Familie-fællesskab
Familieliv

Lena bor med sine forældre og sin datter: "Det var en praktisk løsning, som blev et aktivt tilvalg"

5. januar 2022
af Dorte Mosbæk
Foto: Hedda Rysstad/DR
At bo tre generationer sammen i en lejlighed kan måske lyde som et mareridt for nogle, men for Lena Thorsson og hendes familie er det lykken at bo på sådan.

Familien Thorsson får ofte folk til at tabe underkæben, når de fortæller, at de bor tre generationer sammen i en treværelses lejlighed – og ELSKER det!

Kompromiser, oprydning og to ekstra fristeder er nøgleord for, at det lykkes for Lena, hendes teenagedatter Sara, hendes forældre og to hunde.

Lejligheden i Køge er på 84 kvadratmeter med køkken-alrum og stue ud i ét, to værelser og ét badeværelse.

I det ene værelse sover mormor og morfar, Inge og Jan, i det andet værelse bor Lenas datter, og i stuen sover Lena i en udtræksseng.

Sådan bor de halvdelen af året i et tæt bofællesskab med fælles måltider og kø til toilettet om morgenen. Den anden halvdel af året bor de i hver deres kolonihave.

Tanken om at bo sammen på tværs af generationer opstod ret spontant, og det var ikke en langsigtet plan.

Efter Lena Thorsson blev skilt i 2018, skulle det gå lidt hurtigt med at finde en ny bolig, så hun flyttede med sin datter hjem til sine forældre i deres lejlighed.

– Vi skulle lige ovenpå, men så fandt vi jo ud af, hvor givende og fedt det var at bo sammen på den måde, fortæller Lena og tilføjer, at hendes 10 år yngre søster faktisk også var flyttet hjem på det tidspunkt sammen med sin kæreste og lille søn, så de i en periode boede seks personer i lejligheden. Mormor og morfar sov i stuen.

Klare regler

På en lidt kølig efterårsaften mødes vi i udestuen i Inge og Jans kolonihave i Ølby. En farvestrålende oase i selvbyggerstil med muldtoilet, udekøkken og -bad, to rum inde i huset og et lille anneks til teenagebarnebarnet.

Et par havegange længere væk har Lena og hendes datter Sara deres kolonihave, selv om de nu ofte kigger forbi Inge og Jan og i øvrigt spiser sammen hver onsdag, som de har gjort i 14 år.

I vinterhalvåret bor de alle sammen i Inge og Jans lejlighed.

– Selvfølgelig er man nødt til at hæve sin tolerancetærskel, men noget af det, der har gjort, at det fungerer at bo sammen i lejligheden, er jo kolonihaverne.

– Man kan ikke bo her om vinteren, men man kan godt lige tage et break, siger Lena.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er også vigtigt for familien med forholdsvis klare regler, og en af dem er, at klokken cirka 21.45, når aftensmad, oprydning og måske lidt tv-kigning er overstået, trækker man sig ind på sine respektive værelser.

For hverdagen er fælles helt fra morgenstunden.

Inge: – Det er noget med, at man skynder sig ud fra badeværelset – man må ikke tage mobiltelefon med på toilettet, det er ikke et hyggested! Og så spiser vi morgenmad sammen.

– Når der er børn hjemme, har vi altid prioriteret at spise sammen. Mit største kompromis er nok maden, for jeg elsker at sidde foran tv’et med en tebolle eller en sandwich, og det kan man jo ikke.

– Så er man børnefamilie igen og skal sidde henne ved bordet, men så må man bare huske på, at det andet får man på et andet tidspunkt.

Netop måltiderne har indimellem givet anledning til lidt debat og ikke mindst kompromiser.

Mød en sammentømret familie:

Lena Thorsson, 38 år, kreativ direktør i caféen Le Jardin i Køge, deltog i “Bagedysten” i 2020. Inge Thorsson, 58 år, vuggestuepædagog, Jan Thorsson, 58 år, soldat. Inge og Jan har hunden Hannah.

Lena har datteren Sarah på 14 år og hunden Ellie.

I vinterhalvåret bor de fire i Inge og Jans lejlighed i Køge. I sommerhalvåret har de hver deres kolonihave i samme forening.

På sidelinjen er Lenas søster Rikke, 29, som på et tidspunkt også boede med de andre i lejligheden sammen med sin lille søn Theo.

Lena: – I og med at vi bor med åbent køkken, synes vi ikke, at køkkenet skal rulle hele tiden med fire forskellige slags aftensmad, og at man skal sove i forårsruller og wok …

– Nej, man skal ikke komme hjem klokken 22 og begynde at kokkerere, bryder Inge ind.

Lena: – Det er latterligt, men det kan faktisk være en krævende ting, at man spiser noget, man ikke har lyst til. Det er jo sådan nogen steder, man går på kompromis, hvis man lige har en fase med noget mad, man går særligt op i.

Familien har fælles madbudget, og hvert familiemedlem har ansvar for en rengøringszone, som skal være klaret inden lørdag klokken 11. Derudover skal man holde sit værelse så ryddeligt, at døren kan stå åben.

Inge: – Vi har den regel, at ”den sidste, der forlader lejligheden, sørger for, at den første, der kommer hjem, ikke bliver ked af det”. Andre skal jo ikke komme hjem og rydde op efter én.

Positiv respons

Men det er ikke kun hverdagens praktik, der er afgørende. Det er indstillingen til at være sammen, mener Inge.

– Vi har prøvet at lære vores børn, at der er jo ingen, der står op om morgenen for at give den anden en dårlig dag. Og så er Jan og jeg bare sindssygt taknemmelige over, at de gider bo sammen med os.

Lena: – Vi var jo også tætte, før vi gjorde det her. Og så har vi lavet en aftale om at være i det her, så længe vi ikke ødelægger det gode forhold, vi har til hinanden.

– Det skal jo gøre os stærkere. Det var en praktisk løsning, som blev et aktivt tilvalg, fordi vi opdagede glæderne ved at bo sammen.

Inge får næsten altid positiv respons af sine jævnaldrende, når hun fortæller om sit bofællesskab. Lidt anderledes kan det godt være for Lena.

– Jeg kan da godt møde den der: ”du er en voksen kvinde, der bor hjemme?” Jeg får følelsen af at skulle retfærdiggøre det, men jeg er da stolt af, at vi er sådan en familie, som kan det her.

Foreløbig er der ingen planer om at flytte til hverken noget større eller andet, men fremtids-snakken har familien løbende haft.

Inge og Jan drømmer om fortsat at bo sammen med Lena og Sarah, gerne resten af livet. Et vigtigt pejlemærke er dog blevet sat.

– Jeg mistede min mor, da jeg var 30, og jeg havde nogle plejeopgaver på hospitalet, det var man nødt til. Men det skal mine børn ikke have.

– Det vil ikke være værdigt for mig, og det var heller ikke værdigt for min mor dengang. Jeg ville ønske, vi havde betalt os fra det dengang. Så det har jeg faktisk sagt til dem.

– Sådan noget vil jeg slet ikke have, de gør for mig, siger hun.