Kristian Ibler
Sorg

Kristian Iblers kone døde af kræft: Man kan godt være glad, selv om man er i sorg

14. oktober 2021
Fortalt til Jo Brand
Foto: Rickard S. Söderström
Sorgen har mange nuancer. Man kan godt glæde sig over, at man endelig kan smide de af hendes ting ud, der altid har irriteret én, samtidig med at en indkøbsseddel, hun har skrevet, kan være nærmest hellig. Det ved skuespiller Kristian Ibler. For snart tre år siden døde hans kone Ida af brystkræft.

Da Ida blev syg

for anden gang, fik vi ret hurtigt at vide, at der ikke var noget at gøre, og vi fik også en accept af det. Og det var befriende at give op og lade være med at løbe efter mirakler og behandlingsformer.

Hun fik medicin, så hun havde det så godt, som hun kunne. Og vi fik talt om alt. Der var ingen tabuer. Det har givet en stor ro efterfølgende, og det føles, som om hun holder os i hånden.

Det største,

der sker i et menneskes liv, er, når det bliver født, og når det skal dø, og det er en ære at få lov til at være til stede. Jeg kunne af gode grunde ikke være dér, da hun blev født, men jeg kunne være dér, da hun døde.

Jeg vil altid ønske, at Ida ikke var død, men når nu det skulle være, så er jeg glad for, at jeg fik lov til at være sammen med hende, da det skete.

Og hvis jeg skal løfte en pegefinger i alt det her, så er det over for dem, der forlader deres partner, når de skal dø.

Jeg vil ikke sige, at man ikke må blive skilt eller holde op med at være kærester, men som menneske må man ikke gå fra en, som er ved at dø. Det må du ikke. Du må blive der, og du må gøre det, der skal gøres.

Kristian Ibler

46 år. Skuespiller og manuskriptforfatter, far til to drenge på ni og 11 år.

Medvirker i ”Skyggen i mit øje”, der har premiere 28. oktober, og i ungdomsfilmen ”Robot Bror”, der kommer senere på året. Han har tidligere være med i bl.a. ”Badehotellet” og adskillige andre serier og film.

Blogger på enkemand.dk, og siger selv om navnet ”det er simpelthen så kikset det domænenavn, og jeg kan slet ikke identificere mig med det, men det er også noget morsomt i det, så derfor købte jeg det”. 

Da Ida blev syg,

var der masser af gæster, men efter hun døde, blev der helt stille. Der var ingen besøg, ingen opmærksomhed. Fra den ene dag til den anden var det, som om man var glemt.

Som om folk troede ”Nu er hun i jorden, og så var det det”. Men for os føles det hele stadig, som om det var i går. Hun er her og fylder meget.

Når jeg laver pizza, siger børnene at ”mors var bedre”, hvis vi kører forbi et sted, hvor vi har været alle sammen, taler vi om, at ”dér var vi med mor”, og om natten drømmer jeg om hende. Vi lever med det hver dag.

Børnene har også spurgt, hvorfor de er holdt op med at tale om hende ovre i skolen, og jeg kan heller ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der siger, at de savner hende … Nogle gange har jeg selv prøvet at begynde at tale om hende til folk, men så bliver der ikke rigtig fulgt op på det.

Jeg tror, folk har en frygt for, at hvis de nævner hende, så begynder vi at græde, og måske derfor ikke vil mindes hende – af frygt for, at de roder op i noget.

Men det er jo ikke dét, at de nævner hende, som kan gøre os kede af det. Det er jo dét, at hun er død.

Jeg tænker jo på hende anyway flere gange om dagen. Jeg ville sikkert selv opføre mig på samme måde, men det er hårdt.

Man skal vide,

at man ikke kan sige noget forkert, når nogen skal dø. Det værste er sket. Og alt det, folk kan tænke, har vi jo selv tænkt minimum 10 gange: Hvor hurtigt kunne jeg tillade mig at finde en ny? Hvad med begravelsen? … Alt det havde vi tænkt og talt om.

Da Ida blev syg,

måtte jeg holde op med at arbejde. Jeg blev nødt til at være derhjemme. Hun besvimede og fik blackouts, så hun kunne ikke være alene med børnene.

Og børnene … første gang, da hun var indlagt på hospitalet, og jeg kom hjem, kom min søn mig løbende i møde: ”Er min mor død?” … så de skulle jo også passes.

Og så var det, at vi fuldstændig faldt igennem sikkerhedsnettet uden hjælp fra det offentlige af nogen art. Inden Ida blev syg, læste hun psykologi på universitetet, men hendes SU var opbrugt, og hun kunne ikke få a-kasse.

Min sorg kommer uventet, når jeg for eksempel hører noget bestemt musik, og så kommer den om natten. Dér græder jeg. Men jeg er også glad.

Forsikringen dækkede heller ikke, fordi hun ikke havde pensionsopsparing i forsikringsselskabet – vi havde ikke læst det med småt. Og jeg havde været freelance og kunne heller ikke få hverken kontanthjælp eller a-kasse, for så var jeg jo blevet sat i aktivering.

Nogle venner startede en symbolsk indsamling på nettet. Den gik viralt, og der blev samlet næsten en halv million ind. Det var en tsunami af medmenneskelighed, og til sidst måtte jeg give slip på min facade og min følelse af ydmygelse.

Det var så stort, at jeg næsten ikke kunne rumme det. Nogle gav 50 kroner, andre 100, 500 eller 1.000, og det var ikke så meget beløbene, det var mere, at så mange ville hjælpe … det har ændret mit syn på andre mennesker.

Pengene betød, at vi havde ro i den sidste tid sammen, at vi ikke skulle stresse over arbejde, og at vi kunne blive i huset.

Vi kender ikke sorgen

og nuancerne af den, før vi har mærket den. Netflix-serien ”Afterlife” er for mig klichéen på sorg, og jeg genkender på ingen måde mig selv i den serie.

Manden har aldrig prøvet det selv. Som skuespiller og forfatter ”connecter” han ikke med emnet, men kun med sin prædefinerede forestilling om, hvordan det kunne være.

Min sorg kommer uventet, når jeg for eksempel hører noget bestemt musik, og så kommer den om natten. Dér græder jeg. Men jeg er også glad. Jeg har to børn, der holder mig oppe, jeg har energi, og jeg har lyst til at arbejde.

Nogle gange har jeg tænkt, om jeg var psykopat eller bange for at sørge, fordi jeg også var glad … eller sågar blev forelsket i en anden, imens jeg sørgede. Men det skifter: Jeg tuder og tuder, og så klinger det af.

I starten prøvede jeg at lade være med at græde foran børnene, men nu gør jeg det, og så siger jeg til dem: ”Jeg er ked af det, og om lidt går det over.”

Da Ida døde,

følte jeg, at jeg skulle være to forældre. Køre drengene til fodbold, stå for legeaftaler og så videre. Og det var så stresset, at jeg faktisk ikke havde tid til børnene.

Man tror måske, at det er et dobbeltarbejde for den forælder, der er tilbage, når den anden er død, men det føltes som trippelarbejde, fordi man skal alt muligt, man ikke gjorde før.

Da Ida levede, brokkede hun sig altid over, at jeg havde for mange sko. Jeg havde fire par. Da hun døde, skulle jeg rydde op i hendes ting, og der fandt jeg ud af, at hun havde 60 par – og så blev jeg skidesur.

Man vil jo ikke have, at det skal være sådan ”at så døde mor, og så var det slut med fredagsslik”, så der er ikke noget, der må ændre sig, og derfor prøver man at gøre alt det, den anden gjorde.

Men et år efter Idas død kom corona, og det gav en ro. Før var alt gået op i logistik, men nu kunne børnene være længe oppe og sove længe dagen efter. Vi var bare os tre og kunne give slip på regler.

Vi fandt hinanden som en ny lille familie i den ro, der var. I dag er der mere takeaway og hurtige løsninger, hvilket er befriende, og så må jeg også bare acceptere, at jeg er en lige så dårlig og træt forælder som alle andre – med kort lunte og så videre.

Men jeg skal stadig være børnenes forløser. De aner ikke selv, hvad der sker i dem, og jeg skal hele tiden gennemskue, om det er sorg eller bare almindelige børneproblemer, når der er noget galt.

Jeg har haft en følelse

af at have stjålet: Børnene. Huset. Penge. Det kom virkelig bag på mig, hvor dårlig samvittighed jeg havde over at være den, der stod tilbage. Det hele var jo vores.

Jeg tror, det er det samme, som når folk, der har overlevet en dødsulykke, står tilbage og har dårlig samvittighed over at have overlevet. I dag er jeg mere taknemmelig.

Sygdomsforløbet

For snart tre år siden døde skuespiller Kristian Iblers kone, Ida, af brystkræft. Parret havde kendt hinanden i 21 år. Ida blev syg for første gang i 2007, hvorefter hun blev rask, men i 2018 vendte sygdommen tilbage, og den havde spredt sig til maven og hjernen. Den 11. januar 2019 døde Ida som 43-årig på hospice, og Kristian stod tilbage med deres to drenge, der dengang var syv og ni år.

Da Ida levede,

brokkede hun sig altid over, at jeg havde for mange sko. Jeg havde fire par. Da hun døde, skulle jeg rydde op i hendes ting, og der fandt jeg ud af, at hun havde 60 par – og så blev jeg skidesur.

Vi havde også et stort skab, og hendes ting fyldte næsten det hele, mens mit var presset ind. Og jeg havde det sådan ”Fuck, nu skal jeg have plads”, men jeg var nærmest helt nervøs for, at hun ville komme og skælde mig ud, da jeg lagde tøjet pænt sammen og kom det i poser.

Hendes mor fik al tøjet, og hun går i dag i det, og det er fint.

Selv om Ida var syg,

gik hun stadig op i haven: Så skulle jeg grave huller til et figentræ, plante et æbletræ og så videre, og jeg tænkte ”det her bliver min have på et tidspunkt”.

Jeg sagde det ikke til hende, men hun gennemskuede mig, og så sagde hun ”ja, Kristian, jeg er ikke død endnu, og jeg vil have den her busk dér!” Ida havde også en masse citrontræer, som jeg hadede.

De stod uden for om sommeren, og om efteråret skulle jeg så slæbe dem ind, og de fucking træer stak og gav mig ondt i ryggen, og jeg havde det sådan, ”når hun dør, så ryger de”. Og det gjorde de. Men jeg har gemt et enkelt.

Det kan godt være sådan,

at den døde nærmest bliver et ikon. Jeg følte på et tidspunkt, at jeg skulle retfærdiggøre alt over for andre, når jeg traf mine egne valg.

Som om jeg skulle bevare hendes minde i alt, hvad jeg gjorde. Måske derfor tromlede jeg hendes stauder ned og lavede selv en terrasse med swimmingpool til børnene. Næsten i trods og oprør.

 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Efter Ida var død,

havde jeg et behov for at være sammen med andre kvinder, hvilket blev mere eller mindre kikset. Ikke for at finde en ny kæreste, men blot for at mærke noget liv.

Men der er jo nogle sindssyge konventioner om ”den eneste ene”, og om at man som enkemand lægger låg på, fordi man har børn, men dem viger jeg uden om, og Ida sagde også, at jeg skulle gøre, hvad der faldt mig ind.

Hun ville ikke have, at jeg hang fast.

Dem, der ikke tror på,

at der findes noget efter døden, tror også! De ved jo ikke, hvad der sker.

Efter Idas begravelse holdt vi en reception, hvor der var 400 mennesker. Folk græd, folk var glade, og der var en dejlig stemning, som der tit er til gravøl.

Efter et stykke tid tog min mor hjem med drengene, og jeg tog så senere alene hjem til huset. Jeg satte mig ned i kælderen i mit jakkesæt og med min tale i inderlommen for at se tv.

Jeg var helt flad … så træt … så jeg lagde mig ned på gulvet i stilheden. Pludselig kom hun og lagde sig ved siden af mig – på min venstre side, som hun plejede. Jeg kunne mærke hende helt tydeligt.

En læge vil nok forklare det med, at der skete et eller andet inde i min hjerne. Men det var så voldsomt, at jeg måtte sætte mig op. I dag har jeg det sådan, at jeg føler, at jeg skal se hende igen. Det tror jeg sgu!

Jeg finder stadig

nogle af Idas ting i huset. Til at begynde med var det hele helligt: ”Uh, her er en indkøbsliste, hvor hun har skrevet æg … hendes måde at skrive ”æ” på …” men sådan har jeg det ikke længere.

Nu har jeg samlet de ting, der betyder noget. F.eks. hendes opskrift på banankage, og de bøger, hun lavede til børnene med bl.a. billeder af dem og hende, og ting, hun godt kunne lide. Men sådan har jeg det ikke, hvis jeg f.eks. finder en gammel hårbørste.

Min store frygt er,

at Idas familie vil forsvinde ud af vores liv. Jeg har kendt dem i over 20 år, men hvad sker der, hvis jeg finder en anden?

Og jeg ved jo med min egen familie, at man kan gøre hvad som helst, og så vil de tilgive mig, men er det også sådan med dem?

Det betyder meget, at de selv hjælper til at holde fast, fordi børnene kommer lettere igennem det her via dem. Så det er ekstremt vigtigt for mig.

At de ikke glemmer, at vi stadig lever med konsekvensen hver dag, og at de hjælper børnene til at huske deres mor.

Én sagde en dag ”Hvis vi skal hjælpe dig med børnene, så …”. Det gjorde ondt, fordi hjælpen ikke længere føltes betingelsesløs, men bundet op på et ”hvis”, og man føler sig som en belastning.

Nok var det ikke ment sådan, men jeg tror bare, at de fleste ikke forstår, at børnene og jeg stadig befinder os i et kaos, når nu de selv har fundet tilbage til hverdagen.

Man må gerne sige fra, men jeg bliver bekymret, når jeg hører ordet ”hvis”, for jeg er presset på alle leder og kanter, som tænkes kan.

Hvis man skal bruge det,

der er sket, til et eller andet, så er det at lære børnene ikke at blive træmænd, at de lærer at tale om deres følelser og ikke at pakke noget ned. At de reflekterer over deres liv.

Det betyder ikke, at de skal tage til Nicaragua og bungyjumpe, men bare at de lever et ærligt liv. Som Ida sagde, inden hun døde: ”Jeg håber bare, at min død får andre til at tænke over deres liv.”