nogle skønne mennesker, og – nu siger jeg de forbudte ord – også er nogle af mine allertætteste venner.

Jeg plejer jokende at sige, at hvis mine forældre boede tæt på København, boede jeg hjemme, til jeg var 60 år. Det er ikke helt en joke men heller ikke helt en sandhed. Nok nærmere et håb om, at jeg for altid vil kunne tilkalde dem, hvad end mine persienner er faldet ned, eller jeg blot har brug for en snak med dem, der kender mig allerbedst.

Ifølge professor og forfatter bag bogen ‘Infantilised – How Our Culture Killed Adulthood’, Keith Hayward, kan det have store konsekvenser for samfundet, at livets adskilte faser som barndom og voksenliv er ved at gå i opløsning, som han nok vil mene er tilfældet med mig.

– Det mest bekymrende er, at folk tror, der kommer nogen og redder os. At der kommer nogen og siger ’bare rolig, nu skal vi nok være de voksne, så fikser vi det’. Men det kommer ikke til at ske, siger han i et interview med Weekendavisen og fortsætter:

– Det er fuldstændig afgørende, at du er i stand til at bygge en fremtid for dig selv.

Jeg vil understrege, at mit tætte forhold til mine forældre ikke påvirker mit behov for selvstændighed eller min lyst til at planlægge fremtiden negativt. Tværtimod.

Selvfølgelig skal jeg en dag have mit eget hus, der kommer til at føles præcis så hjemligt som mit barndomshjem er, men jeg er altså kun 25…

Jeg har ikke travlt med at blive voksen på “den rigtige måde”, før det er absolut nødvendigt, men selvfølgelig har jeg karrieredrømme, budgetter og planer om, hvordan jeg kommer ind på boligmarkedet.

Jeg flygter ikke fra voksenlivet. Jeg abonnerer bare ikke på tanken om, at jeg for at være en rigtig voksen skal vinke farvel til mine forældre.

For jeg – og nok mange fra generation Z – drømmer ikke stort på trods af vores tætte forhold til vores forældre men på grund af det. Hver gang jeg har begivet mig ud i verden eller taget chancer i livet, har jeg været bevidst om, at der under mig lå et sikkerhedsnet formet som en villa på en nyborgensisk hovedvej.

Sikkerhedsnettet ligger der stadig, for mine forældre solgte aldrig huset. Jeg er godt klar over, at det er på grund af mig, at de nu sidder to voksne mennesker og to ældre katte på alt for mange kvadratmeter. Men jeg kan ikke få mig selv til at give dem grønt lys til at sælge det.

Jeg håber, jeg aldrig flyver helt fra reden. Men jeg håber for mine forældres skyld, at jeg snart tør erkende, at det ikke er mit barndomshjem, der er reden, men derimod dem.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.