Min baby er en ninja!

Jeg er klar over, at babyer oplever nye ting ved at putte det i munden og alt det der. Men hold kæft, hvor er det bare stressende. Især når man har en baby på otte måneder, der har fået kælenavnet "ninjaen". Hurtig som lynet og totalt uforudsigelig. Til trods for sin lighed med en uskyldig sælunge; nuttet, rund og motorisk begrænset, har hun en ufattelig evne til at få fat i alt - og putte det i munden selvfølgelig.

Nu har vi ikke lige en au pair rendende rundt og gøre rent og rydde op efter os døgnet rundt, så det hænder da, at man finde en pastaskrue på gulvet (muligvis fra i går), en hårelastik, en perle - og ikke mindst enorme mængder af storebrors legetøjsdimser. Og man kan ikke forvente, at en baby, der ser et rødt Spiderman klistermærke ligge på gulvet, ikke putter det ind i munden. Samtidig kan man heller ikke forvente, at en tre-årig kan huske, at der ikke må ligge små ting på gulvet. Så det sker. I dag fiskede jeg så et stykke af en af de her velkendte hvide skumklude ud af munden på hende. Dem som man oftest bruger til at tørre babyer i bagdelen med. Ninjaen, som lige er begyndt at kravle, havde selvfølgelig endevendt pusletasken, mens jeg lavede en hurtig spegepølsemad til storebror.

"Nummer to er bare sååå nem", siger folk altid. Og det er Milla også, og jeg er meget mere afslappet omkring mange ting. Så langt, så enig. Til gengæld ville jeg nogle gange ønske, at jeg havde øjne i nakken, fire arme og intet behov for nattesøvn - og måske en au pair. For det er nok i virkeligheden det, der er det sværeste ved at få nummer to: at man ikke kan være til stede hos begge børn hele tiden. Jeg har lidt svært ved at følge med både ninjababyen og hendes energiske spiderman-storebror på én gang. Men jeg lærer det vel med tiden, og så længe hun holder sig til at spise pastaskruer fra i går, så går det jo nok.

Jeg ved godt, at det er en udskældt foranstaltning… men jeg begynder faktisk så småt at forstå, hvorfor nogen i sin tid opfandt kravlegården.