Klumme: Barselsboblen er slut - jeg takker af for denne gang

Det bider i kinderne. Den sidste måned har det været vinter-koldt og både hat, handsker og dunjakke er blevet fisket frem fra kælderen. I sommers stod jeg samme sted. Midt på Dronning Louises Bro med en to-go kaffe i hånden. Min barsel var lige startet.

LÆS OGSÅ: Liv drømte om at få en dreng, men venter en pige: "Det er tabu at føle skuffelse"

Knap otte måneder senere, takker jeg af for denne gang. Min barsel er slut, og på mandag starter en ny dagligdag med makeup, strøget skjorte og madpakke i tasken.

Det er som om, at det forventes, at jeg skal have det skidt med, at min datter skal undvære mig. Men jeg har det strålende. Min barsel har været alt andet en solferie. Faktisk vil jeg mene, at det at have barsel er det hårdeste og mest krævende fuldtidsarbejde du som kvinde - og mand - kan have.

Alligevel bliver jeg klappet på ryggen og irettesat med sætningen: “det bliver så hårdt for dig at skulle undvære din datter" når jeg forklarer, at jeg ærligt talt ser frem til at tage et langt morgenbad og høre andet end ‘baby shark’ på vej til arbejde. Jeg glæder mig til at se mennesker hver eneste dag, og igen have en lang liste af opgaver som jeg skal løse.

Hvis jeg er glad, er mit barn også glad

De sidste par nætter har jeg vendt og drejet situationen i mit hoved.

Er jeg en dårlig mor, fordi jeg glæder mig til at skulle på arbejde igen? Skader det hende ikke at have mig i nærheden?

Ingen af delene.

Jeg ser mig selv som værende en god mor som istedet for at drukne i baby-go-to, ønsker at stimulere mit eget hoved. Hvis jeg er glad, er mit barn glad. Så enkelt kan det siges.

Det hverken skader min datter eller giver hende ar på sjælen, ikke at have mig i nærheden. Hendes topklassificerede far har nemlig taget et halvt år ud af kalenderen, og har i sinde at tæve Københavns legepladser igennem i barnevogns-kareten. Jeg er helt sikker på, at hun også vil blive fodret med alverdens gode ting, få en tår at drikke, og sove, når klokken siger pause.

LÆS OGSÅ: Højgravide Liv: "Det er tankevækkende, at vi slet ikke taler om det svære ved at blive mor"

Kort og mindeværdig tid

Det at have barsel, er en tid, du ikke kan spole i.

I går vraltede jeg ud fra Hvidovre Hospital, idag står jeg og kigger på en snart gående lille pige med smilehuller og ballade i øjnene. Sådan føles det.

Det er en kort, skøn, mindeværdig tid, som man desværre skal sætte på mindehylden efter en periode. Det gjorde jeg i dag.

Med udsigten over Københavns fire flotte søer, sagde jeg i dag farvel til en magisk barsel. Jeg gad godt, at min datter kunne give mig en anbefaling. Eller min familie, veninder eller kæreste kunne. For følelsen af, at jeg absolut ikke ved, om hvorvidt jeg har gjort det godt eller dårligt, står stadig ubesvaret hen.

LÆS OGSÅ: Hvor køber man en forældremanual?

Godt nok

I første omgang har jeg givet mig selv en usynlig pokal.

Den står nu øverst på mindehylden sammen med bogen ‘barnet’, som jeg altså ikke har haft tid til at udfylde. Istedet fik jeg kigget min datter i øjnene, sunget hende i søvn og hvisket hende i øret, at livet er en fest. Det er i mine øjne godt nok.

Hatten af for barnevogns-travere, mødre grupper, lege-fædre, tiger-mødre, beskytter-forældre, sam-sovere, hønemoren, løvefaren og alle de andre forældre derude.

Uanset hvornår I takker af, mener jeg, at I har gjort et flot stykke arbejde. I har nemlig frivilligt taget barsel.

Liv Kirkensgaard er bosat på Østerbro i København og har sammen med sin kæreste datteren Ellenora, der kom til verden i maj 2018.